En let naturkraft – Semi Femi møder Nanna Storr-Hansen

Til juni udkommer digtsamlingen Mimosa, der er 26-årige Nannas anden på kun to år. Dermed manifesterer hun sig som en ikke bare talentfuld, men også meget ambitiøs ny stemme i dansk litteratur. Nannas debut, Spektakel, udkom kort tid efter hendes dimission fra Forfatterskolen i 2016 og har fået en overvældende god modtagelse.

Inde i Nanna Storr-Hansen lader bevidstheden om altings kompleksitet til at leve side om side med en nærmest naiv henrykkelse over altings skønhed. Semi Femi har haft fornøjelsen af at møde den unge digter, der indeholder en temperamentsfuld kombination af tyngde og lethed. At disse egenskaber er modsatrettede kan man ikke komme udenom, men Nanna formår i både sin væremåde og litteratur at lade dem flyde sammen, så man som læser og interviewer ikke kan andet end at give sig hen til hendes soleklare præmis – at alting må og skal eksistere samtidig.

Spektakels digte er optaget af en speciel måde at være i verden på, hvor jeg’et ikke hersker over sine omgivelser, men nærmere indgår i en symbiose med dem. Nanna skriver med stor mobilitet fra kroppens, dyrets og bjergets position, og de både hvisker, snakker og skriger. Det er storladent og hverdagsligt på samme tid, når Spektakel gavmildt byder sin læser velkommen i et univers, der hverken er utopisk eller dystopisk, men helt sit eget.

Semi Femi mødtes med Nanna til en kop kaffe, for at blive lidt klogere på både Spektakel, Mimosa og bøgernes forfatter. Her fortalte hun om at tage afstand til både den romantiske naturopfattelse og kedelige forfatterportrætter, hvorfor den kvindelige klimakrop har et særligt potentiale, og om en opfølger til Spektakel, der giver lidt mere los.

Din nye bog, Mimosa, udkommer snart. Hvad er du i gang med i forhold til udgivelsen?

Det gør den. Jamen, i sidste weekend fik jeg taget nogle pressebilleder af en fotograf, der hedder Martin Johannsen. De er blevet rigtig fede, og slet ikke noget, jeg havde set før i forfatterportrætter. Vi ville rigtig gerne ud over det der lidt kedelige, biografiske, hvor man sidder foran en bogreol og ryger en smøg… Så det er blevet til noget mere eksperimenterende, som også er ret dekorativt og fungerer som en del af bogens grafik. Portrættet er taget udenfor med en stor græsplæne bagved mig. Der er noget pink græs, og farven går så igen i kjolen, jeg har på. Vi arbejdede med et motiv, hvor jeg hele tiden smelter ind i baggrunden, eller hvor baggrunden smelter ind i mig.

Netop det er et ret gennemgående tema i din litteratur, eller i hvert fald i Spektakel… Hvad handler Mimosa om?

Jeg tror i højere grad end Spektakel, at Mimosa handler om magtforhold og transformationer. Bogen er bygget op omkring tre afsnit, hvor det første afsnit hedder Øen Slayer. Det er måske de mest diskrete tekster i bogen, og de handler om en flok mennesker, som er på en form for turistudflugt til en ø. Om hvordan de omgås hinanden der, og om hvordan det er at have en relation til et sted. Bogens midterste afsnit hedder Bby, og det handler om et kærlighedsforhold. Forholdet er nok mest kendetegnet ved kvindefiguren, som er en meget heftig karakter, der gerne vil forplante sig. Hun taler i afsnittet til den anden part i relationen, Bby. Bby er både den dreng, hun er forelsket i, men også deres ufødte barn. Så der er flere babyer eller flere betydninger på spil. Figuren er ret kompleks, haha. Bogens sidste afsnit hedder Teen Age, og er meget optaget af teenageårene, alt det pubertære og blødheden. I teksterne ses denne fase som efterstræbelsesværdig, fordi der kan ske så meget med kroppen, der udvider sig og får nye dele. Den transformation er der helt klart en fascination af og en længsel imod.

Det er nok det utopiske ved Mimosa, som ikke ses så meget i Spektakel. En længsel efter noget andet og en stærk interesse for, hvad der skal ske med menneskekroppen – både på et symbolsk og ret konkret plan.

Er Mimosa mere utopisk end Spektakel er?

Ja, det kan man godt sige. Jeg tror, at forskellen ligger rent sprogligt i, at det jeg der taler i Mimosa er længere i sin egen erkendelsesproces, end jeg’et i Spektakel er. I Mimosa er der en helt klar bevidsthed om, at en forandring er i gang, og der er en stor optagethed af fremtiden. Spektakel er mere opslugt af de processer og forbindelser, der lige er i øjeblikket. Jeg tror, at Mimosa er interesseret i at spekulere over, hvilken tid der kommer, og måske også i at prædike lidt. Det ses for eksempel i afsnittet Øen Slayer. Afsnittet skal forstås som et slags opgør med en romantisk naturopfattelse, hvor naturen er et materiale, der omgiver os, men som vi er adskilte fra. Jeg tror at naturen opfører sig på en måde, som vi mennesker ikke kan opfatte, og derfor er det ikke bare et sacred space. Derfor er naturen i Mimosa på en ret heftig måde, én der svarer igen. Den er ikke sart, og naturen og mennesket har en relation til hinanden. Og der er også en aggression på spil, en søgen efter at blive en del af og virkelig mærke naturen. Som en lille møgunge, der går tur i skoven og gnider sig op af planterne, irriteret over ikke at kunne mærke deres reaktion.

Der er i dine tekster tit en kvindelig klimakrop, altså et kvindeligt jeg, der taler om eller til naturen. Det giver mig en lidt Moder Jord-agtig fornemmelse. Ser du forskel på den mandlige og kvindelige tilgang til naturen?

Måske. Det er meget sjovt, det der med den mandlige og den kvindelige klimakrop som begreb, og hvorvidt udsagn om naturen opleves anderledes, hvis de kommer fra en kvindefigur. Men jeg tror, at den oplevelse du har haft, har noget at gøre med, at udsagn fra en mandlig klimakrop ikke kommer fra et begrænset sted. Dermed ikke sagt, at din og min krop er fuldstændigt begrænsede, fordi vi er kvinder, men den er begrænset på en anden måde, end den mandlige krop er. Og når man taler fra et sted, som på en eller anden måde er begrænset, og samtidig bestræber sig på ikke at diagnosticere naturen eller samfundet, så giver det måske en anden læseoplevelse. Jeg er meget optaget af at skrive fra et partielt sted og ikke have en stålfast poetik. Jeg er ikke rigtig interesseret i en diagnosticering eller udlægning af sandheden, fordi det kræver, at man er fuldstændig ikke-i-tvivl om, hvem mennesket er og tror på, at alle mennesker må være de samme. Og det tror jeg bare ikke, at de er. Jeg tror, at der er virkelig mange måder at være menneske på.

I Spektakel blev der gjort meget ud af det grafiske udtryk. Hvad er planerne for Mimosa på den front?

Det er meget vigtigt for mig, at Spektakel ser ud, som den gør. Men Mimosa er måske lidt mindre pæn og dens forside er ikke ligeså kontrolleret som Spektakels. Med Mimosa var der noget sjovt i at have noget lidt mere eksplosivt end Spetakels helt simple design. Der kommer for eksempel til at være et meget stort billede inde i bogens cover af mig som teenager, hvor jeg ligger og sover ved siden af en en hund. Jeg har sådan helt rødt hår, og ser helt vildt musset ud, haha. Der er nogle digte om hunde i bogen, skal jeg lige sige, så der er en grund til det billede. Men ja, visuelt er Mimosa bare mere løssluppen, og den har simpelthen bare noget, den skal af med. Det har også været en stor kraftudladning for mig at skrive den.

Hvilke rammer skriver du bedst i?

Jeg vil sige, at jeg er voldsomt ustruktureret og nærmest uden rygrad. Der er ingen faste rammer, og mange af mine digte bliver faktisk skrevet på min telefon i notefunktionen. Der er også nogle digte, der opstår, når jeg skriver dagbog. Engang var jeg faktisk rigtig god til at sætte mig ned for at skrive dagbog, men det er jeg ikke så god til længere. Nogle af mine digte er også opstået, når jeg skriver til min blog. Jeg har også arbejdet meget i min seng førhen. Men jeg sætter mig faktisk ikke ned for at skrive på sådan en fokuseret måde. Jeg drømmer om at gøre det, men det sker desværre ikke rigtig, selvom min kæreste og jeg har fået et arbejdsværelse, der hvor vi bor. Jeg sidder der virkelig ikke særlig ofte. Det er underligt.

–

Glæd jer til, at Mimosa udkommer på Gyldendal d. 12. juni. I ventetiden kan I følge med i, hvad der sker på Nannas instagram og på hendes litterære blog.

———————

Bogforsidedesign: Jean Rue Nicot

Forfatterportrætter: Martin Johannsen

Tekst: Lea Sofie Preisler