Månedens medspiser, fænomenet Jacob Skyggebjerg blev født på sygehuset på Sundvej i Horsens 3. november 1985. 3500 gram tung og 50 centimeter lang. Faren passede en maskine på en plastikpose fabrik i Vejle, og moren slog græs for kommunen. Det var i den virkelighed, Jacob levede de første år af sit liv, på et lille nedlagt landbrug i tre længer med stalden fuld af fejltrykte plastikposer fra fabrikken. Til jul dukkede juleposerne op, og der var sommerposer, og jubilæumsposer fra Kvickly og særlige kampagneposer fra TOPS Sko. Så dukkede der pludselig en pose op med fabrikkens logo. Den var prydet af sommerfugle og navne, telefonnumre og titler på fabrikkens medarbejdere. “Vi kan stadig genbruges,” stod der, i bunden ved græsset og blomsterne: Fabrikken lukkede, og faren blev arbejdsløs. Så var det det, der var virkeligheden.

Og moderen begyndte en voksenuddannelse til socialpædagog. Så var det det, der var virkeligheden: Hver aften faldt Jacob i søvn til lyden af morens hamren i tasterne på den røde Brother-skrivemaskine. Og endnu før han egentlig burde have lært at læse og skrive, var Jacob selv i gang ved maskinen. Små eventyr efter klassisk formel med prinsesser og drager og helte blev skabt, og moren tog dem med på praktikpladsen i børnehaven og læste dem op for børnene.

Mange år efter, efter at have kæmpet en indædt kamp for at passe ind i det normale, en kamp for at bedøve sit egentlige selv med stoffer og alkohol for at kunne udholde de i baglandet anviste kriterier for succes – håndværksuddannelse, fabriksarbejde, nulstilling, tilintetgørelse – landede Jacob i hovedstaden med en mikrofon og en pose tøj, og inden der var gået et halvt år, var han fast bestanddel i byens musikscene med fast gang i et utal studier og koncerter på diverse spillesteder og Roskilde Festival.

I december 2013 debuterede han som forfatter med romanen Vor tids helt, der omgående slog igennem og gjorde Jacob til en velkommen skribent ved samtlige landsdækkende dagblade. Vor tids helt blev også shortlistet til Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, ligesom opfølgeren Hvad mener du med vi fra 2015, allerede inden udgivelsen blev nomineret til DR Romanprisen. I april 2017 udkom tredje roman, Jalousi, og gav Skyggebjerg ord som “en af de mest intenst velskrivende prosaister, vi har lige nu” (Berlingske) og “en perfekt afstemt bog” (Information) med på vejen. I marts lander fjerde roman, HJÆLP, der handler om de fem års tortur, forfatteren gennemgik i forbindelse med en meningsløs behandlingsdom, et forløb, hvor Jacob igen, igen og igen måtte se sit liv og de ting, han byggede op, ødelagt af et system, der nægtede at kommunikere, insisterede på at hjælpe. Se mere i Gladiators forårsprogram. Under CPH Pix debuterede Skyggebjerg som filmskuespiller i den stærkt anmelderroste spillefilm Danmark, der netop er blevet udtaget til visning på Filmfestivalen i Berlin. Således har Skyggebjerg nu sideløbende med en blomstrende forfatterkarriere, nu indledt et kapløb med sig selv om at nå til tops som skuespiller. Vi ser igen den ukuelighed og evige jagt efter nye oplevelser, der har præget hele hans livsbane.

Spørger man Skyggebjerg, hvad det vil kræve at nå dette mål, er svaret: Antabus. Antabus og yoga.

Amen! (og velbekomme)

Vi besøger Aamanns 1921 i indre by, der trods indædt og rimelig julehad fra fænomenets side, formåede at komme både hygge og enorme mængder virkelig lækkert nyfortolket danskermad, ind i vores forventningsfulde kroppe.

Q+A

Beskriv med dine ord restaurant Aamanns 1921

Vi startede med en lille flok østers, som kan påstås at have sat en slags standard: Smagen var afstemt, med en kerne af østerssmag, der var holdt smukt i ave af den omkringliggende bearbejdning. Smørrebrødet med gammeldaws sild var sprødt og levnede plads til pighvaren, der fulgte efter og formåede at bejle til hele smagsapparatet. På Aamanns 1921 har man et bredt udvalg af snapse, og vi fik lov at prøve en håndfuld af særdeles forskellige varianter. Tjenerne var vilde med mine friske bemærkninger – jeg følte mig velkommen – og kærkommen.

Du bad mig jo finde et sted hvor du kunne komme lidt “tættere” på julen, som du ikke er stor fan af. Lykkedes det? og hvad er det med dig og julen?

Det udestående, jeg har med julen, er at den er et helle for menneskene, hvor de tillader sig at glemme al den elendighed, de har skabt, al den fortræd, de har gjort, al den død, de har gravet sig ned i. Mens tsunamier og skovbrande hamrer derudaf og rammer flere og flere steder på kloden, mens olielæk, tungmetaller og plastik fylder verdenshavene, flode og søer, mens himmelen dækkes af smog, så solen ikke længere ses, men varmen får hele økosystemet til at brænde sammen og menneskene selv til at kvæles, tillader menneskene sig at stoppe op og sige: Nu skal vi fandeme lige have en måned, hvor vi bare hygger og fyrer den af. Hvor vi skruer forbruget op og lader som om alting bare er himmelsk fryd. Hvor vi køber affald i gave til hinanden, fordi vi partout skal give en gave. Vi fylder traileren med gaverne fra sidste år og drøner på lossepladsen. Vi æder og skider og brækker os ud over hinanden til julefrokoster og kalder det hjerternes fest. Det er nogenlunde ligeså svært at gennemskue, som når amerikanerne kalder USA Guds eget land. Lykkedes det at få mig tættere på julen? Heldigvis ikke. Men snapsen og silden var god, og belysningen omkring indgangen på restauranten, kom nok så langt som det er muligt.

Hvor og hvordan holder du jul i år?

Som altid: Alene med min far foran fjernsynet på den frosne mark i området Intetsteds. Det er døden og helvedes kedeligt, men en gang imellem bliver jeg jo nødt til at stikke forbi. Her kommer julen belejligt med sin traditionelle tvang. Jeg bliver der nok ikke så længe i år, da jeg netop har indledt en ny periode med fuldt alkoholstop. Vi spiser noget uforlignelig flæskesteg, en steg, der er Aamanns 1921 værdig, sidder lidt og glor, og så er det farvel. Jeg har planer om at komme i gang med yoga hen over julen, at få arbejdet med nogle detaljer omkring min nye roman, læse en masse, og skrive og skabe.

Er der noget ved denne højtid du sætter pris på?

Jeg sætter pris på maden. Men jeg vil snarere betegne julen som en lavtid, hvor menneskets allermest uciviliserede dyriskhed kommer for dagen. Det ville være at lyve, hvis jeg påstod andet, og jeg lyver ikke, det er ikke det, jeg er sat i verden for. Jeg sætter dog nok pris på at denne tid minder mig om vigtigheden af modstand mod idiotien, og at man ikke må lade sjælen sygne hen og glemmes i den allestedsnærværende materialistiske psykose.

Hvilken ret på stedet var din favorit?

Jeg er tilbøjelig til at sige østers – jeg kunne godt have ordnet ti af de skaller.

Nu retter vi fokus ind på dig i dit eget køkken. Beskriv rummet og hvad du laver der.

Mit køkken er spartansk. Når jeg er i min skriveproces er mad noget, der bare skal få maven til at holde kæft. Derfor er det meget rawfood, der bliver kørt – økologisk frugt og grønt i ren form, det skal bare skylles og ned. Men jeg har dog lært at lave en grøntsagssuppe nu. Det er også fint at eksperimentere med, og ikke tidskrævende.

Hvilken ret er din hofret?

Flæskesteg med det hele.

Tidligste mad minde?

At komme på besøg hos min mormor i det sydlige Nordjylland, og når man så havde sovet og kom op om morgenen og bare kunne æde og æde så meget man ville af franskbrød med smør og jordbærsyltetøj.

Beskriv henholdsvis din far og mor i et køkken…

Som nævnt er min fars flæskesteg uvirkeligt god. Jeg havde min tidligere kæreste med hjemme hos ham, og hun kunne ikke stoppe med at spise. Seks portioner, blev det til – ikke engang jeg kunne følge med. Og hun var ellers ikke til svin. Med min mor er det en anden snak. Det er som om, at uanset hvor lang tid hun bruger på maden, uanset hvad hun så foretager sig i køkkenet, går det galt – det smager simpelthen ikke af noget.

Er der madvarer du undgår? bliver tiltrukket af?

Jeg prøver at leve så sundt som muligt. Nu hvor jeg omgås mange skuespillere, spørger jeg interesseret ind til hvilke madvarer, det er bedst at forlyste sig med. Lige nu er jeg blevet granatæble-psykotisk. Og jeg undgår okse på grund af miljøet.

Sammensæt dit drømmeselskab

Jeg kunne for tiden tænke mig et selskab, hvor tanker om teatret og skuespil i det hele taget kunne få lov at møde hinanden. Eventuelt undertegnede, Stanislavskij, Henrik Ibsen, Samuel Beckett – sandt at sige er det umuligt for mig at afgrænse det til nogen bestemt. Men helt klart nogen, jeg kunne dele mine forestillinger om skuespillets og dramaets kunst. Nogen, der gennemskuer disse kunstformer og deres præmisser og muligheder.

Hvilke steder i KBH spiser du ofte?

Der er tre steder. De er alle afgjort af de ruter, jeg er ude på. Når jeg kommer forbi Nørrebrogade, får jeg ofte en pita med kylling på King of Kebab – den ligger i blot femten kroner fra 11-19 – det er en fin måde at stille sulten på, når man er på farten (jeg er ofte til fods, når jeg skal noget, så der kan blive tænkt, åh, hvor bliver der tænkt og fundet på og noteret). Er jeg på Vesterbro er falaffelpitaen på Mujaffas Shawarma favorit til den mindre sult, der skal nedkæmpes under vandring fra det ene sted til det andet. Større måltider indtages hvis nødvendigt på Chicky Grill, de har en for det meste rigtig god flæskesteg med det hele. Hvis jeg er hjemme og der er noget, der skal fejres, kan jeg godt finde på at gå på Bamboo Grill og få flæskestegen der.

Bedste takeaway i dit lokale hood?

Hvis jeg går på Bamboo, bliver jeg altid der og spiser. Så har man et lille skramlende bord, der er en rart spartansk atmosfære, en ydmyghed over at sidde der for noget så uskyldigt og menneskeligt som at spise. Det regner altid udenfor. Indenfor får man læ. Men takeaway må klart være den mexicanske lidt længere oppe ad gaden, hvor man kan få smothered burrito med kylling – det er til de dage, hvor der bare ikke er andet at gøre end at “forkæle sig selv”.

5 ting der altid er i din køler?

Granatæble, økologisk broccoli, gulerødder, andet grønt til suppen – for det meste en form for pålæg til rugbrødet, til når det skal være lidt snasket.

3 køkken tips fra Skyggebjerg…

Få dig en transistorradio indstillet på P2, få dig en stavblender, eksperimentér i alt hvad du gør – vær grænseløs i din madlavning.

Hvis julemanden var en fødevare hvilken ville han så være og hvorfor?

Han ville være en klump palmin rullet i sukker: Ulækker og næringsløs i en grad, at det er bedøvende. Eller måske en hvid marengs – af samme årsag.

Aamanns 1921

Niels Hemmingsens Gade 19-21, 1153 København K +45 2080 5204

Socialt indigneret, eksistentielt udfordret og med fingeren på tidsåndens puls, har Caspar Eric siden sin debut i 2014, været fast inventar på den litterære scene. Poet-kometen udkom i januar med sin tredje digtsamling, Avatar, der kredser om selvmordet, kapitalismen og idéen om det gode liv.

Semi Femi havde fornøjelsen af, at tale med ham på weekendens Bogforum, hvor nogle af landets dygtigste forfattere og største forlag, tilsammen udgjorde over 1.600 programpunkter og dermed Danmarks største bogmesse. Caspar fortalte om nogle af de vilkår, som optager ham privat som i kunsten.

Det handler om at være vred på vegne af minoriteterne. At velfærd burde skabe solidaritet, men at det ikke altid er tilfældet. Gerne at ville gøre tingene godt, og blive glad af det i lang nok tid til at kalde følelsen lykke. At det værste er den automatiske passivitet, og gennem poesien forsøge at give et rum til dem, der som Caspar Eric, ikke føler sig tilfredse med tingenes tilstand.

Q+A

Hey Caspar. Hvad har du lavet på Bogforum indtil videre?

I morges præsenterede jeg LYRIK-morgen, som jeg er vært på. Og så har jeg ellers bare gået rundt, røget en cigaret, drukket en kop kaffe, gået en tur, og er kommet tilbage for at møde dig. Senere skal jeg interviewes af Iben Maria Zeuthen, hvor vi skal snakke om Avatar. Og så er jeg færdig, og skal til en middag med Gyldendal. I går var den hårde dag. Jeg var vært på LYRIK-morgen, og så læste jeg op, og holdt et foredrag for et gymnasium. Jeg interviewede sangeren Katinka Bjerregård fra bandet Katinka til sidst, hvilket heldigvis var stille og roligt.

Både dig og Katinka virker ret vrede.

Vrede? Haha. Jeg synes egentlig ikke at Katinkas tekster er så vrede. De handler om at folk er nogle idioter. Men jeg er måske vred.

Lad os snakke lidt om det. I specielt Nike og Avatar virker du oprevet over samfundets udvikling. Hvem er du vred på?

Jeg er ikke vred på nogen, det er måske netop en del af problemet. Men jeg er i sorg over tingenes tilstand. Jeg tror at det, der skaber vreden, er at være i sorg – at være uforstående overfor, hvorfor et flertal i demokratiet synes at acceptere en masse ting, som ikke bør accepteres.

Er tingenes tilstand et demokratisk problem?

Det ville jo nok være en samfundsanalyse, hvis jeg skulle svare på det.

…Hehe

Det at skrive, handler ikke for mig om at diagnosticere alt muligt, det handler om at stille spørgsmålstegn ved tingenes tilstand. Det mangler vi i et samfund, hvor det ikke lader til, at der er nogen der længere ved, hvad problemet er. Og de, der burde vide det, er ligeglade. Det er et moderne demokratisk problem.

Når jeg er vred, er det på vegne af minoriteterne – om det gælder flygtninge, eller mennesker med unormale kroppe, eller dem med hjerner der er skruet anderledes sammen sammen end andres. De får alle sammen at vide af samfundet, at de skal være lykkelige på en eller anden på forhånd defineret måde.

I dine bøger lader det til, at du leder efter lykken.

Ja, men en anderledes form for lykke.

Hvad er det for en slags lykke?

Jamen, det ved jeg sgu ikke. Der er i øvrigt også forskel på mig, og på jeg-et i mine bøger. Jeg tror at mit problem med lykken som koncept, er at det er mere et krav, end det er en frihed til reelt at vælge de ting, der gør dig lykkelig. Men du mener måske, om jeg selv søger lykken, personligt?

Ja.

Jeg synes ikke, at jeg leder efter lykken på den måde. Det jeg prøver, er at sørge for at jeg har penge til at betale min husleje, at have gode venner omkring mig, at være sammen med nogle mennesker, jeg godt kan lide. Og så ser jeg, hvad der sker. Der er selvfølgelig nogle ting, jeg gerne vil opnå, men det her med at søge lykken på den måde, det synes jeg ikke, at jeg gør. Jeg prøver at gøre ting, som jeg synes er vigtige og gode. Og hvis det gør mig glad i lang tid nok, så er det vel en slags lykke. Men lykken er på den måde altid noget man efterrationaliserer.

Det er nok rigtigt. Jeg tror ikke, jeg kender ikke nogen, der ville betegne dem selv som lykkelige.

Men det har nok noget at gøre med, at samfundets definition af lykke er forkert. De er jo nok lykkelige, de er det nok bare på en måde, hvor man også er ked af det nogle gange.

Eller også er der ikke noget, der hedder lykke?!

Haha, jeg ved heller ikke rigtig, hvad det er. Det er ligesom normalitet – vi ved ikke rigtig hvad der er, men vi snakker om det hele tiden.

True. Måske har det noget at gøre med at være tilfreds?

Ja, men det er seriøst det værste! Det er, hvis jeg føler mig tilfreds. Så synes jeg, at der er god grund til at være kritisk. Apropos det samfundsrelaterede, så er det også noget af det, som jeg undrer mig rigtig meget over – at folk er tilfredse, og synes at de ting der foregår er fine nok.

Tror du, at mennesker der ikke tager stilling til smerten er tilfredse?

Ikke at tage stillinger også en tilfredshed. Det er den allermest privilegerede slags tilfredshed, fordi den er automatisk. Det hænger sammen med, hvorfor jeg skriver vredt. Det gør jeg også for at få folk til at vågne op. Og ligesom sige: du har det egentlig ret godt, og det må du gerne nyde. Men det, at det er nemt for dig, det må have nogle konsekvenser i form af, at du skal forstå, at det er svært for nogle andre. Det gælder også mig selv. Det er, hvad solidaritet er.

Er det at udvide forståelsen af solidaritet et bevidst mål med din skrivning?

Det er ikke mit job at vække nogen. Men jeg kan måske med poesien give mulighed for at de, der føler sig fremmedgjorte overfor den tilfredsheds kan få et rum, hvor vi kan tale om det. Om utilfredshed, om besvær, om at være ked af det. Og om det at føle, at den sorg er noget der falder udenfor. Men det at skrive om smerten, kan også være med til at sende noget sorg over i nogen, der ikke selv har oplevet den, og ligesom lade den forplante sig. Og det tror jeg jo er vigtigt, at træne at kunne sørge over noget, som ikke umiddelbart har noget med en at gøre. Ej, nu lyder jeg kraftedme så frelst. Det er jeg jo ikke.

Haha.

Jeg synes, at noget af det som kunsten kan og skal, det er at forsøge at overskride grænserne for empati. Jeg så en dokumentar for nyligt, hvor Stig Sætterbakken siger at kunst og poesi, er at ophæve ejendomsretten til erfaring. Det forstår jeg på en meget umiddelbar måde. Gennem poesien, kan der komme noget fremmed ind, og røre os og bryde med grænserne for vores empati. Og så kan det være, at der er nogle ting, som forandrer sig i os. Og det bliver jeg nødt til at tro på. Jeg skriver ikke, fordi det er sjovt. Altså, jeg kan godt lide det. Men jeg skriver ikke for at blive glad.

Tag: forfatter

Madmensch: Jacob Skyggebjerg + Aamanns 1921

Q+A

Aamanns 1921

På Bogforum med Caspar Eric

Q+A

Af: Lea Sofie Preisler