Betty Nansen Teatret Kunstplakat 2018/19

Betty Nansen Teatret har fået nyt sejt makkerpar i direktørstolen, instruktør Elisa Kragerup og producent Eva Præstiin.  Sammen vil makkerparret nyfortolke, værne om og skabe, i det smukke gamle teater, med forestillinger der rækker langt ud over scenekanten.

I den forbindelse har de bedt mig skabe en kunst plakat, med afsæt i teatret. Det er der kommet denne sag ud af, og den kan i begrænset oplag købes på teatret, fra dags dato.  Kig forbi receptionen i dag kl 17.30 hvor du også kan beskue originalværket. Det er i øvrigt også (næsten) sidste chance for at se Elisas åbningsforestilling Orlando, af Virginia Woolf.

” Jeg er vild med tanken om at et kulturhus også rækker ud over egen formåen. Og her på Betty har der gennem teatrets mangeårige historie flere gange været årlige kunstplakater som en del af huset. Det vil vi nu fortsætte med. Vi lægger ud med Anika Lori, der med sine smukke collager på mange måder passer rigtig godt til den måde, vi opfatter os selv, og jeg synes, hun har ramt en helt særlig stemning, som både er helt hendes egen og fuldstændigt Bettys. Det er ret genialt,” – Elisa Kragerup

“La Primadonna in a nutshell” Mixed media 2018, Anika Lori 

Foto:  Cathrine Zorn

I ensemblet, Det Røde Rum, var vi med til at udvikle et kropsligt, sanseligt og legende teater, hvor det levende møde mellem publikum og skuespillerne var i centrum. Det arbejde vil vi nu fortsætte på Betty Nansen Teatret. For os findes der ikke en bedre ramme til det end netop her.
Teatret er vores vigtigste levende kunstart og vi vil møde publikum med et teatralt og scenisk sprog, som kun kan opleves på teatret. Vi er stolte af teatrets ældgamle traditioner men ønsker også at skabe nye – sammen med publikum.
Vi vil skabe et teaterhus med en synlig og stærk kunstnerisk identitet og en helt særlig relation til publikum. Et teater som opleves og skabes kollektivt.
” – Elisa Kragerup og Eva Præstiin.

NEPHEWS by: Fryd Frydendahl

An exhibition by Fryd Frydendahl




V1 Gallery is pleased to present Nephews – a solo exhibition by Fryd Frydendahl.
Nephews takes its departure in a tragedy. Frydendahl’s older sister died in child labor leaving behind her infant son and his older brother. Frydendahl who had just started her artistic education at Fatamorgana School of Photography in Copenhagen was devastated by grief.
As a mean to process the loss of her sister and maintaining her close to heart and mind she began photographing her nephews. Out of a personal need, a unique relationship and collaboration with the young boys was established. They entered an unspoken pact that 10 years later would result in the exhibition and the book ‘Nephews’. In collaborating the three of them renegotiated a tragedy that could have just as easily set them all adrift. They chose each other instead. Creating an intimate, respectful, playful and tender tale of loneliness, friendship, love, loss and family.

Photo: Fryd Frydendahl

The exhibition consists of 26 colour photographs varying in size and medium created between 2006 and 2016. The works depict the boys coming of age. Playing, contemplating, caring, hiding, performing, not caring and just being. There is an ongoing interplay between the boys and Frydendahl. They seem to inhabit an almost magic space together, where common rules and regulations do not apply or are easily bend for adventure. The same kind of magical sentiment as you will find in Antoine de Saint – Exupéry’s The Little Prince. In many of the images the boys are semi masked, in costume or character, morphing in or out of a fox’s fur, wearing a cone for a beak – turning into swans, veiled in pink embroidery, wearing suits – hair slicked back or semi visible behind a self confident plume of vapor from an e-cigarette. Creating and playing with identity. Becoming. While we see the boys physically change from boys to young men, we gradually sense a change in Fryd’s art. Images grow from beautifully defiant into mature bloom. Like the boys they carry themselves differently.

Nephews is a seminal body of work. A modern tragedy. Splintering the rules of traditional narration and engagement. Fryd Frydendahl has created an original poetic visual language.

Photo: Martin Kurt

Fryd Frydendahl, born 1984 on the west coast of Denmark, divides her time between New York and Denmark. She graduated from Fatamorgana, Copenhagen in 2006 and received an advance Certificate from The international Center of Photography, New York in 2009. Her first book, Familiealbum, was published by the Danish Publishing house Nyt Nordisk Forlag in 2007. The book featured a collection of intimate portraits from “the youth house”, a Danish punk venue that was sadly evicted and demolished in 2007. She is the recipient of grants from Fogtdahl’s Rejsestipendie, The Henry Margolis Foundation, and Josephine Lyons Merit Scholarship. She was part of the 2011 CCNY fellowship program. In 2016 her collaborative project with Jacob Birch – They Didn’t Want to Pierce The Sun – was published by Danish publishing house Roulette Russe. In conjunction with the exhibition the New York publishing house Konnotation Publishing will release the book Nephews (182 pages in a first edition of 500). The book will be available at the opening. Frydendahl has exhibited widely. This is her second exhibition with V1 Gallery.

3 x Opening Reception @ V1 Gallery

V1 Gallery proudly presents the two exhibitions: A SPOON WITH THE BREAD KNIFE by Danny Fox (UK) and CAN by Rose Eken (DK) + Gallery Eighteen TECHNO FOSSIL TUMBLEWEED by Thomas Øvlisen (DK).

Opening reception: Friday November 25. 2016. Time: 17.00 – 22.00 (from 17.00 – 21.00 in Eighteen).
Exhibition period: November 26. 2016 – January 14. 2017.


Danny Fox: Strong women, men on a horse back – racing to their future or escaping their past, classic fruit bowls, a glass of red wine – half empty or full, depending on current mood and perspective, bad bananas, a specific red color borrowed from an old colleague and spoons are reoccurring elements in Danny Fox’s new body of work A Spoon With The Bread Knife. The title a reference to English rhyming slang where the bread knife translates to wife and spoon to cuddle. Fox’s work is full of references, conversations and possible translations. In his paintings he engages a rich history of both figuration and abstraction. Many of the new paintings feature prominent female leads like the large canvas The Women Are Angry And We Pretend Not To Know Why (244 x 305 cm). Many of the men in Fox’s paintings are riding horses, this beautiful potent creature that has carried man to victory and grave. In No Reward Unpunished (61 x 76 cm) two riders are galloping for the Guinness. The men often have an empathetic tragic feel in Fox’s work, while the women feel empowered and secure. Tragedy and genocide are translated into beautiful fragmented abstraction in the two large red paintings Eraser (Leopold In The Congo)(183 x 213 cm) and Rubber (Leopold In The Congo)(183 x 213 cm). Danny Fox’s works are compelling, they engage you in conversation, they seem both urgent, personal and universal. The paintings are bold and brave while equally fragile and wry. On a tightrope between greatness and elegant disaster.


Rose Eken’s new exhibition takes its departure in a group of paint cans. Not just any cans –Jackson Pollock’s paint cans. Eken found a vintage photo of the infamous American artist’s studio and created a group of 22 ceramic objects in the work Homage A Pollock in 2015. The motif kept haunting Eken and she returned to it in the spring of 2016 where she began to make tinsel paintings – reverse paintings on glass with applied crumbled metallic foil – of the image, deconstructing and reconstructing the tableau over and over again.
The result is CAN – a suite of 16 new paintings with acrylic and porcelain paint on glass in various sizes and the original ceramic installation.

CAN is a study of a studio. Meta still lives. The tools of the trade – brushes, pipettes, turpentine, linseed oil, buckets, paint tubes and cans. The tinsel technique is difficult to master because the artist has to paint in reverse on the backside of the glass. It was a technique Eken first encountered at the American Folk Art Museum in New York. It was mainly practiced by women in America between 1850 and 1890. Eken has been working with tinsel painting for the past 5 years gradually challenging the often very refined finish of the tradition making space for a more gestural expression. Breaking the mold by translating the tools of the original male painter Jackson Pollock through an old feminine folk art tradition. The result is a series of radiant expressive works.


Techno Fossil Tumbleweed is a new suite of sculptures by Thomas Øvlisen. The title of the group of 5 sculptures refer to the relatively new phenomena (in the four and a half billion years of the history of our planet) of technofossils – the vast and unprecedented impact humans are leaving on earth. ”Paleontologists call preserved animal-made structures trace fossils. Most animal species make
only one – or at most a very few – different types of trace. For example, dinosaurs made footprints and worms leave burrows. Just one species, though — Homo sapiens — now manufactures literally
millions of different types of traces that range from nano-scale to city-sized.” Jan Zalasiewicz, University of Leichester, Britain, in Tech Times, March 2014.
Øvlisen’s beautiful new body of hollow, cubical, offset, jagged sculptures resemble a contemporary nonchalant Stonehenge in the gallery space. Otherworldly objects from a near past future. Each sculpture is roughly a cubic meter, created in polystyrene, fabric, epoxy and multiple layers of auto lacquer. The viewer is invited to gently engage with the sculptures, position them as they like, and create their personal constellations. This makes for a both transgressive and almost meditative experience. Creating space for contemplation, a true privilege in our time. ”Millions of years from now, long after humans have gone, technofossils will be the defining
imprint on the strata of the human epoch that people increasingly call the Anthropocene. If any paleontologists were to appear on — or visit — the Earth in the far geological future, they will think
the technofossil layer more weird and wonderful, by far, than dinosaur bones” Mark Williams, University of Leichester, Britain, in Tech Times, March 2014.

Artmensch: Cali Thornhill Dewitt /Eighteen

V1 Gallery´s nye baggårds galleri “Eighteen“præsenterer:


29 Flags – a solo exhibition by Cali Thornhill DeWitt.

Cali Thornhill DeWitt’s new body of work takes it departure in recent American history. The series consists of 29 vintage Stars & Stripes, with flock lettering, in various sizes and from various time periods and places. Each work refers to a specific event in American history; from the death of Marilyn Monroe, The Waco siege, Elvis comeback concert, The cult of the Manson family, Traci Lords’ underage porn, The Unabomber to the trial of O.J Simpson.

“When I was a kid I was terrified by the news. Nuclear war was imminent. Satanists were on every block. When I was 12 The Nightstalker had LA checking the locks on all their doors and I started sleeping with a knife under my pillow. The far right was doing their best to control anyone with different ideas and lifestyles and hateful evangelists were scandalized for the human behaviors they demonized from the pulpit. When Senator Budd Dwyers public suicide was televised, kids in the neighborhood would bring VHS copies of it to each other’s houses. While I was recalling events and choosing what these flags would be I quickly saw that I could have made the entire series out of current events. How many shootings have happened in the last 6 months alone? The horror continues”. Cali Thornhill DeWitt, 2016.

DeWitt deconstructs these moments in the exhibition, his language a mixture of haiku poetry, TV shop, breaking news and text message. He facilitates a memorial of moments. A wake for 29 Flags.

Cali Thornhill DeWitt (born 1973, Vancouver Islands, Canada) lives and works in Los Angeles, USA. Dewitt’s practice reflects a complex and fragmented world, but instead of fostering first world apathy or nihilism, it induces curiosity, defiance and hope. He works in the same tradition as Jenny Holzer, Barbara Kruger, John Giorno and the late great Mike Kelley. He is a multidisciplinary artist and eclectic instigator. He runs the independent record label and publishing house Teenage Teardrops together with his wife Jenna Thornhill DeWitt (a frequent collaborator). Recent and ongoing collaborations include Varg (album covers) Kanye West (Pablo World), Iceage (videos, album covers), A Four Labs (two collections), Someware (a collaboration with artist Brendan Fowler) and numerous projects with Haruka Hirata of Big Love. A new artist book Over The Volcano has just been released at The New York Art Book Fair.

29 Flags a publication made on the occasion of the exhibition will be available in a very limited edition of 100. 


Cali Thornhill DeWitt signing his new publication 29 Flags. 64 pages. Edition of 100. Available at the opening of 29 Flags at Eighteen

Madmensch: Hesselholdt & Mejlvang + Bevi Bevi Bar

Spiser denne gang med kunstnerduo (og den enes baby under bordet) på Bevi Bevi bar/Vesterbro. Uformel Italiensk tapas i varme og festlige omgivelser.


Hesselholdt & Mejlvang arbejder ud fra en optagethed af samfundsmæssige, sociale og politiske problemstillinger. Værkproduktionen spænder fra installationer og skulpturer over keramik til bearbejdede fundne objekter og har de seneste år centreret sig om magtsymboler, nationalisme og hudfarve. Værkerne undersøger nationale symboler som eksempelvis flaget, løven, ørnen og pentagrammet, og der anvendes farver og farvekombinationer, som kendes fra forskellige flag, emblemer og våbenskjolde.

I skrivende stund arbejder de på en stor soloudstilling, ”Native, Exotic, Normal”, som åbner i Den Frie Udstillingsbygnings seks sale.
Med udgangspunkt i dermatologen Thomas B. Fitzpatricks hudtypeskala, bliver Den Frie omdannet til en total­-installation i seks forskellige hudfarvenuancer. Udstillingen sætter fokus på Vestens normative, eurocentristiske tænkning og undersøger vores forhold til den Anden og os selv.
Pigerne er ligesom jeg i stald hos V1-Gallery  i København og via et utal af ferniseringer, kunstmesser og legendariske julefrokoster på galleriet, har vi erfaret at vi griner… meget, højlydt og af de samme ting. Der var med andre ord lagt i ovnen til en knaldhamrende hyggelig aften på Bevi Bevi Bar , som vi rammer en stille tirsdag aften – som slet ikke er så stille endda. Trods dette har Vibeke sin lille nyfødte baby med der, præsterer at sove under hele vores besøg! -hvilket bestemt ikke var gået i en weekend på Bevi, der ofte er så tætpakket, at man ikke kan bevæge sig hverken frem eller tilbage i mængden af glade bargæster. Ejeren Philip Skovgaard har da også, ovenpå succesen med Bevi, planer om at åbne endnu et sted.
Bevi Bevi Bar er en hyggelig bar – ikke en fin gourmet restaurant. Her er dejlige vine, udsøgt Grappa og velsmagende anti pasti, serveret i afslappet (ofte festlig) atmosfære. Et perfekt hangout hvis man gerne vil have lidt til ganen og et”social buzz”, på samme tid.




Hvorfor valgte I Bevi bevi bar?
Dejligt lokalt sted med uformel, intim og fantastisk atmosfære, udsøgte vine og virkelig god mad. Der er mange stamgæster, hvilket giver en privatfest‐agtig stemning, hvor man føler sig meget afslappet og veltilpas. Fejrede engang Rose Ekens fødselsdag her, hvor især den gode vin og hyggelige stemning gjorde indtryk – selvfølgelig forstærket af det gode selskab med dejlige folk.
Vi har en slet skjult plan med at lokke Philip (som denne aften viser sig at være Sofies klon) til at åbne en søsterbar på Nørrebro, hvor vi begge bor. Ville elske at have sådan en vinbar lige rundt om hjørnet i vores hood.
Hvad var jeres yndlings retter?
S: Især tartaren har jeg tænkt på efterfølgende, og så har jeg aldrig før rigtig set lyset i
blæksprutter, men de vildt lækre møre “arme” var virkelig vel tilberedte og utrolig
smagfulde i samspil med den rå‐marinerede torsk. Philip (ejer af Bevi) sagde at
de bare skal koge længe nok – det vidste jeg ikke. Ja, og så gik vi jo rimelig meget ombord i det usædvanlig lækre brød i form af dobbelte mini‐penisser, hvor vi også fik lokket et par bage‐tricks ud af ærmet på Philip.
V: Aftenen startede helt i orange med vores festlige kollega Anika Lori med en økologisk Aperol spritzeagtig drik og lækre grønne oliven. Ynglingsretterne denne skønne aften var klart den hjemmelavede og meget cremede Burata og de meget velsmagende svinekæber. Senere på aftenen gik vi amok i Philips hjemmebagte brød.
Hvad betyder mad for jer?
S: Det er meget dét, der skaber et hjem for mig. I min barndom var middagsbordet samlingspunktet for familien i en travl hverdag. Jeg arbejder på at få mine børn til at forstå og efterleve begrebet madro, da jeg virkelig godt kan lide at sidde og sludre over et middagsbord. Det hjælper nok når de bliver lidt større…
Jeg er ikke ret god til at lave mad, udover et beskedent repertoire af gryderetter. Men jeg går op i at bage, og nyder at have friskbagt rugbrød og boller i huset det meste af tiden.
V: Mad betyder helt utrolig meget. Faktisk starter Sofie og jeg med at snakke om frokost allerede kl 10. Og glæden ved mad er alt fra den helt almindelige leverpostejsmad på en helt almindelig arbejdsdag til en utrolig dejlig middag lavet af min mand eller et godt restaurantbesøg.
Første mad minde?
S: Jeg har to minder, som ligger meget tæt på hinanden tidsmæssigt, ved ikke hvad der var tidligst. Men jeg har været 3‐4 år. Vi boede i rækkehus og sad på terassen en steghed sommerdag helt nøgne og spiste kold rabarbergrød. Jeg var i himlen over at noget kunne smage så godt. Har lige siden ledt efter en rabarbergrød som kunne måle sig med den, men bliver altid en lille smule skuffet – det lever aldrig på nogen måde op til forventningerne – hmm faktisk er det meget rart at mindet om den ultimative
rabarbergrød aldrig kan overgås.
Den anden erindring er samme sted, hvor jeg bliver passet af min skøre farmor. Hun giver mig sukkermadder: Blødt hvidt franskbrød med tandsmør og et tykt lag sukker. Jeg er helt vild med det og hun siger at det er vores hemmelighed, jeg må ikke fortælle det til mine forældre. Hun har fået besked på ikke at give mig søde sager. De er sådan ret 70‐er vegetaragtige og sukkerfrie og nøgne i den periode.
Hvad er din livret?
S: Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg altid spise spaghetti med kødsovs. Tror jeg har fået det ca. tre gange om ugen efter at vi flyttede fra det kollektiv, vi boede i til jeg var 10 år. Da vi flyttede for os selv og mine forældre blev skilt, tænkte min mor at vi altid skulle have noget vi børn kunne lide. I kollektivet havde vi været ret udfordrede madmæssigt med tærter, vegetarretter og den slags, så vi fik for det meste leverpostejsmadder til aftensmad, det fik man hvis man ikke ville spise det der blev
serveret. Så derefter gik hun all in på kødsovs og pasta, dag ud og dag ind resten af min barndom.
V: Et utroligt skønt artist residency ophold i Sydkorea har gjort Bim bim bap til en favorit og den skal gerne indtages i en koreansk sauna. Bim bim bap er ris med kød, æg og chillipasta, serveret i en hot potsom man selv mikser.
Mad og børn?
S: Det irriterer mig meget med kræsne børn. Skal virkelig arbejde med at det er ok, at de fx spiser 15 cherrytomater til aftensmad den ene dag eller 2 kyllingelår den næste. Men jeg vil ikke gøre mad til en kampzone. Det har været en proces fra at tro, at jeg da aldrig fik kræsne børn til at acceptere, at det har jeg så til en vis grad. De er heldigvis ikke super kræsne, nok meget almindelige. Men når man selv er et udpræget madøre, så forstår jeg simpelthen ikke, at man ikke finder stor glæde ved mad. Mine børn er simpelthen ikke specielt interesserede i at spise, det er mere et slags nødvendigt onde,
som skal overståes så man kan lege videre.
Sammensæt et drømme selskab?
V: Jamen der er så mange drømme scenarier for et drømme selskab med de skønneste mennesker, så jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte….
Så i stedet bliver drømmeselskabet tre livsstadier af Hesselholdt & Mejlvang.
Ét hvor vi er unge og lige har mødt hinanden på kunstakademiet, ét hvor vi er nu som de her midaldrende kvinder med mange børn, og ét hvor vi er gamle damer der stadig fra plejehjemmet laver kunst sammen. Vi griner og snakker om alle tiderne der fletter sig ind og ud af hinanden, og samtalen hører aldrig op.
Og vi spiser helt klart rugbrødsmadder.
S: Ville utrolig gerne spise med Rosemarie Trockel, Judy Chicago, Karen Blixen, Marie Curie, Vibeke Mejlvang og mig selv– har altid drømt om at spise ved det trekantede bord i Judy Chicagos kunstværk The Dinner Party med tallerkener dekoreret som kvindekøn. Mon ikke vi spiser en masse forskellige frugter og bær i utrolige mængder og drikker rigeligt med champagne til…iført løse gevandter i stærke farver.
Ville egentlig også gerne spise med Mick Jagger og Paul McCarthy, men dem er der altså ikke plads til her.
Lykkeligt mad minde?
S: Den tredje date med min mand, hvor han havde inviteret mig hjem og spise. Han er meget glad for at lave mad, jeg er meget glad for at spise. Jeg var nervøs og spændt og forelsket. Han lavede ristet brød med tun, gedeost og rødløgskompot til forret, dernæst noget kød (vistnok lam) med rodfrugtsmos. Og desserten var hjemmelavet pæresorbet –han har et tæt forhold til sin utrolig store ismaskine. Det er altid intimt for mig at spise mad sammen med nogen for første gang.
Yndlings restaurant ?
S: Tokyo ovenover 7/11 på Vesterbrogade. Det er mest af nostalgiske årsager. Har mange gode minder derfra. Er vild med at de tilbereder maden ved bordet – de kommer ind med blus og wok og friske råvarer, og man kan sidde på sivmåtter på gulvet. Det er helt nede på jorden, ikke engang særlig pænt indrettet eller smart. Det er japansk, enkelt, ikke sofistikeret. Jeg kan bare godt lide at være der.
V: Min ynglingsrestaurant er der hvor jeg er placeret med min familie eller gode venner.
Beskriv hinanden som en fødevare/madret…
S: Tror Vibeke er et ostebord. Hun er mere salt end sød, mere fed end mager. Med mange facetter og smage i alle afskygninger. Rimelig sofistikeret. Og alt i alt kan jeg faktisk lide det hele.
V: Sofie er klart en dejlig varm gryderet. Det kunne være kylling i karry eller en god spaghetti bolognese – helt sikkert kød, mange grøntsager og en god smagfuld sovs:)