
Da den unge Caroline Ahlefeldt går rundt i 90ernes Århus, har hun ikke i sin vildeste fantasi, drømt om at blive grevinde og bo på et ægte slot. Heller ikke at hendes bachelor i informationsvidenskab vil resultere i, at Uffe Elbæk og Frontløberne ansætter hende, som en af de første nogensinde, til at undervise “kaospiloterne“, at hun bagefter starter “Mouse House” og multimedia design uddannelsen “Space Invaders“, eller at hun 30 år senere, vil huse en festival i sin baghave.
På den anden side er Caroline heller ikke den der planlægger særlig meget, især ikke langt ud i fremtiden, hun elsker ikke at vide hvad der gemmer sig rundt om hjørnet, og er lystigt drevet af sin nysgerrighed, der gang på gang serverer nye spændende udfordringer, på hendes ret så rummelige tallerken.

Caroline flytter ind på Egeskov Slot for godt 10 år siden. Der har hun boet lige siden, med hendes elskede mand Grev Michael Ahlefeldt (der i øvrigt laver den dejligste koldpressede raps olie som du kan hente direkte på slottet) og deres 4 børn (2 af egen avl og 2 fra hans første ægteskab). Slottet rummer 4000 m2. hvoraf selve beboelsen udgør en tredjedel. Under festivalen vil det som altid, være muligt for folk at besøge slotshaven og de smukke omgivelser. Caroline og Michael kalder stedet for “Det Levende Slot” og det må man sige at den kommende Heartland Festival bidrager til.

Sammen med Ulrik Ørum-Petersen og Live Nation, har Caroline lagt rammerne for den nye festival, som hun håber bliver et “anti-kardashian-move” med masser af indhold, kvalitet og stof til eftertanke.
I skrivende stund render der 300 frivillige rundt i slottets baghave, “Dyrefolden”, hvor festivalen om en lille uges tid, folder sig ud. I alt er der tilknyttet 900 frivillige og sammen skal de bla. bygge en hel lille by op fra bunden, med sin helt egen infrastruktur, med alt fra kloaksystem til kunstinstallationer.

Her vil navne som Brian Eno, Suzanne Brøgger, Marina Abramovic, Tal R, Flaming Lips og Anne Linnet i dagene 10.-11. Juni. underholde de ca. 5000 festivalgæster.
Maden er et helt kapitel for sig, og udover de lækre madboder, er Heartland Festival gået sammen Per Hallundbæk fra Falsled Kro, om at skabe en helt unik spiseoplevelse, under navnet “Heartland Banquet”. Her får Per følgeskab af Mark Lundgaard fra Kong Hans Kælder og Jesper Kock (tidl. Brdr. Koch), om en treretters menu med de bedste fynske råvarer. Det hele er iscenesat af Mette Martinussen (1.Th. og tidl. Madeleines Madteater).


Da Caroline forslår at vi spiser på Falsled Kro, hopper mit hjerte en ekstra gang. Det er et af de steder, jeg længe har drømt om at besøge. Alt fra maden, vinen og selskabet, til mit fantastiske værelse på kroen, får topkarakterer! “Det er hele turen værd” som der siges, og jeg afslutter mit solo-romantiske kro ophold, med en delikat morgenmad og en forfriskende svømmetur i bølgen blå, kun 2 minutters gå gang, gennem kroens vidunderlige og vilde have.
Q+A:
Hvorfor valgte du Falsled Kro?
Fordi jeg er blevet håbløst forelsker i Per Hallundbæk! og indimellem gir jeg efter for den kærlighed…og da han udtrykker sin kærlighed gennem mad, er det en måde at komme tættere på ham.

Hvad gør stedet specielt?
Per rækker efter stjernerne, og viser dig at selvom din restaurant ligger i udkants Danmark, kan du række længere, nå dybere og drømme større. Falsled Kro er på mange måder et stort forbillede for hele Heartland Festival konceptet, denne smukke gamle landevejskro, der serverer udsøgt kvalitets mad, i voldsomt smukke omgivelser er med til at gøre Fyn til et endnu vildere sted at bo.
Michael og jeg fejrer ofte vores bryllupsdag på Falsled kro, hvor vi sejler vores båd ind i Falsled havn, spiser hos Per og overnatter, enten på kroen eller båden. Det blir ikke mere luksus!


Hvordan fik I ideen til Heartland Banquet?
Per ringede til os og fortalte om en kokkekonkurrence han havde i støbeskeen. Han havde netop hørt om festivalen, og forslog et samarbejde. Det syntes vi var en fantastisk idé!
I fællesskab fandt vi så frem til at lave en banquet – hvor nogle af danmarks bedste kokke skulle lave mad sammen og begrænse sig til kun at bruge fynske råvarer, serveret til 250 mennesker pr gang af fem omgange. Mark Lundgaard fra Kong Hans skal f.eks. lege med 4000 hvide asparges (der alle skal skrælles!). Derefter overtager Mette Martinussen hele ansvaret for serveringen og iscenesættelsen, forvent ikke hvide duge. I det hele taget læner vi os ikke tilbage i “plejer”, vi stræber efter at skabe en friktion, for når ting støder ind i hinanden for første gang, opstår der spænding.
Det bliver “en ægte første gang” for os alle, og på en måde er det hele essencen af Heartland Festival: at samle nogle suveræne mennesker og udfordre dem i et nyt rum med hinanden.






Jeg fornemmede straks at du er en vaskeægte “ostepige”?
Ja, jeg mister koncentrationen fuldstændigt, når der bliver rullet en af de der osteborde ind i lokalet. Falsled kro´s er klart en af favoritterne! Jeg bliver altid mundlam. Kun overgået af en oplevelse i Frankrig, hvor tjeneren kom rullende ind med det fornemmeste, fyldigste ostebord, og det er her jeg bliver gjort opmærksom på at en rigtig ostekender altid vil genkende de små skuffer – de meget gamle oste bor i skufferne!



Din Top 3 over restauranter i Danmark:
Noma, Falsled Kro, Kong Hans
Beskriv din morgenmads rutine, i hverdagen:
Aller først starter jeg med at drikke et glas kogt vand med citron og ingefær. Bagefter spiser jeg en lækker yoghurt naturel med hjemmelavet müsli, friske blåbær og kværner lidt Chia eller hampe frø og drysser ovenpå. Måske kommer der lidt Manuka Honning på også. Så presser jeg lidt grape juice og drikker afslutningsvis en cappuccino.

Grevinden får et ædeflip og går i køkkenet, hvad spiser hun?
Citronmåne (der findes kun en)
Hvor har du indtaget det mest romantiske måltid i verden?
Maldiverne på stranden med min mand – vidunderligt at have fødder nede i sandet, bølgen bruser og det er mørkt , vi spiser nyfanget skaldyr og drikker iskold Chablis.

Første mad minde:
Min far står i køkkenet med et glas vin i hånden og der dufter af en af hans utallige simretetter. Han er stor tilhænger af det franske og kød- så det er noget i den dur. Det har gennem årene tiltrukket mange venner og familie. Duften af hans gryderetter og lyden af cello, det er min far.

Hvis Uffe Elbæk var en “fødevare”, hvad ville han være?
Uffe er champagne! En vidunderlig start på enhver fest!
Hvor handler du ind?
Godt afslappet i lænestolen på Irma.dk

Færdiggør sætningerne:
Gode fynske råvarer…købes i gårbutikker eller på et fødevarermarked
Når man bor på et slot…er der mange muligheder for at lege
En festival i haven er bedre end…rigtig meget andet
Jeg har aldrig…kedet mig
Den første ret jeg lavede selv var…flødekarameller
Da jeg var lille ønskede jeg mig inderligt…at blive forfatter
Mine børn spiser…helst “pastella” pasta og kylling med rå grøntsager – og is.

Til sidst 3 køkken fif fra Caroline:
Gå aldrig ned på kold Sauvignon Blanc på køl, citroner eller godt selskab!



Læs mere om Falsled Kro her
Læs mere om Heartland Festival her
Læs mere om Egeskov Slot her