Socialt indigneret, eksistentielt udfordret og med fingeren på tidsåndens puls, har Caspar Eric siden sin debut i 2014, været fast inventar på den litterære scene. Poet-kometen udkom i januar med sin tredje digtsamling, Avatar, der kredser om selvmordet, kapitalismen og idéen om det gode liv.
Semi Femi havde fornøjelsen af, at tale med ham på weekendens Bogforum, hvor nogle af landets dygtigste forfattere og største forlag, tilsammen udgjorde over 1.600 programpunkter og dermed Danmarks største bogmesse. Caspar fortalte om nogle af de vilkår, som optager ham privat som i kunsten.
Det handler om at være vred på vegne af minoriteterne. At velfærd burde skabe solidaritet, men at det ikke altid er tilfældet. Gerne at ville gøre tingene godt, og blive glad af det i lang nok tid til at kalde følelsen lykke. At det værste er den automatiske passivitet, og gennem poesien forsøge at give et rum til dem, der som Caspar Eric, ikke føler sig tilfredse med tingenes tilstand.
Q+A
Hey Caspar. Hvad har du lavet på Bogforum indtil videre?
I morges præsenterede jeg LYRIK-morgen, som jeg er vært på. Og så har jeg ellers bare gået rundt, røget en cigaret, drukket en kop kaffe, gået en tur, og er kommet tilbage for at møde dig. Senere skal jeg interviewes af Iben Maria Zeuthen, hvor vi skal snakke om Avatar. Og så er jeg færdig, og skal til en middag med Gyldendal. I går var den hårde dag. Jeg var vært på LYRIK-morgen, og så læste jeg op, og holdt et foredrag for et gymnasium. Jeg interviewede sangeren Katinka Bjerregård fra bandet Katinka til sidst, hvilket heldigvis var stille og roligt.
Både dig og Katinka virker ret vrede.
Vrede? Haha. Jeg synes egentlig ikke at Katinkas tekster er så vrede. De handler om at folk er nogle idioter. Men jeg er måske vred.
Lad os snakke lidt om det. I specielt Nike og Avatar virker du oprevet over samfundets udvikling. Hvem er du vred på?
Jeg er ikke vred på nogen, det er måske netop en del af problemet. Men jeg er i sorg over tingenes tilstand. Jeg tror at det, der skaber vreden, er at være i sorg – at være uforstående overfor, hvorfor et flertal i demokratiet synes at acceptere en masse ting, som ikke bør accepteres.
Er tingenes tilstand et demokratisk problem?
Det ville jo nok være en samfundsanalyse, hvis jeg skulle svare på det.
…Hehe
Det at skrive, handler ikke for mig om at diagnosticere alt muligt, det handler om at stille spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Det mangler vi i et samfund, hvor det ikke lader til, at der er nogen der længere ved, hvad problemet er. Og de, der burde vide det, er ligeglade. Det er et moderne demokratisk problem.
Når jeg er vred, er det på vegne af minoriteterne – om det gælder flygtninge, eller mennesker med unormale kroppe, eller dem med hjerner der er skruet anderledes sammen sammen end andres. De får alle sammen at vide af samfundet, at de skal være lykkelige på en eller anden på forhånd defineret måde.
I dine bøger lader det til, at du leder efter lykken.
Ja, men en anderledes form for lykke.
Hvad er det for en slags lykke?
Jamen, det ved jeg sgu ikke. Der er i øvrigt også forskel på mig, og på jeg-et i mine bøger. Jeg tror at mit problem med lykken som koncept, er at det er mere et krav, end det er en frihed til reelt at vælge de ting, der gør dig lykkelig. Men du mener måske, om jeg selv søger lykken, personligt?
Ja.
Jeg synes ikke, at jeg leder efter lykken på den måde. Det jeg prøver, er at sørge for at jeg har penge til at betale min husleje, at have gode venner omkring mig, at være sammen med nogle mennesker, jeg godt kan lide. Og så ser jeg, hvad der sker. Der er selvfølgelig nogle ting, jeg gerne vil opnå, men det her med at søge lykken på den måde, det synes jeg ikke, at jeg gør. Jeg prøver at gøre ting, som jeg synes er vigtige og gode. Og hvis det gør mig glad i lang tid nok, så er det vel en slags lykke. Men lykken er på den måde altid noget man efterrationaliserer.
Det er nok rigtigt. Jeg tror ikke, jeg kender ikke nogen, der ville betegne dem selv som lykkelige.
Men det har nok noget at gøre med, at samfundets definition af lykke er forkert. De er jo nok lykkelige, de er det nok bare på en måde, hvor man også er ked af det nogle gange.
Eller også er der ikke noget, der hedder lykke?!
Haha, jeg ved heller ikke rigtig, hvad det er. Det er ligesom normalitet – vi ved ikke rigtig hvad der er, men vi snakker om det hele tiden.
True. Måske har det noget at gøre med at være tilfreds?
Ja, men det er seriøst det værste! Det er, hvis jeg føler mig tilfreds. Så synes jeg, at der er god grund til at være kritisk. Apropos det samfundsrelaterede, så er det også noget af det, som jeg undrer mig rigtig meget over – at folk er tilfredse, og synes at de ting der foregår er fine nok.
Tror du, at mennesker der ikke tager stilling til smerten er tilfredse?
Ikke at tage stillinger også en tilfredshed. Det er den allermest privilegerede slags tilfredshed, fordi den er automatisk. Det hænger sammen med, hvorfor jeg skriver vredt. Det gør jeg også for at få folk til at vågne op. Og ligesom sige: du har det egentlig ret godt, og det må du gerne nyde. Men det, at det er nemt for dig, det må have nogle konsekvenser i form af, at du skal forstå, at det er svært for nogle andre. Det gælder også mig selv. Det er, hvad solidaritet er.
Er det at udvide forståelsen af solidaritet et bevidst mål med din skrivning?
Det er ikke mit job at vække nogen. Men jeg kan måske med poesien give mulighed for at de, der føler sig fremmedgjorte overfor den tilfredsheds kan få et rum, hvor vi kan tale om det. Om utilfredshed, om besvær, om at være ked af det. Og om det at føle, at den sorg er noget der falder udenfor. Men det at skrive om smerten, kan også være med til at sende noget sorg over i nogen, der ikke selv har oplevet den, og ligesom lade den forplante sig. Og det tror jeg jo er vigtigt, at træne at kunne sørge over noget, som ikke umiddelbart har noget med en at gøre. Ej, nu lyder jeg kraftedme så frelst. Det er jeg jo ikke.
Haha.
Jeg synes, at noget af det som kunsten kan og skal, det er at forsøge at overskride grænserne for empati. Jeg så en dokumentar for nyligt, hvor Stig Sætterbakken siger at kunst og poesi, er at ophæve ejendomsretten til erfaring. Det forstår jeg på en meget umiddelbar måde. Gennem poesien, kan der komme noget fremmed ind, og røre os og bryde med grænserne for vores empati. Og så kan det være, at der er nogle ting, som forandrer sig i os. Og det bliver jeg nødt til at tro på. Jeg skriver ikke, fordi det er sjovt. Altså, jeg kan godt lide det. Men jeg skriver ikke for at blive glad.
Af: Lea Sofie Preisler
semifemi.com 