Social Service Club #1

Social Service Club er et nyt hybrid-koncept der vil sætte det menneskelige potentiale på dagsordenen – og udvikle sociale relationer.

Et nyt koncept der blander talks, workshops, debatter, koncerter, filmvisninger og kunstoplevelser for at undersøge og udforske perspektiver på en mere human og social ansvarlig fremtid. Konceptet er udviklet af ArtRebels, der også stod bag den hedengangne Trailerpark Festival og Made In Space.

I et omskifteligt samfund præget af teknologiske kvantespring, blomstrende globalisering, klimaforandringer samt politisk og økonomisk ustabilitet udsættes vores mentale helbred for et voksende pres. Det resulterer blandt andet i, at vi oplever stigende mentale og emotionelle udfordringer som mennesker.

Det er udgangspunktet for det nye koncept Social Service Club. Holdet bag ønsker at skabe en platform, hvorfra det menneskelige potentiale sættes i centrum. Et rum, hvor man kan mødes om de store eksistentielle spørgsmål, hvor man kan debattere meningen med livet, og hvor forskellige perspektiver på hvad det vil sige at realisere menneskets fulde potentiale kommer i fokus. Og så skal der selvfølgelig også være plads til at opdyrke nye bekendtskaber.

Grundlægger af ArtRebels og initiativtager til Social Service Club Carla Cammilla Hjort, der er en integreret del af Københavns kreative og kulturelle scene, uddyber:

“Vi lever i en tid, hvor debatten synes at handle uforholdsvist meget om, hvordan teknologien overtager menneskelige funktioner, men forbavsende lidt om hvad det betyder for os som mennesker. Forandringer og udfordringer sker lige nu i et tempo, som vi aldrig har oplevet før, og realiteten er, at menneskets hjerne og evne til at tilpasse sig kæmper for at følge med. Social Service Club er et et ydmygt bidrag til at få sat humane og sociale potentialer af den menneskelige kapacitet på dagsordenen.”

Social Service Club vil skabe en reflekterende platform, hvor menneskeligt potentiale kultiveres og kreativitet dyrkes. Det udarter sig konkret i en række talks, workshops, kunstinstallationer, koncerter og debatter, der undersøger, hvordan man kan skabe en følelse af indre kontrol i en verden under konstant forandring.

Psykedelisk terapi og katalysering af marginaliserede stemmer.

I løbet af dagen vil man kunne opleve flere talks af prominente danske og internationale stemmer, der præsenterer alternative bud på at forløse menneskelige potentialer mod en mere human og social fremtid.

Her taler den blandt andre amerikanske forfatter Holley Murchison om hendes tilgang til menneskecentrerede forandringer. ”8 lessons in love”, kalder hun det, og det sigter mod at skabe sociale forandringer for marginaliserede grupper i samfundet.

Derudover holder den danske hjerneforsker David Erritzøe, der til dagligt undersøger effekten af psykedeliske stoffer på Imperial College i London, en talk om, hvordan psykedeliske substanser kan afhjælpe mentale lidelser som angst og depression, der er i kraftig vækst både i Danmark og resten af verden…

Kunst, musik og film også en del af programmet

Social Service Club byder dog ikke kun på hjernegymnastik i form af talks, workshops og debatter. Eventet lokker også med et kunstprogram, flere filmvisninger, koncerter og DJs, når skyggerne bliver lange.

På kunstprogrammet udforskes både individuelle og sociale perspektiver på menneskeligt potentiale. Blandt andre udforsker den danske multikunstner FOS objektets betydning for sociale relationer i en talk, det visuelle kollektiv Morph blander screenings og performancekunst, mens Sinead O’Dwyer bruger mode til at bekæmpe dominerende kropsidealer. Programmet lyder yderligere på aktuelle kunstnere som Anika Lori, Karl Monies, Chris Calmer, Emilie Alstrup og Yilmaz Sen.

Musikprogrammet præsenterer alt fra Selma Judiths minimalistiske R’n’B og Josiah Konders melankolske folk-melodier til Simon Littauers intense technorytmer og Christian D’ors eklektiske plader bag DJ-pulten.

Social Service Club er gratis for alle, så længe der er plads.

XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

Social Service Club #1

Hvor: Sturlasgade 14, Islands Brygge d. 10. november

Hvornår: Lørdag d. 10. november, kl. 14 – 02

Program

Facebook

What´s Cooking? My super hot never ever ending summer in CPH is!

MÏRAGE: Juggling by Kim Kim

MÏRAGE er en ny platform på semi femi, med udvalgt dansk lyd, animation og i særdeleshed: videokunst.

Skabt ud af en hungrende længsel, efter en tilgængelighed af disse værker, og en lyst til at dele dem, med resten af verden. Et online galleri med afsæt i videokunst. Voilá!

Vi lægger hårdt ud med intet mindre end en verdenspremiere fra den danske kunstner Kim Richard Adler Mejdahl, der gennem de senere år, allerede har dannet sig et kultnavn på den skandinaviske kunst- og musikscene, under aliaset Kim Kim, med hvilken han udgiver og optræder med sine fremadskuende og innovative, elektroniske musik. Som studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi bringer han det visuelle i højsædet, hvor Kims musikvideoer og live-visuals bryder rammerne for, hvordan musik normalt opleves.

Kim er for tiden højaktuel på Charlottenborg Forårsudstilling med sin håndtegnede musikvideo ‘No Ozone’ og horror-musicalen ‘ODE’, for hvilke han vandt den prestigefyldte Juryens Solopris 2018. Udstillingen slutter 10. Marts. Go! Go! Go!

I Kim Kims seneste udspil, kæmper mørket og lyset mod hinanden i en nådesløs nævekamp: Englekor og tårevædet emo-lyrik ryger fluks mod helvedes flammer fuld af dolkende synths, og galoperende 150 beats per minute. Men på overraskende vis fremstår Jugglings musikvideo som et bizart afsnit af Stranger Things, hvor tre børn tager på en magisk skattejagt efter mystiske knogle-objekter. Juggling tager lytteren med på et eventyr, hvor moralen er, at nogen mennesker skal arbejde hårdere end andre for blive anerkendt for sit værd. Livet er et skævt yin og yang, hvor mørket og lyset kæmper om at overtage hinandens plads.

“For mig handler den her sang om alle menneskers svære kamp om at opnå balance i livet, men også om at danse videre, selvom det hele ramler for en. Det er sangen om den svære vej mod ekvilibrium.” Singlen bindes sammen af Kim Kims særlige stemme, en besværgelsesagtig lyrikform, og musikvideoen med børn, der først nu er ved at komme over mælketænderne.

Kim Kim har selv skrevet og instrueret Juggling, som er optaget i fødebyen Skælskør, og familien er med som skuespillere. Men bag de mange smukke lag af regnbuer, lagkage og udtværet ansigtsmaling, gemmer der sig en fortælling om kampen for jævnbyrdighed. Kontrasterne er til at føle på i Juggling: Ultra slowmotion og paradisiske klangflader, der lyder, som om himlens port åbner sig for en, flettes sammen med en så stakåndet takthastighed, at den normalt kun findes klokken fire om morgenen på dansegulvet til en ulovlig technofest. Kim Kim forklarer:

“I Juggling vender jeg mod gabber, en undergenre af hård 90’er-techno, fordi den tit tænkes dårligt om og kategoriseres som ren dakke dak. Det er en stigmatiseret lyd, som jeg synes passer perfekt til en større fortælling om at være undertrykt. Gabber er brutal, men det er netop det, som udgør genrens transformative kraft.”

Skærmbillede 2018-02-12 kl. 22.46.42

Musikvideoens underkuede hovedkarakter, en lille pige, fremviser til slut magiske kræfter der gør hende til dagens sande helt. Man fristes til at tro, at alt tryllestøvet og alle de infernalske beats, som kastes i ørerne på en, er Kim Kims opskrift på den magiske eliksir, som kan ætse uligheden op og lade harmonien blomstre: Ekstremer skal mødes i et brag.

Kim Kim har kastet magi i luften for 2018, og vi er meget stolte af at kunne præsentere værket for offentligheden, i denne verdenspremiere på vores nye SEMI FEMI platform : MïRAGE

] ]

Madmensch: Anne Sofie Madsen + Apollo

My favorite Blast from my Past, designer Anne Sofie Madsen, er månedens medspiser.

Vi møder hinanden for aller første gang, helt tilbage i 2001, hvor vi sammen udfolder os på ret så mange, både personlige, stilmæssige og kreative planer, på Kunsthøjskolen i Holbæk. Dengang den legendariske Poul Schäfer var forstander, pressede hvidløg op i næseborene på os; “alle sanserne skal aktiveres!” råbte han. Og dengang energien mellem os var, lettere genert. I dag, not so much.

Tekst og foto: Anika Lori

Anne Sofie Madsens smukke design kreationer, udfolder sig herhjemme mest i kunstnerisk regi, men rammer du derimod Tokyo eller Paris under modeugen, finder du alle de sjove og helt frække typer, på front row. Siden Anne Sofies tid hos John Galliano i Paris og Alexander McQueen i London, er tingene nemlig gået rigtig stærkt for den talentfulde fynbo, der ellers befinder sig helt udmærket med langsomheden. Madsen emmer af en sjælden kærkommen og forfinet ydmyghed, der omsorgsfuldt kaster om sig.

Vi besøger på Anne Sofies opfordring, Frederik Bille Brahes smukke Apollo Bar og Kantine, ved Kunsthal Charlottenborg, der både er en fryd for ganen og for øjet, med sine lette og elegante små retter, med grøntsager i fokus og tilhørende naturvine, og med håndplukket decór, og kunstværker af bl.a. Alexander Tovborg, FOS og Karl Monies.

Stedet er stilet, lyst og crisp til frokost, med deres dagens ret koncept der, udover at tilbyde dig mæthed på den lette måde, også bespiser kunstakademiets billedskoles elever, hver dag. Om aftenen i weekenderne, får piben dog en anden lyd. Mørket hersker, drinks langes lifligt over disken og folket bevæger hofterne til bla. DJ kollektivet Pladevennerne´s, plade-venderi. Det bimler og bamler i det smukke hus, og det er helt perfekt.

Hvorfor valgte du Apollo?

Altså jeg har været til en del arrangementer Apollo, og synes det er et dejligt sted! Det passede ligesom godt – du og jeg havde jo bl.a. haft en ret sjov aften sammen der i december til en julefrokost, som jeg var med til at arrangere. Og så er det et sted, vi helt sikkert ville støde ind i en række festlige fælles venner og bekendte….. hvilket vi også gjorde. Det er også derfor at Apollo er et særligt sted. Det er jo sådan en “voksenbar”, hvor man både kan spise og sludre og danse….

Hvilke retter bed du ekstra mærke i?

Hm…. altså jeg var ret vild med de østers vi startede med.

Men den der tartar var også virkelig god! Og så kan Frederik noget med grøntsager…

Hvor finder man dig ellers når du er sulten?

7/11

Hvilken restaurant i dit liv, har gjort størst indtryk?

I Tokyo var jeg på en restaurant, som Hayao Miyazaki har brugt som udgangspunkt i flere af hans film. Mad – forberedelser, ingredienser, indtagelse og servering spiller en særlig rolle i hans film. Og som fan, var det ret magisk at se hvordan selv tjenernes bevægelser og uniformer, på en prik matchede animationerne.

Du kommer oprindeligt fra Fyn, hvad har du taget med fra øen?

Jeg havde en meget landlig, og ikke særlig fashionabel opvækst. Jeg spillede cello, læste bøger og gik i fodformede sko. Første gang jeg fik en fornemmelse af “hvad jeg ville være, når jeg blev stor” var, da jeg sammen med mine søstre besøgte et indkøbscenter, hvor der var opstillet et mekanisk nisselandskab. En lille eventyrlig, ukendt verden midt i det trivielle og hverdags-agtige supermarked – som ikke var til salg, og som ikke havde nogen slutning eller begyndelse.

Hvis spørgsmålet handler om mad, er jeg ikke den stærkeste i egnsretter…. Hvad kommer mon fra Fyn… Brunsviger og rygeost…. sidstnævnte har jeg faktisk aldrig været vild med…. indtil jeg smagte den der fantastisk ret, du serverede nytårsaften.

Vores søde nye ven Konrad, med noget lækkert og satans bittert fra Italien

Mad minder fra barndommen…

…. at samle hyldeblomster på vej hjem fra skole og dyppe dem i pandekage dej…. smukke, indbagte spiselige blomster.

Mors bedste ret?

Min mor er virkelig god til at lave mad – men det jeg egentlig holder mest af, er de ting hun ikke rigtig laver længere, men som vi spiste da jeg voksede op. Det er nok sådan en form for 80er helse mad – rødbedepostej eller grøntsagsbøffer med råkost til. Når jeg får en nostalgisk længsel efter den slags mad nu, tager jeg på Morgenstedet på Christiania eller på Atlasbar.

Hvilken retter ender du altid med selv at servere?

Chili Con Carne.

Vores langhårede svenske ven, kunstneren Andreas Emenius, ham vil jeg nu bede dig om at beskrive som et spiseligt item. Hvilket vælger du?

En østers…. måske…. sådan lidt hård og scruffy udenpå, men perlemor og blød jelly indeni…. lol…. og hvis man er heldig finder man en perle…

Mad og film?

Restaurant scenen i Peter Greenaways’ The Cook, the Thief, His Wife & Her Lover

(nu jeg allerede har nævnt Hayao Miyazaki tidligere). Eller bryllupsmiddagen i Buñuel’s Viridiana.

Mad og kunst?

Måske er der fordi vi har gået på Holbæk sammen at jeg tænker det her netop nu… men forberedelsen af originale futuristiske Fluxus madopskrifter på Holbæk – jeg tror vores gruppe lavede en landingsbane – jeg husker ikke ingredienserne. Og ellers Bjørn Nørgaard’s lagkage performance til Henning Christiansen på Byens Lys – hvor lagkagebunde blev erstattet af glasplader – hvis jeg passerer konditoriet La Glas (som selvfølgelig rigtig heder La Glace. Is er bare ikke så sjovt i denne sammenhæng) tænker jeg altid på den kage.

En drømmeopgave for dig, designmæssigt?

Jeg har mange drømme – lige nu tænker jeg meget på film eller teater.

Hvem ville du allerhelst designe til?

Personer som drømmer om og stræber mod noget som er større end dem selv.

Du har show under modeugen i Paris om lidt, kan du stikke os ord og et stykke musik der kunne tilknyttes din kollektion?

When the strange suddenly becomes familiar….

Musik: Alejandro Saurí aka 0fash komponerede musikken til mit sidste show, og det blev vidunderligt og vanvittigt, lidt i samme ånd, som AW18 kollektionen.

Og så har jeg altid lyst til at sige: The Space Lady’s “ghost riders in the storm” – som nærmest passer til alt hvad jeg laver.

5 ting der altid er i dit køleskab?Kaffe, mælk, æbler, fugtighedscreme og neglelak.

BOOK BORD

Charlottenborg // Nyhavn 2 // 1051 København K

Madmensch: Jacob Skyggebjerg + Aamanns 1921

Månedens medspiser, fænomenet Jacob Skyggebjerg blev født på sygehuset på Sundvej i Horsens 3. november 1985. 3500 gram tung og 50 centimeter lang. Faren passede en maskine på en plastikpose fabrik i Vejle, og moren slog græs for kommunen. Det var i den virkelighed, Jacob levede de første år af sit liv, på et lille nedlagt landbrug i tre længer med stalden fuld af fejltrykte plastikposer fra fabrikken. Til jul dukkede juleposerne op, og der var sommerposer, og jubilæumsposer fra Kvickly og særlige kampagneposer fra TOPS Sko. Så dukkede der pludselig en pose op med fabrikkens logo. Den var prydet af sommerfugle og navne, telefonnumre og titler på fabrikkens medarbejdere. “Vi kan stadig genbruges,” stod der, i bunden ved græsset og blomsterne: Fabrikken lukkede, og faren blev arbejdsløs. Så var det det, der var virkeligheden.

Og moderen begyndte en voksenuddannelse til socialpædagog. Så var det det, der var virkeligheden: Hver aften faldt Jacob i søvn til lyden af morens hamren i tasterne på den røde Brother-skrivemaskine. Og endnu før han egentlig burde have lært at læse og skrive, var Jacob selv i gang ved maskinen. Små eventyr efter klassisk formel med prinsesser og drager og helte blev skabt, og moren tog dem med på praktikpladsen i børnehaven og læste dem op for børnene.

Mange år efter, efter at have kæmpet en indædt kamp for at passe ind i det normale, en kamp for at bedøve sit egentlige selv med stoffer og alkohol for at kunne udholde de i baglandet anviste kriterier for succes – håndværksuddannelse, fabriksarbejde, nulstilling, tilintetgørelse – landede Jacob i hovedstaden med en mikrofon og en pose tøj, og inden der var gået et halvt år, var han fast bestanddel i byens musikscene med fast gang i et utal studier og koncerter på diverse spillesteder og Roskilde Festival.

I december 2013 debuterede han som forfatter med romanen Vor tids helt, der omgående slog igennem og gjorde Jacob til en velkommen skribent ved samtlige landsdækkende dagblade. Vor tids helt blev også shortlistet til Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, ligesom opfølgeren Hvad mener du med vi fra 2015, allerede inden udgivelsen blev nomineret til DR Romanprisen. I april 2017 udkom tredje roman, Jalousi, og gav Skyggebjerg ord som “en af de mest intenst velskrivende prosaister, vi har lige nu” (Berlingske) og “en perfekt afstemt bog” (Information) med på vejen. I marts lander fjerde roman, HJÆLP, der handler om de fem års tortur, forfatteren gennemgik i forbindelse med en meningsløs behandlingsdom, et forløb, hvor Jacob igen, igen og igen måtte se sit liv og de ting, han byggede op, ødelagt af et system, der nægtede at kommunikere, insisterede på at hjælpe. Se mere i Gladiators forårsprogram. Under CPH Pix debuterede Skyggebjerg som filmskuespiller i den stærkt anmelderroste spillefilm Danmark, der netop er blevet udtaget til visning på Filmfestivalen i Berlin. Således har Skyggebjerg nu sideløbende med en blomstrende forfatterkarriere, nu indledt et kapløb med sig selv om at nå til tops som skuespiller. Vi ser igen den ukuelighed og evige jagt efter nye oplevelser, der har præget hele hans livsbane.

Spørger man Skyggebjerg, hvad det vil kræve at nå dette mål, er svaret: Antabus. Antabus og yoga.

Amen! (og velbekomme)

Vi besøger Aamanns 1921 i indre by, der trods indædt og rimelig julehad fra fænomenets side, formåede at komme både hygge og enorme mængder virkelig lækkert nyfortolket danskermad, ind i vores forventningsfulde kroppe.

Q+A

Beskriv med dine ord restaurant Aamanns 1921

Vi startede med en lille flok østers, som kan påstås at have sat en slags standard: Smagen var afstemt, med en kerne af østerssmag, der var holdt smukt i ave af den omkringliggende bearbejdning. Smørrebrødet med gammeldaws sild var sprødt og levnede plads til pighvaren, der fulgte efter og formåede at bejle til hele smagsapparatet. På Aamanns 1921 har man et bredt udvalg af snapse, og vi fik lov at prøve en håndfuld af særdeles forskellige varianter. Tjenerne var vilde med mine friske bemærkninger – jeg følte mig velkommen – og kærkommen.

Du bad mig jo finde et sted hvor du kunne komme lidt “tættere” på julen, som du ikke er stor fan af. Lykkedes det? og hvad er det med dig og julen?

Det udestående, jeg har med julen, er at den er et helle for menneskene, hvor de tillader sig at glemme al den elendighed, de har skabt, al den fortræd, de har gjort, al den død, de har gravet sig ned i. Mens tsunamier og skovbrande hamrer derudaf og rammer flere og flere steder på kloden, mens olielæk, tungmetaller og plastik fylder verdenshavene, flode og søer, mens himmelen dækkes af smog, så solen ikke længere ses, men varmen får hele økosystemet til at brænde sammen og menneskene selv til at kvæles, tillader menneskene sig at stoppe op og sige: Nu skal vi fandeme lige have en måned, hvor vi bare hygger og fyrer den af. Hvor vi skruer forbruget op og lader som om alting bare er himmelsk fryd. Hvor vi køber affald i gave til hinanden, fordi vi partout skal give en gave. Vi fylder traileren med gaverne fra sidste år og drøner på lossepladsen. Vi æder og skider og brækker os ud over hinanden til julefrokoster og kalder det hjerternes fest. Det er nogenlunde ligeså svært at gennemskue, som når amerikanerne kalder USA Guds eget land. Lykkedes det at få mig tættere på julen? Heldigvis ikke. Men snapsen og silden var god, og belysningen omkring indgangen på restauranten, kom nok så langt som det er muligt.

Hvor og hvordan holder du jul i år?

Som altid: Alene med min far foran fjernsynet på den frosne mark i området Intetsteds. Det er døden og helvedes kedeligt, men en gang imellem bliver jeg jo nødt til at stikke forbi. Her kommer julen belejligt med sin traditionelle tvang. Jeg bliver der nok ikke så længe i år, da jeg netop har indledt en ny periode med fuldt alkoholstop. Vi spiser noget uforlignelig flæskesteg, en steg, der er Aamanns 1921 værdig, sidder lidt og glor, og så er det farvel. Jeg har planer om at komme i gang med yoga hen over julen, at få arbejdet med nogle detaljer omkring min nye roman, læse en masse, og skrive og skabe.

Er der noget ved denne højtid du sætter pris på?

Jeg sætter pris på maden. Men jeg vil snarere betegne julen som en lavtid, hvor menneskets allermest uciviliserede dyriskhed kommer for dagen. Det ville være at lyve, hvis jeg påstod andet, og jeg lyver ikke, det er ikke det, jeg er sat i verden for. Jeg sætter dog nok pris på at denne tid minder mig om vigtigheden af modstand mod idiotien, og at man ikke må lade sjælen sygne hen og glemmes i den allestedsnærværende materialistiske psykose.

Hvilken ret på stedet var din favorit?

Jeg er tilbøjelig til at sige østers – jeg kunne godt have ordnet ti af de skaller.

Nu retter vi fokus ind på dig i dit eget køkken. Beskriv rummet og hvad du laver der.

Mit køkken er spartansk. Når jeg er i min skriveproces er mad noget, der bare skal få maven til at holde kæft. Derfor er det meget rawfood, der bliver kørt – økologisk frugt og grønt i ren form, det skal bare skylles og ned. Men jeg har dog lært at lave en grøntsagssuppe nu. Det er også fint at eksperimentere med, og ikke tidskrævende.

Hvilken ret er din hofret?

Flæskesteg med det hele.

Tidligste mad minde?

At komme på besøg hos min mormor i det sydlige Nordjylland, og når man så havde sovet og kom op om morgenen og bare kunne æde og æde så meget man ville af franskbrød med smør og jordbærsyltetøj.

Beskriv henholdsvis din far og mor i et køkken…

Som nævnt er min fars flæskesteg uvirkeligt god. Jeg havde min tidligere kæreste med hjemme hos ham, og hun kunne ikke stoppe med at spise. Seks portioner, blev det til – ikke engang jeg kunne følge med. Og hun var ellers ikke til svin. Med min mor er det en anden snak. Det er som om, at uanset hvor lang tid hun bruger på maden, uanset hvad hun så foretager sig i køkkenet, går det galt – det smager simpelthen ikke af noget.

Er der madvarer du undgår? bliver tiltrukket af?

Jeg prøver at leve så sundt som muligt. Nu hvor jeg omgås mange skuespillere, spørger jeg interesseret ind til hvilke madvarer, det er bedst at forlyste sig med. Lige nu er jeg blevet granatæble-psykotisk. Og jeg undgår okse på grund af miljøet.

Sammensæt dit drømmeselskab

Jeg kunne for tiden tænke mig et selskab, hvor tanker om teatret og skuespil i det hele taget kunne få lov at møde hinanden. Eventuelt undertegnede, Stanislavskij, Henrik Ibsen, Samuel Beckett – sandt at sige er det umuligt for mig at afgrænse det til nogen bestemt. Men helt klart nogen, jeg kunne dele mine forestillinger om skuespillets og dramaets kunst. Nogen, der gennemskuer disse kunstformer og deres præmisser og muligheder.

Hvilke steder i KBH spiser du ofte?

Der er tre steder. De er alle afgjort af de ruter, jeg er ude på. Når jeg kommer forbi Nørrebrogade, får jeg ofte en pita med kylling på King of Kebab – den ligger i blot femten kroner fra 11-19 – det er en fin måde at stille sulten på, når man er på farten (jeg er ofte til fods, når jeg skal noget, så der kan blive tænkt, åh, hvor bliver der tænkt og fundet på og noteret). Er jeg på Vesterbro er falaffelpitaen på Mujaffas Shawarma favorit til den mindre sult, der skal nedkæmpes under vandring fra det ene sted til det andet. Større måltider indtages hvis nødvendigt på Chicky Grill, de har en for det meste rigtig god flæskesteg med det hele. Hvis jeg er hjemme og der er noget, der skal fejres, kan jeg godt finde på at gå på Bamboo Grill og få flæskestegen der.

Bedste takeaway i dit lokale hood?

Hvis jeg går på Bamboo, bliver jeg altid der og spiser. Så har man et lille skramlende bord, der er en rart spartansk atmosfære, en ydmyghed over at sidde der for noget så uskyldigt og menneskeligt som at spise. Det regner altid udenfor. Indenfor får man læ. Men takeaway må klart være den mexicanske lidt længere oppe ad gaden, hvor man kan få smothered burrito med kylling – det er til de dage, hvor der bare ikke er andet at gøre end at “forkæle sig selv”.

5 ting der altid er i din køler?

Granatæble, økologisk broccoli, gulerødder, andet grønt til suppen – for det meste en form for pålæg til rugbrødet, til når det skal være lidt snasket.

3 køkken tips fra Skyggebjerg…

Få dig en transistorradio indstillet på P2, få dig en stavblender, eksperimentér i alt hvad du gør – vær grænseløs i din madlavning.

Hvis julemanden var en fødevare hvilken ville han så være og hvorfor?

Han ville være en klump palmin rullet i sukker: Ulækker og næringsløs i en grad, at det er bedøvende. Eller måske en hvid marengs – af samme årsag.

Aamanns 1921

Niels Hemmingsens Gade 19-21, 1153 København K +45 2080 5204

På Bogforum med Caspar Eric

Socialt indigneret, eksistentielt udfordret og med fingeren på tidsåndens puls, har Caspar Eric siden sin debut i 2014, været fast inventar på den litterære scene. Poet-kometen udkom i januar med sin tredje digtsamling, Avatar, der kredser om selvmordet, kapitalismen og idéen om det gode liv.

Semi Femi havde fornøjelsen af, at tale med ham på weekendens Bogforum, hvor nogle af landets dygtigste forfattere og største forlag, tilsammen udgjorde over 1.600 programpunkter og dermed Danmarks største bogmesse. Caspar fortalte om nogle af de vilkår, som optager ham privat som i kunsten.

Det handler om at være vred på vegne af minoriteterne. At velfærd burde skabe solidaritet, men at det ikke altid er tilfældet. Gerne at ville gøre tingene godt, og blive glad af det i lang nok tid til at kalde følelsen lykke. At det værste er den automatiske passivitet, og gennem poesien forsøge at give et rum til dem, der som Caspar Eric, ikke føler sig tilfredse med tingenes tilstand.

Q+A

Hey Caspar. Hvad har du lavet på Bogforum indtil videre?

I morges præsenterede jeg LYRIK-morgen, som jeg er vært på. Og så har jeg ellers bare gået rundt, røget en cigaret, drukket en kop kaffe, gået en tur, og er kommet tilbage for at møde dig. Senere skal jeg interviewes af Iben Maria Zeuthen, hvor vi skal snakke om Avatar. Og så er jeg færdig, og skal til en middag med Gyldendal. I går var den hårde dag. Jeg var vært på LYRIK-morgen, og så læste jeg op, og holdt et foredrag for et gymnasium. Jeg interviewede sangeren Katinka Bjerregård fra bandet Katinka til sidst, hvilket heldigvis var stille og roligt.

Både dig og Katinka virker ret vrede.

Vrede? Haha. Jeg synes egentlig ikke at Katinkas tekster er så vrede. De handler om at folk er nogle idioter. Men jeg er måske vred.

Lad os snakke lidt om det. I specielt Nike og Avatar virker du oprevet over samfundets udvikling. Hvem er du vred på?

Jeg er ikke vred på nogen, det er måske netop en del af problemet. Men jeg er i sorg over tingenes tilstand. Jeg tror at det, der skaber vreden, er at være i sorg – at være uforstående overfor, hvorfor et flertal i demokratiet synes at acceptere en masse ting, som ikke bør accepteres.

Er tingenes tilstand et demokratisk problem?

Det ville jo nok være en samfundsanalyse, hvis jeg skulle svare på det.

…Hehe

Det at skrive, handler ikke for mig om at diagnosticere alt muligt, det handler om at stille spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Det mangler vi i et samfund, hvor det ikke lader til, at der er nogen der længere ved, hvad problemet er. Og de, der burde vide det, er ligeglade. Det er et moderne demokratisk problem.

Når jeg er vred, er det på vegne af minoriteterne – om det gælder flygtninge, eller mennesker med unormale kroppe, eller dem med hjerner der er skruet anderledes sammen sammen end andres. De får alle sammen at vide af samfundet, at de skal være lykkelige på en eller anden på forhånd defineret måde.

I dine bøger lader det til, at du leder efter lykken.

Ja, men en anderledes form for lykke.

Hvad er det for en slags lykke?

Jamen, det ved jeg sgu ikke. Der er i øvrigt også forskel på mig, og på jeg-et i mine bøger. Jeg tror at mit problem med lykken som koncept, er at det er mere et krav, end det er en frihed til reelt at vælge de ting, der gør dig lykkelig. Men du mener måske, om jeg selv søger lykken, personligt?

Ja.

Jeg synes ikke, at jeg leder efter lykken på den måde. Det jeg prøver, er at sørge for at jeg har penge til at betale min husleje, at have gode venner omkring mig, at være sammen med nogle mennesker, jeg godt kan lide. Og så ser jeg, hvad der sker. Der er selvfølgelig nogle ting, jeg gerne vil opnå, men det her med at søge lykken på den måde, det synes jeg ikke, at jeg gør. Jeg prøver at gøre ting, som jeg synes er vigtige og gode. Og hvis det gør mig glad i lang tid nok, så er det vel en slags lykke. Men lykken er på den måde altid noget man efterrationaliserer.

Det er nok rigtigt. Jeg tror ikke, jeg kender ikke nogen, der ville betegne dem selv som lykkelige.

Men det har nok noget at gøre med, at samfundets definition af lykke er forkert. De er jo nok lykkelige, de er det nok bare på en måde, hvor man også er ked af det nogle gange.

Eller også er der ikke noget, der hedder lykke?!

Haha, jeg ved heller ikke rigtig, hvad det er. Det er ligesom normalitet – vi ved ikke rigtig hvad der er, men vi snakker om det hele tiden.

True. Måske har det noget at gøre med at være tilfreds?

Ja, men det er seriøst det værste! Det er, hvis jeg føler mig tilfreds. Så synes jeg, at der er god grund til at være kritisk. Apropos det samfundsrelaterede, så er det også noget af det, som jeg undrer mig rigtig meget over – at folk er tilfredse, og synes at de ting der foregår er fine nok.

Tror du, at mennesker der ikke tager stilling til smerten er tilfredse?

Ikke at tage stillinger også en tilfredshed. Det er den allermest privilegerede slags tilfredshed, fordi den er automatisk. Det hænger sammen med, hvorfor jeg skriver vredt. Det gør jeg også for at få folk til at vågne op. Og ligesom sige: du har det egentlig ret godt, og det må du gerne nyde. Men det, at det er nemt for dig, det må have nogle konsekvenser i form af, at du skal forstå, at det er svært for nogle andre. Det gælder også mig selv. Det er, hvad solidaritet er.

Er det at udvide forståelsen af solidaritet et bevidst mål med din skrivning?

Det er ikke mit job at vække nogen. Men jeg kan måske med poesien give mulighed for at de, der føler sig fremmedgjorte overfor den tilfredsheds kan få et rum, hvor vi kan tale om det. Om utilfredshed, om besvær, om at være ked af det. Og om det at føle, at den sorg er noget der falder udenfor. Men det at skrive om smerten, kan også være med til at sende noget sorg over i nogen, der ikke selv har oplevet den, og ligesom lade den forplante sig. Og det tror jeg jo er vigtigt, at træne at kunne sørge over noget, som ikke umiddelbart har noget med en at gøre. Ej, nu lyder jeg kraftedme så frelst. Det er jeg jo ikke.

Haha.

Jeg synes, at noget af det som kunsten kan og skal, det er at forsøge at overskride grænserne for empati. Jeg så en dokumentar for nyligt, hvor Stig Sætterbakken siger at kunst og poesi, er at ophæve ejendomsretten til erfaring. Det forstår jeg på en meget umiddelbar måde. Gennem poesien, kan der komme noget fremmed ind, og røre os og bryde med grænserne for vores empati. Og så kan det være, at der er nogle ting, som forandrer sig i os. Og det bliver jeg nødt til at tro på. Jeg skriver ikke, fordi det er sjovt. Altså, jeg kan godt lide det. Men jeg skriver ikke for at blive glad.

Af: Lea Sofie Preisler

CPH ART WEEK 17

24. Aug – 3. sept

For femte år i træk, inviterer CPH ART WEEK dig med på en 11 dages Tour de chambre i den københavnske kunstverden. En festival der byder på alt fra udstillinger til fester og alt derimellem.

Du kan møde kunsten helt nye og tossede steder som metroen og havnebusserne, plus self deres helt egen kunstnerbar på copenhagen contemporary – hvor jeg bla spiller et 100% avantgarde dj sæt d.29 aug.

Desuden vil der være mange sjove kunstomvisninger som feks en flydende kunst Cruise og cykeltur med popup kunst i sit lokale område.

Du kan se hele programmet på http://www.cphartweek.dk

Her under lidt anbefalinger fra mig.

HEARTLAND FESTIVAL – KUNSTEN

Om mindre end en uge, triller Semi Femi afsted mod Fyn, hvor Heartland Festival slår sine folder, og hvor vi bla. skal lave en billedreportage fra. Heartland Festival er meget mere end musik. Det er udvalgt gourmet, spa i det fri, vedkommende talks, luksus camping i slottets baghave, afslappelse i fynsk royal natur og så er det kunst- og masser af det!

Programmet for Heartland Festival er inddelt i fire søjler: MUSIC, ART, TALKS og FOOD. Men programmerne krydser også i flere tilfælde hinanden, når man fx kan opleve performance-musikeren Diamanda Galás på MUSIC og Olafur Eliasson, Douglas Coupland og Michael Stipe i samtaler på TALKS

For første gang har Heartland Festival inviteret en af tidens væsentligste danske kunstnere til at skabe et værk specielt til Heartland Festival 2017. Værket, der er et litografi af John Kørner, kan ses og købes på festivalen. Det indgår ikke under programmerne Heartland Temporary eller Heartland Contemporary, men vil pryde merchandise på festivalen. Tanken er, at festivalen hvert år at inviterer en ny kunstner til at skabe et værk til dette formål.

Som noget helt nyt, kan festivalen præsentere to separate kunstprogrammer; et internationalt og et dansk. Publikum kan glæde sig til værker af en af den internationale samtidskunsts store stjerner, amerikaneren Tony Oursler, og en række af de hotteste navne fra den hjemlige scene: Søren Behncke, Tina Maria Nielsen, Cecilie Waagner Falkenstrøm, Magnus Pettersen, Lars Worm, Dagmar Radmacher og Sophie Dupont, som jeg lånte til en snak om hendes forestående performance, på festivalen.

Q+A

Sophie Dupont, deltagende kunstner på årets Heartland Festival

Beskriv din performance på årets Heartland Festival.

Performancen har titlen We Always Carry Our Body. Jeg bære min krop i messing over hovedet – ben, arme, organer, hjerte, øje, mund, navle osv. Efterfølgende er det publikums opgave, at bringe kropsdelene ned på et lærred, hvor den følgende handling er at lave et aftryk af delene

Hvorfor er den vedkommende for folket?

Fordi den stiller spørgsmålstegn ved vores forhold til kroppen, og ved det at være menneske. Hvordan oplever du kroppen? – låner du den, er den din, besidder du den, lever den op til dine forventninger, er den adskilt fra dig, eller er du kroppen

Hvad skal du selv opleve på festivalen?

Så meget som muligt! Men..de andre kunstneres bidrag og ud over det, glæder mig til at se Bisse, Cat Power og Flying Lotus

Hvilke nulevende samtidskunstnere vil du fremhæve?

Anna Imhof, Christian Falsnæs, Jorinde Voigt , Tehching (Sam) Hsieh, for at nævne nogle få.

Sophie Dupont arbejder med performance, skulptur, fotografi og maleri, altid med udgangspunkt i en eksistentiel og poetisk refleksion over basale menneskelige forhold. Dupont bruger sin krop som forudsætning og redskab for undersøgelse, og publikum vil kunne opleve hendes performance We Always Carry Our Body på årets festival – en poetisk refleksion over krop, sind og medmenneskelige relationer.

http://www.sophiedupont.com

http://www.heartlandfestival.dk

Vinterferie læsning

Farvel, farvel nu drager vi afsted. Ekstra tid til fordybelse, tid til hinanden og tid til at lade sig forføre af ord og tanker som andre har gjort sig umagen ved at nedfælde. Tak. Jeg har samlet følgende via anbefalinger og nysgerrighed.

“Turen går til Thailand”(2016) – En klassiker fra Politikens forlag – der minimerer brugen af smarte telefoner, godt.

Altid spændende med drømmene syntes jeg. Nu vil jeg lidt længere ind.

Vred mand, klog mand.

Siden Bjørn Bredahl, til en morgensamling på Johan Borups Højskole i København, berettede om Karl Ove Knausgårds værk “Min Kamp” ,har jeg været pirret. Selvbiografisk roman med nærgående beskrivelse af at vokse op og blive til, i en sammensat verden med udgangspunkt i faderens død. Jeg napper den på norsk, bare fordi jeg kan.

Denne bog har jeg købt i sommers, givet den væk samme aften og nu fået den af en sød lady. Så nu skal den endelig læses. NIKE er flot, håber også den kan noget bagved.

Alle siger man kommer til at stortude af denne kleppert af en bog. Det huer mig. Jeg elsker salte tårer, det renser kanalerne.

“Hollow City” Har du en lille bogorm-søn på 9 år som jeg, skulle denne efter sigende, være optimal på alle fronter. 1 bind er blevet filmatiseret ,og dén så vi til stor fornøjelse, liggende i egen “lædersofa” i Herlev Big Bio (kan stærkt anbefales).

“Generator” by Malik Andersen & Toke Flyvholm

Meget, meget, meeeeget mere videokunst ud til folket! Semi Femi vil gerne opfordre alle til at sende et link her med fed video kunst du er faldet over gennem livet, af både stort og småt – også det hjemmelavede eller ikke offentliggjorte eller komplet oversete. Det der rykker, ryster, rører, rumsterer.

ac3e794f77 — (Photo cred: Kopenhagen/Peter Land) – Still fra en af mine favoritter: “Peter Land maj 1994” hvor han nøgen og beruset danser med dinglende diller i al dens pragt

Jeg vil starte med at dele denne flotte 13 minutters film fra 2013 af Malik Andersen og Toke Flyvholm, en film jeg blev bekendt med forleden, da Malik var inde på Johan Borups Højskole og holde intim foredrag for mine kunst og arkitektur elever. Tak for det.