

Jeg inviterede filmskaber, digter og Tour de France-oraklet Jørgen Leth, og hans datter Karoline, med på denne omgang MADMENSCH. Vi besøgte (for en rum stund og en pandemi siden) restaurant Restaurationen, i det centrale København.
De to deler mange interesser både kulinarisk og filmisk, men når det kommer til naturvin sættes der en tydelig grænse. Karoline elsker det, “og så får jeg ikke ondt i hovedet dagen efter”, mens Jørgen udtaler; “Naturvin er alt, alt for barsk! Jeg vil have en venlig vin!”
Ingen af de to hævder at være store kokke, men nyder begge at spise ude. Jørgen holder især af frokostrestauranterne i København K, mens Karoline elsker sine naboer på Istedgade; “PETROL, Istedgade 58, har dejligt vegetarisk og vegansk køkken til små priser og fantastisk service. Sanchez som ligger i samme opgang som vi bor i er helt fantastisk Mexikansk mad, der smager så englene synger. Her har jeg været flere gange og glæder mig allerede til den næste gang. Magasasa på Istedgade er virkelig god kinesisk mad. Også Vesterbro Chinese Food har jeg været på, fint køkken. Tæt på. Jeg spiser helst på Vesterbro”
Og skal hun imponere med noget hjemmelavet, bliver det nok rødbedebøfferne, som selv Jørgen har spist med velbehag. Han er ellers ikke meget for den slags hippiemad.
Om besøget på Restaurationen er de begge rørende enige om, at stedet er af høj kvalitet. Jørgen elsker lammeretten. “Og hvilket vinkort! Gavmildt og overdådigt, som resten af stedet”
“Det var en virkelig god aften. Dejlig mad og dejlig, og personlig betjening. Herligt stille restaurant, så man kunne tale ordentligt sammen. Samtalen betyder mere for mig end maden, men sjældent har jeg spist så meget!” Afslutter Karoline

Jørgen Leth går ofte forbi Restaurationen, der ligger velplaceret på hans daglige Københavner rute; Gyldendal, Brødrene Price og Kongens Have.
Han kan tydeligt se at folk hygger sig derinde, og især bidt mærke i, at personalemåltidet, der indtages i fælles flok inden forstående service, er noget helt særligt. Det kan han godt lide. Jørgen pointerer; “Man kan se at de er glad for at arbejde der, og det fortæller meget om et sted”
Restaurationen er en klassisk dansk restaurant i Kbh K, drevet med kærlig hånd gennem 25 år, af ægteparret Bo og Lisbeth Jacobsen. Det er et sted, som jeg ved især Jørgen vil sætte pris på, da han det meste af sit voksne liv har boet udenfor Danmark, nærmere bestemt Haiti, længere væk gastronomisk eller geografisk, kommer vi ikke.

Vi starter med at smage, og snakke, om den danske velhængte skinke, som Bo rundhåndet skærer i mundrette bidder, direkte ved bordet og serverer den frit fra leveren, med anekdoter om oprindelse og tilblivelse. Stedet vægter danske råvarer i bedste kvalitet, meget højt. Det kan smages på serveringerne vi indtager, fra asparges, fjordrejer og jordbær i sæson. Karoline kører den ind med en sprød hornfisk, og får derudover sine retter i vegetarudgave, og det rummer stedet sagtens.
Vi afslutter med petit four, og stedets alt for sindsyge ostebord, i en klasse jeg ikke har oplevet, siden mit besøg på Falsled Kro.





Q+A med Jørgen Leth
Hvilke mad-relaterede minder har du fra barndommen?
Jeg godt kunne lide at spise i vores lille sommerhus i Fredensvang. Specielt jordbær med fløde.
Jeg kunne ikke lide havregrød.
Gemmer der sig noget i dit køleskab?
Nej, kun nogle plader mørk chokolade. Jeg kan ikke lide at gemme mad. Det bliver alt for hurtigt kaos.
Mad og erotik…Kan det noget?
Ikke noget jeg kan huske. Jeg er ellers god til at huske det erotiske.
Beskriv dig selv som var du en madvare...
Mørt kød. Med noget syrligt til. F.eks. asier. Jeg kan lide at tænke på mig selv som en sej mand, med syrlige kommentarer til livet.
Mad der gør dig glad?
Jeg kan godt lide at tygge næsten råt kød, hvis det er nogenlunde mørt. Og ikke senet. Derfor er tatar favorit.
Og store chuletas i spanske restauranter.
Yndlings take away i København?
Det bruger jeg ikke, spiser altid på stedet jeg har valgt.
Jo engang imellem noget sushi. Eller en burger fra Gasolin.
Og jeg kan bedst lide frokostrestauranterne. Elsker al slags sild. Men det er ikke take-away. Smørrebrød skal nydes ved bordet. Med en O.P.Anderson snaps til.



















Corona lock Down er nu så småt ved at være fortid, og kulturliv og restaurations branchen må endelig åbne langsomt op. I morgen slår også Restaurionen dørene op og med helt nyt menukort.
“Vi åbner med fuld musik og bringer både blomster, menu og mere luksus til torvs.
Som det sig hør og bør i en restaurant
Lys, farver og store billeder på væggene. Ikke mere grå/sort tristesse, men glæde, varme og nærværende, levende service.
Maden er som vi laver den, med fokus på håndværk, sæson, lokale råvarer, smag og kvalitet.Vi glæder os til de lyse aftner sammen med vore gæster”
Bedste hilsner fra
Lisbeth & Bo & hele staben
Konklusion. Der er intet ny nordisk, københavnersmart eller molekylært over Restaurationen, men er du til dejlig afslappet stemning, velsmagende retter, plads mellem bordene og årstidens bedste danske råvarer – behandlet af kloge og rutinerede hænder – kommer du ikke til at fortryde et besøg på stedet, der også kan brøste sig af at være indhyldet af stor kunst fra spisesal til lokum, og alt derimellem.
