Madmensch : Farshad Farzankia + Spaghetteria (R.I.P & TLC Post)
Category: MAD//MENSCH
Madmensch: Jørgen Leth + Restaurationen
Jeg inviterede filmskaber, digter og Tour de France-oraklet Jørgen Leth, og hans datter Karoline, med på denne omgang MADMENSCH. Vi besøgte (for en rum stund og en pandemi siden) restaurant Restaurationen, i det centrale København.
De to deler mange interesser både kulinarisk og filmisk, men når det kommer til naturvin sættes der en tydelig grænse. Karoline elsker det, “og så får jeg ikke ondt i hovedet dagen efter”, mens Jørgen udtaler; “Naturvin er alt, alt for barsk! Jeg vil have en venlig vin!”
Ingen af de to hævder at være store kokke, men nyder begge at spise ude. Jørgen holder især af frokostrestauranterne i København K, mens Karoline elsker sine naboer på Istedgade; “PETROL, Istedgade 58, har dejligt vegetarisk og vegansk køkken til små priser og fantastisk service. Sanchez som ligger i samme opgang som vi bor i er helt fantastisk Mexikansk mad, der smager så englene synger. Her har jeg været flere gange og glæder mig allerede til den næste gang. Magasasa på Istedgade er virkelig god kinesisk mad. Også Vesterbro Chinese Food har jeg været på, fint køkken. Tæt på. Jeg spiser helst på Vesterbro”
Og skal hun imponere med noget hjemmelavet, bliver det nok rødbedebøfferne, som selv Jørgen har spist med velbehag. Han er ellers ikke meget for den slags hippiemad.
Om besøget på Restaurationen er de begge rørende enige om, at stedet er af høj kvalitet. Jørgen elsker lammeretten. “Og hvilket vinkort! Gavmildt og overdådigt, som resten af stedet”
“Det var en virkelig god aften. Dejlig mad og dejlig, og personlig betjening. Herligt stille restaurant, så man kunne tale ordentligt sammen. Samtalen betyder mere for mig end maden, men sjældent har jeg spist så meget!” Afslutter Karoline
Jørgen Leth går ofte forbi Restaurationen, der ligger velplaceret på hans daglige Københavner rute; Gyldendal, Brødrene Price og Kongens Have.
Han kan tydeligt se at folk hygger sig derinde, og især bidt mærke i, at personalemåltidet, der indtages i fælles flok inden forstående service, er noget helt særligt. Det kan han godt lide. Jørgen pointerer; “Man kan se at de er glad for at arbejde der, og det fortæller meget om et sted”
Restaurationen er en klassisk dansk restaurant i Kbh K, drevet med kærlig hånd gennem 25 år, af ægteparret Bo og Lisbeth Jacobsen. Det er et sted, som jeg ved især Jørgen vil sætte pris på, da han det meste af sit voksne liv har boet udenfor Danmark, nærmere bestemt Haiti, længere væk gastronomisk eller geografisk, kommer vi ikke.
Vi starter med at smage, og snakke, om den danske velhængte skinke, som Bo rundhåndet skærer i mundrette bidder, direkte ved bordet og serverer den frit fra leveren, med anekdoter om oprindelse og tilblivelse. Stedet vægter danske råvarer i bedste kvalitet, meget højt. Det kan smages på serveringerne vi indtager, fra asparges, fjordrejer og jordbær i sæson. Karoline kører den ind med en sprød hornfisk, og får derudover sine retter i vegetarudgave, og det rummer stedet sagtens.
Vi afslutter med petit four, og stedets alt for sindsyge ostebord, i en klasse jeg ikke har oplevet, siden mit besøg på Falsled Kro.
Q+A med Jørgen Leth
Hvilke mad-relaterede minder har du fra barndommen?
Jeg godt kunne lide at spise i vores lille sommerhus i Fredensvang. Specielt jordbær med fløde.
Jeg kunne ikke lide havregrød.
Gemmer der sig noget i dit køleskab?
Nej, kun nogle plader mørk chokolade. Jeg kan ikke lide at gemme mad. Det bliver alt for hurtigt kaos.
Mad og erotik…Kan det noget?
Ikke noget jeg kan huske. Jeg er ellers god til at huske det erotiske.
Beskriv dig selv som var du en madvare...
Mørt kød. Med noget syrligt til. F.eks. asier. Jeg kan lide at tænke på mig selv som en sej mand, med syrlige kommentarer til livet.
Mad der gør dig glad?
Jeg kan godt lide at tygge næsten råt kød, hvis det er nogenlunde mørt. Og ikke senet. Derfor er tatar favorit.
Og store chuletas i spanske restauranter.
Yndlings take away i København?
Det bruger jeg ikke, spiser altid på stedet jeg har valgt.
Jo engang imellem noget sushi. Eller en burger fra Gasolin.
Og jeg kan bedst lide frokostrestauranterne. Elsker al slags sild. Men det er ikke take-away. Smørrebrød skal nydes ved bordet. Med en O.P.Anderson snaps til.
Corona lock Down er nu så småt ved at være fortid, og kulturliv og restaurations branchen må endelig åbne langsomt op. I morgen slår også Restaurionen dørene op og med helt nyt menukort.
“Vi åbner med fuld musik og bringer både blomster, menu og mere luksus til torvs.
Som det sig hør og bør i en restaurant
Lys, farver og store billeder på væggene. Ikke mere grå/sort tristesse, men glæde, varme og nærværende, levende service.
Maden er som vi laver den, med fokus på håndværk, sæson, lokale råvarer, smag og kvalitet.Vi glæder os til de lyse aftner sammen med vore gæster”
Bedste hilsner fra
Lisbeth & Bo & hele staben
Konklusion. Der er intet ny nordisk, københavnersmart eller molekylært over Restaurationen, men er du til dejlig afslappet stemning, velsmagende retter, plads mellem bordene og årstidens bedste danske råvarer – behandlet af kloge og rutinerede hænder – kommer du ikke til at fortryde et besøg på stedet, der også kan brøste sig af at være indhyldet af stor kunst fra spisesal til lokum, og alt derimellem.
Madmensch: Sune Lykke Albinus + Bar La Una
På en måde har jeg lyst til at holde nyåbnede Bar La Una, helt for mig selv. Ish. Det ligger en spytklat fra mi casa, og pt. er der altid plads til mig på hjørnet i baren, bare drikke slatter, tjekke patter og opmærksomheden rettet mod mig, mig, mig. Men alle, der ikke har fedt-angst, fortjener et bord på Bar La Una. Ultimativ italian comfort food casual anrettet med smag i højsæde – og konceptet er enkelt…Alt er tilberedt i ovn, og man skærer ikke fedtet væk. Man fejrer det. Højlydt. Ægte dame-mad. Post mande-mad. Det er jo semifemi der skriver.
Sune Lykke Albinus er et livsstykke. Jeg navngav ham “La Bomba” i sommeren 2014. Du kan selv googletranslate if needed. Sune er passioneret selvlært kok, filminstruktør og Menneske med stort M. Sune blir let forelsket. Han er højlydt på en fed måde. Han spiser med fingrene, har en mening om alt, går med charmeklud og laver mad med rytme, og inviterer han, siger man Jo tak.
La Bomba havde allerede for 1 år siden lagt billet ind på at lave denne madmensch på Bar La Una. Han vidste det ville blive et sted, helt efter hans smag. og tempo. Han fik ret. Philip Skovgaard og Lea Parkins, der også står bag Bevi Bevi og Mangia, har fat i den lange ende, især når det kommer til stemning. At maden så også spiller max, polerér bare glansen yderligere.
Jeg har aldrig, som i aldrig, været på hverken Mangia eller nu Una, uden at støde ind i dig. Hvad er der med dig og Philip?
Der er nogle få mennesker i livet, som man bare mærker man må have skin contact med. Ligesom den seje pædagog i børnehaven, altså ikke på nogen seksuel måde, bare på sådan en; han er sej, han har roen, han har regnet den ud. Jeg mærkede det da jeg mødte ham første gang i en kælder i gang med hjælpeløst at rulle hjemmelavet pasta med en vinflaske. Han er cowboyder, hans kone og business partner, Lea, er cowboyder. Det bliver jeg aldrig. UG!
Til gengæld har aldrig været fan af Olægenschalgergade, man kan ikke stave til navnet, det er simpelthen for kompliceret. Men når man sidder på Bar Una bag de hvide silkeforhæng, så er man, ligesom på Mangia og Bevi, et andet sted end det ellers våde Vesterbro. Hvis der er noget Philip og Lea har gjort med alle deres tre steder, så er det at skabe en følelse, hvor man bliver taget væk. Det er ikke et forsøg på at være Italien eller London. Det er bare deres. Det er fyldt med fejl og mangler, og hvis man kigger efter i krogene kan man se, at der hverken har været tid eller råd til en designer. Og det der er med deres steder og italiensk mad er at det er bedst når det ikke er designet. Når der ikke er pynt på toppen.
og italiensk mad?
Serie A fodbold om søndagen, Franco Baresi’s slidte ansigt, Sicilien og pasta i lange baner. Focaccia dyppet i olivenolie. Store armbevægelser og taktisk fodbold. Rustikt, uprætentiøst og uhøjtideligt. En espresso med sukker. Italiensk mad er bedst når det er plads til fejl og føles som en familiemiddag tilberedt af en selvlært mormor. Jeg er ved at brække mig over tasting menuer og mad fra lertøjsskåle og michelinstjerner.
Hvor stammer din passion til mad fra?
Jamie Oliver og to forældre der havde travlt med at have travlt, så enten stod den på udbringning fra Apache Pizza eller learning by doing. Og så var det helt klart en måde at få positiv opmærksomhed på. Altså det der med at kunne lave mad til pigerne i 8./9. klasse. Det var mit en eneste scoretrick i et ellers udueligt repertoire
Hvilke minder har du fra tidlig barndom og mad?
Culottesteg og flødekartofler. Det der med at slagteren kom en tandstik ned i kødet, som peger den vej man skal skære i kødet for at skære på tværs af fibrene.
Mor er hirsegrød – far er 100 kr på køkkenbordet.
Hofret og modsat?
Gris og stivelse
Taco – jeg kan ikke udstå smagen af majsmel
Hvad har du altid i dit køkken?
Olivenolie og Onkels Allans agurkesalat. 1 del sukker til 1 del lagereddike, og agurk på mandolin. Aldrig makralsalat.
Jeg var til en legendarisk nytårsmiddag for mange år siden hos dig. Du er generelt en virkelig dejlig vært, tilstede og passioneret! Del lidt ud. DO ́s n DONT ́s?
Nytårsaften i år var en katastrofe. For mange gæster, ingen tog ansvar, stod med hele lortet selv, og lukkede festen da den eneste gæst jeg reelt gad se trådte ind af døren. Så mine anbefalinger (og tak for komplimenten, selvom jeg ikke føler jeg kan tage den) må være godt brød, hjemmerørt mayonnaise, skaldyr – det kræver ingen prep, og brug hele budgettet på vin. Og nårh jo, bed nogen om at komme og hjælpe med at rydde op.
Alberto fra Rufino, Simon fra No30 og Philip på Mangia og nu Una, gode værter.
Du har mødt den dejligste kvinde, hvad serverer du?
Jeg får som regel kamp præstationsangst hvis jeg er vild med en kvinde. Så det ender altid lidt off.
Køkkenredskaber og madvarer du ikke kan leve uden?
Gasblus. og mandolinjern til onkel Allans agurkesalat.
Grøntsagskassen fra Birkemosegaard, kød fra Clever’s eller Holbækslagteren, Vin fra Terrioristen eller Vin Super Natural, crossainter fra Il Buco, müsliboller fra Brød eller Hart.
Hvad elsker du ved naturvin og husker du dine første oplevelser med det?
Det er nu jeg burde fortælle en lang historie om hvordan Frederik Bille Brahe introducerede mig til naturvin, men det ville jeg selv synes var lidt slidt at sidde og skulle læse.
Færdiggør sætningerne…
–når familien kommer på besøg serverer jeg…. lasagne
–tømmermænd får mig til….spise uhensigtsmæssigt meget Häagen-Dasz
-når jeg er forelsket….skal der wines og dines og piskes en stemning op. Hvis der er nogen der har nogen tips, må de gerne skrive eller ringe, jeg har ikke regnet den helt ud.
-når du er på landet…er det på Sicilien. Lev med det.
-ost….pecorino, parmesan, måske comte
-da jeg var teenager…spiste jeg meget ragusa
–en fugl i hånden…eller en ortolan i gabet
–på en restaurant i new york…er det altid ops, leo’s sourdough, eller roman’s. tre små perler på snor.
–min bedste ven….har langt rødt hår og byens bedste garderobe. Og i skrivende stund har jeg tvunget ham til at tage diktat, fordi jeg er sygt langsom til at skrive.
–lev stærkt….spis nutella
–på roskilde festival har jeg….spildt uhensigtmæssigt meget tid i mediebyen
–2020 er starten på….enden
Madmensch: Marie Louise Tüxen + Fishmarket
Malou aka. Marie Louise Tüxen er først og fremmest forfatter. Og mor. …og radiovært når chancen byder sig, hvilket jeg godt kan løfte sløret for, er lige om lidt…for i denne mørke sæson, man med rette kunne kalde for ’Når først jeg kommer hjem fra job, kommer jeg ikke ud af døren igen’, varmer hun nemlig op til en podcast-serie med Hella Joof, og så lægger hun sidste hånd på en satirisk roman om en kvinde ved navn Helle. Romanen er første udgivelse som forfatter-duo i samarbejde med Anders Morgenthaler.
Hun debuterede som digter i Hvedekorn i 2013 og udgav sin første roman Jeg ser mig selv som rytmisk i 2017.
Bogen handler om tabt kærlighed, provinsbarndom og mest af alt, møder med mænd. Den er fortalt i et særligt rytmisk og flydende sprog med ord der er stikkende, velvalgte og skide hamrende Malou.
“Vi trænede sammen. Vi tog bussen ud til Body House, jeg gik til aerobic, på showholdet, og han løftede vægte. Jeg vidste godt, han tog steroider, jeg så nålen, og jeg så hans muskler og næse vokse unaturligt. Det var ikke derfor, vi stoppede med at komme sammen. Det gjorde vi bare. Det gled ud, og han var sammen med en af mine veninder. Lige så stille stoppede vi med at træne sammen, vi gik heller ikke i solcentret.
Jeg blev bleg, og han blev marineinfanterist på Bornholm.”
Selvom Malou ofte klæder sig leopardisk elegant – som en, der netop har indtaget bobler og østers når man støder ind i hende – har hun aldrig smagt sidstnævnte. Det skal der rodes bod på, tænker jeg, og inviterer hende med på et af mine yndlings skaldyrsfad, nemlig Fishmarkets. Det var det første sted jeg oplevede denne form for servering, og stedets elegance danser rørende naturligt med hendes. Et match made in heaven skulle det også vise sig at være og et sted der – til Malous begejstring – IKKE serverer naturvine (med mindre man som jeg hungrer efter det, for så fremtryller stedet gerne en flaske fra ejerens hemmelige køleskab i kælderen)
Det kommer på ingen måde bag på mig, at stedet har modtaget prisen for “Årets Fiske og Skaldyrsrestaurant 2018”, uddelt af Den Danske Spiseguide. Lignende friskhed i råvarer, kælen og entusiasme fra personale, skal man lede længe efter.
Q+A
Malou om Fishmarket…
Jeg vidste instinktivt, at jeg selv skulle i et klassisk og damet antræk. Sorte blonder, røde læber og noget pels. Jeg skulle jo spise østers og ville gerne føle mig som et drøn. Restaurantens beliggenhed nær Kongens Nytorv, tæt på den gamle dreng Victor, jeg vejrer gammeldaws spidsborgskab og dekadence. Sådan tænkte jeg.
Der er både hyggeligt og sofistikeret på Fishmarket, synes jeg. Hvilket er en sjælden balance. Du har din buede marmorbar (tak for at lade mig slænge mig på den), og tunge sceniske gardiner, hvide metroklinker på væggen og en form, jeg får lyst til at sige, spisebåse i midten af rummet. Her sad vi. Disse båse gjort af træbænke, og de er forbløffende behagelige at sidde i (man har smidt en lille skindhynde oven på træet). Jeg lagde en smuk stofserviet med blå stribe ‘gently in my lap.” Den gode tjener kom straks med bobler, det vil til alle tider være en god måde at byde velkommen på.
Maden…Oh joy. Vi fik et skaldyrstårn til at starte med. Det blev serveret på en sølvpiedestal fuld af knust is. Skaldyr er i sig selv elegante skabninger med flotte og svungne former; tag hummeren, tag rejen, hell, tag østersen. De fortjener at blive serveret højt og krukket. Jeg har ikke prøvet østers, siden jeg var 14, og dengang var jeg ikke moden til det. Denne aften prøvede jeg igen, og godt hjulpet på vej af en himmerigsk vinaigrette følte jeg storheden. Så fik jeg hummeren at smage, frisk lind og præcis i kødet, så jeg gik ombord i krabbeklør. Vi tog fingrene i brug og pillede og sugede og dyppede med grådig begejstring. Den gode tjener serverede en passende halvtør Chablis. Jeg er bygget til at drikke vodka, jeg drikker det også til mad. Du kan sige, det er min hofdrik, så at tjeneren lykkedes med at finde en vin, jeg med velbehag kunne bælle, var lidt af en bedrift. Den næste servering, jeg fik, var rødtunge. Den var dampet og puttede sammen med muslingecreme og persille. Den var perfekt i kødet, og så kan jeg virkelig godt lide, når du bruger muslingen som et kogeben, for eksempel til suppe, eller som her, creme. Herefter var jeg mæt, så da den nybagte, gammeldaws æblekage blev stillet foran os som en lille deler, kunne jeg ikke mere.
Hvilken mad voksede du op med?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på fondue. Vi havde en jerngryde, og jeg elskede at lave mine egen spyd med baconsvøbte cocktailpølser, et stykke svin, og nogle peberfrugter. Der var stor fællesskabsfølelse over at sidde omkring den gryde og lave maden sammen.
Jeg voksede op hos min mor. Hun var god til at få noget ud af ingenting, og så elskede hun hvidløg, det gør hun stadig. Mens mine venner stadig mest fik noget med sovs og kartofler, ville hun vende et par kongerejer i hvidløg og persille og servere dem med pasta. En blomkålsgratin kom også på aftenbordet med jævne mellemrum.
Madviben i privaten?
Jeg er begyndt at nyde madlavning mere, nu hvor jeg har fået et åbent køkken, så jeg kan være i rum med andre, mens jeg laver mad.
Min søn, Adrian, er ikke særlig interesseret i madlavning, ej heller at spise hjemme. Helt vildt tit spiser han hos venner. For at holde samling lokker jeg ham om søndagen med hjemmelavede burgers og film. Sidste gang lavede jeg hamburgers med brun sovs udover. Det havde vi fået på Enø Grill i sommers, og jeg må indrømme, at vi begge syntes, det var fråder.
Hvis jeg laver mad i et køkken, hvor min mor er til stede, bliver jeg hurtigt irriteret, hvis hun blander sig. Sandheden er, vi har lidt samme tilgang til kogekunst, vi gider ikke rigtig læse en opskrift, vi måler altid mængder på slum, og vi kan godt finde på at snyde med en lille bouillonterning.
Madpakken til sønnen?
I dag har han en rest sushi med og to rugbrød med cognac-spegepølse, remo og ristede. I snack-frikvarteret kan jeg godt lide at forkæle med caprisonne juice, frugt og müslibar, med en lidt skæv energifordeling.
Yndlings Take Away?
Sticks & Sushi og Bryggens Grill og Pizza.
Afslut sætningerne:
Når sommeren er ved at være slut….Bliver jeg bange og trøster mig med suppe og god litteratur.
Jeg kan ikke begribe…..At vi skal dø alene og i hvilken grad, at bladselleri er blevet en snack, du partout skal spise i stænger med dip.
Når en fyr inviterer mig ud…..Siger jeg nej, fordi det ville være underligt for min kæreste, men da jeg var single, synes jeg mest, jeg blev inviteret på drinks, ikke mad. Det er ret intimt at spise sammen. Der kan være ting, der er svære tygge over, du kan blive enormt bevidst, når du spiser, hvilket er godt, hvis du mener det med det menneske, du spiser med. Noget er på spil, meget mere end hvis du drikker alkohol med et menneske.
Hvis jeg kunne…Så ville jeg rejse væk om vinteren, helt klassisk mod lyset og varmen og til et tempereret, klart hav. Kokosnødder, vandmeloner og ananas mellem fingrene og helt hvidt, fint sand.
På aktive dage sejle ned ad en flod, hvor vi (min søn og kæreste og hans piger) er blevet bekendte med nogle indfødte, der ikke føler sig koloniserede, vi taler godt sammen, der er respekt. Og floden er tæt begroet af hængetræer, der lukker sig over os, uden farligt kryb, og vi kravler op i træerne og indsamler superfood-bær, som vi lægger i en kurv. Og alle mærker noget helt andet, end vi plejer, og der er ikke nogen børn, der bliver sure eller hellere vil se skærm, og min kæreste og jeg behøver ikke sige noget.
Til jul……Er jeg sammen med familie og atter familie og skal lave en sennepsglaseret skinke med varm kartoffelsalat. Jeg glæder mig til at synge salmer med høj stemme og dristige fraseringer.
Min første……Pisang Ambong drak jeg som 13-årig, og jeg håber fuld af frygt, at min søn ikke får samme behov.
Jeg ville elske….at der var mere.
http://www.fishmarket.dk/home/
Madmensch: Caspar Eric + L’education National
Så ruller bussen! Denne gang besøger vi den legendariske franske bistro, hyggeligt placeret midt i pisrenden; L’education National. Sammen med den skønne digter og dramatiker, og snart musiker, Caspar Eric, bliver vi lykkeligt hensat til brostensbelagte gader i Paris og forkælet af de dejlige kokke og tjenere, der fylder os med alt det bedste, fra det franske.
“Den galliske hane galer på 21. år – og stadigvæk til melodien om, at de gamle franske klassikere skal man vel ej røre og omfortolke – for heri ligger hele kulturskatten, minderne og genkendelsens berusende smag – må man sige den “Nationale uddannelse!”
(Eric & Nanna indehavere fra 2003)
Hørt!
Casper udgav i august bogen Alt Hvad Du Ejer, der handler om tab, sorg og hukommelse, og hvilke begivenheder, der får lov at være en del af historien. Han er født og opvokset i København, og da han var helt lille kunne han godt lide at drikke grape-sodavand og bestille aspargessuppe på en den lokale kinesiske restaurante på Østerbro, fordi det fik ham til at føle sig voksen.
Q+A:
Beskriv leducation national med dine ord…
Der er en meget rødlig atmosfære, uden at det bliver pornoagtigt og jeg elsker altid at være der, fordi jeg får en følelse af at være på ferie, når jeg er der. Det jeg elsker allermest er den måde, at det virker som om der er meget kompakt og ikke så meget plads ved alle bordene, lige indtil at man sætter sig ned. Så er det som om rummet udvider sig. Især uden for på fortovet. Maden er klassisk fransk og ikke noget med et twist bare enkelt men lækkert. Derudover har de god vin og er altid søde og man får meget energi igen af tjenerne, som om de også sætter pris på, at nu er man altså fandme ude for at hygge sig.
Har du et særligt forhold til Frankrig og fransk gastronomi?
Det franske køkken er et af mine yndlings køkkener, og jeg har altid været meget i Frankrig med min familie, lige fra campingferie i St. Raphael, til en forlænget weekend i Paris. Som regel i bil. Jeg er meget stor fan af bilferie. Desværre har jeg glemt hvordan man taler sproget, men nu hvor jeg tænker over det så elsker jeg fandme bare Frankrig. I min lejlighed er en af mine favorit genstande et Corbusiers unité d’habitation i Marseille.
Jeg forsøgte at bestille snegle til os, så du kunne smage det for første gang, men de havde det ikke på menuen. Er der andre retter du føler du har tilgode at smage?
Jeg gad godt at spise flere ting med insekter. Jeg ved ikke hvad jeg har til gode. Jeg siger sjældent nej til at smage noget nyt. Men jeg gider heller ikke bestille noget nyt, bare for at gøre det.
Hvilke retter elsker du at tilberede hjemme i privaten?
Ting der skal simre. Jeg kan godt lide retter hvor man kan planlægge og lave en strategi for hvornår hvad skal ske, hvor man ligesom kan føle sig et skridt foran. Jeg er også meget glad for at lave retter, der ikke består af så mange ting, og som virker banale når man siger hvad det er, men som så smager vildt godt.
Jeg elsker at bygge en scene op i et køkken; at have en god playlist og så én der sidder med en drink mens to andre fx laver mad. Det værste ved mit eget køkken er at alt ligesom vender den samme vej eller hvad man siger.
Barndoms madminder?
I vores børnehave ville de engang tvinge min søster til at spise fisk. Jeg er 2,5 år ældre end hende, og jeg fortalte pædagogerne at hun altså ikke kunne lide fisk. Jeg kan huske at en der hed Kirsten, som ofte havde bar skulder, sagde at det skulle hun nok få hende til alligevel. Jeg kan huske at de gik væk fra os andre og ind i et andet rum, og at jeg følte at noget ubehageligt eller uretfærdigt var ved at ske. Så gik der noget tid, som jeg overhovedet ikke kan sige om var 10 eller 40 minutter, men i hvert fald kommer min søster ud af rummet efter noget tid, og hun har grædt men så knuger hun også bare hårdt om et stykke franskbrød med smør og pålægschokolade, og jeg husker det, det her er helt sikkert løgn, som om at vi blinkede til hinanden, og at jeg efterfølgende sendte et resting bitch-face til Kirsten, som efter Ayan, en hollænder med tyk accent, ellers var en pædagog jeg holdte meget af. I told you so.
Mad i litteratur? Musik? Film? Sætter det noget i gang i dig?
Der findes både fantastiske musikvideoer med Gucci Mane (Scarface) og Riff Raff (husker ikke titlen) hvor de spiser henholdsvis chili con carne og pasta bolognese. Ja det sætter noget i gang i mig. Jeg elsker det. Men jeg ville bare lige gerne nævne de to. Mad er jo noget der kan være meget grænseoverskridende og hurtigt gå fra det smukke til det vulgære til det ækle. Også afhængigt af måden man indtager det på, og hvor henne eller hvorfra man spiser. Jeg hjemsøges stadig af Jimmy Jørgensen i Nynnes Dagbog.
Hvad spiser du aldrig?
Stærke og meget fede oste
Hvad er der altid i dit køleskab?
Vin og surdej
Hvis du var en madvare hvilken ville du være? Hvorfor?
haha det ved jeg sgu ikke. Har lyst til at sige gær. Men jeg kan ikke komme nærmere ind på det
Stamsted i dit lokalmiljø?
Det har jeg som regel ikke. For tiden forsøger jeg dog at opbygge en relation til Manfreds
Mad og rejse anekdote?
En af de første gang jeg var i Paris med mine søstre, og min mor og far, endte vi med at sidde på en stille og rolig restaurante ved Pompidou, og tilfældigvis sad Denzel Washington ved samme bord. Min mindste søster kastede pomfritter på ham, men jeg tror ikke han reagerede synderligt. Min far sagde bagefter noget om, at han var en af de smukkeste mennesker i verden
..Og nu til, “færdiggør sætningerne”, afsnittet:
Når jeg har tømmermænd… spiser jeg aldrig morgenmad. Jeg trækker den altid til at det er socialt acceptabelt at spise en sandwich eller en pizza. Det bedste jeg ved er at ligge og se serier i en seng med en anden person, og så spise en hjemmelavet sandwich og falde lidt i søvn på skift, så måske bolle lidt, så spise lidt rester, så se lidt mere film. Jeg kan godt lide det her med at mad kan trække tiden ud.
Min mor elskede….. at lave rugbrødsmadder, tror jeg nok. Altså de dage hvor vi tog ned i supermarkedets varme afdeling, og bare købte lidt forskelligt. Ellers har der været en god tradition i min familie for ris taffel og fondue. Men ærlig talt, så husker jeg da mest de gange mine forældre har været irriterede over at lave mad, eller at det gik op for mig, at det var sårende, når vi bare tog maden på bordet for givet. Generelt har det altid været vigtigt i min familie, at vi spiste sammen rundt om bordet.
Min yndlings is er… pistacie eller vanilje med chokoladestykker!
Når jeg laver mad… føler jeg mig som en voksen person, med et liv der giver mening og at ting nok skal gå, lige gyldigt hvor smadret jeg har det. Medmindre jeg brænder ting på selvfølgelig. Så får jeg lyst til at forlade landet.
Jeg kan ikke udstå… når folk gerne vil moralisere over andres madvaner, ved indirekte at rose deres egne.
Det første jeg selv lavede i et køkken… var chicken masala. Vi havde lavet det i hjemkundskab, og jeg kan stadig huske den blå plastik mappe med alle de der opskrifter. Eller nej okay, det første jeg lavede i et køkken var at sætte mine hænder på kogepladen.
Uden citron… må man opfinde en undskyldning for citron
Min morfar sagde altid… at det værste søskende kunne gøre var at sladre om hinanden.
Byens bedste pizza… er en der er i gå afstand, og som du kan spise i din seng uden at skamme dig!
Byens hemmeligste… skal have lov til at blive ved med at være det, hvis den virkelig er hemmelig, og måske er noget hemmeligt for mig, som ikke er det for andre eller omvendt men okay, måske har jeg bare snart ikke flere ord i munden…
Det skørestes måltid jeg har spist… var en hel aften hvor mig og min barndomsven Martin næsten udelukkende fik grissini (stænger) på en rigtig smuk bjergrestaurant i italien, fordi vores forældre havde hørt at man bare kunne få alle mulige små retter, og det kunne man også, men slet ikke i det omfang de troede, og da det så krævede at man også bestilte hovedretter bagefter, endte vi med næsten ikke at spise noget, fordi det var meget dyrt eller noget i den stil.
Inden jeg dør… er der sikkert forsvundet flere dyrearter end nogen lige nu kan fatte, og når de så skal lave temafester om 00’erne, så må teenagerne lave et eller andet fake lyserødt shit, som kan erstatte laksen i deres California sushiruller
Jeg drømmer om… at det gjorde en forskel at jeg var her
Madmensch: Alexander Damsbo + Den Vandrette
Alexander Damsbo aka “Svampemanden” og jeg besøger Den Vandrette – byens bedst placerede (natur) vinbar, med mundrette lækre serveringer og som altid et besøg værd, hvilket The New York Time´s også opsnappede forleden, da de tilrettelagde det perfekte døgn i byen.
Stedet bestyres med kærlig og kyndig hånd af Anders Duedam og vinen leveres fra Rosforth & Rosforth, byens naturvinsmekka under broen. og som krølle på halen, er Den Vandrette også en af de steder, som Alexander leverer friskplukkede svampe, bær og urter til. Det er ikke for sjov han bliver kaldt “Svampemanden” selvom han egentlig er uddannet arkitekt og lever af samme, så er svampene og alt det andet man kan finde i den frie natur, det der får hans hjerte til at banke. Hårdt.
“Det hele startede for ca 10 år siden, da Nils Thyge (BarVin) og jeg begge var kørt lidt kolde i hverdagen, og drømte om hvad vi ville lave, hvis alt var muligt. Jeg ville bare gerne være ude i naturen og finde spiselige ting – tænk engang hvor fed ens dag ville være! Og så sprang jeg egentlig bare ud i det.” I dag balancerer Alexander lykkeligt hverdagen med familien, sankning i natur og arbejdet som arkitekt.
Be your own Boss, siger jeg bare.
Q+A
Den Vandrette med dine ord?
Den Vandrette bliver bedre og bedre for hver dag der går. I starten da de åbnede, var det noget stift og køligt, rent indretningsmæssigt; Noma-bølge-tyraniet, med røget eg og lammeskind, glasvægge og messingbeslag. Men I takt med at tegninger og billeder af skøre vinbønder mm. og i øvrigt pudsige genstande fra Sune Rosforths gemmer indtager stedet, bliver indretningen også mere og mere hyggelig. Alt andet er upåklageligt!
Der er noget både løssluppent, let og legende over stedets tilgang til det at drikke og spise…. samtidig med at man hele tiden mærker at det der foregår (æde- og drikkeri) er det vigtigste i hele verden. Intet mindre.…altid nye spændende eksperimenter…. parret med simple klassikere uden dikkedarer .….og forhåbentlig snart friske, rå brændenælder; som er en af de ting Anders, Sune og jeg efterhånden har talt om længe…. en gammel drøm om en nælde-pirret mund!
De laver deres egne friske oste, skinker, pølser og så er der altid en dejlig ungdommelig vibe, som dog aldrig overdøver seriøsiteten omkring maden og vinen. Løgn! Men en fest kan altid bryde ud….. når som helst….. fornemmer man.
Man kan sidde udenfor i den fine udendørsbar og nyde et glas lyserøde bobler i den sidste aftensol, mærke blodet bruse gennem årene og glemme alt andet. For vinene er altid liflige og vidunderlige…. ligegyldigt hvor meget det regner udenfor. (jeg balancerer på kanten, uden at gå over stregen; utroligt) De få glimt der sad fast efter vores middag her var ganske mindeværdige…. nogle af dem har jeg kun med mig fordi min lillebror kunne genfortælle dem efterfølgende!!! Til gengæld bærer jeg dem tæt på mit hjerte.
Sidst men ikke mindst ligger det så tæt på vores lejlighed at man kan kravle hjem og/eller børnene selv kan løbe frem og tilbage. Det eneste man skal passe på når man kravler hjem, er ikke at falde de 6 trin ned til Cafe Malmø, når man når hjørnet af Peder Skramsgade!
Hvordan kom det i stand at du leverer til den vandrette og andre steder?
Ifht den vandrette tror jeg Sune spurgte om jeg ikke ville hjælpe med noget vildt. I starten gik jeg bare ind i køkkenerne og spurgte om de kunne være interesseret. Derfra har det spredt sig som ringe i vandet. Køkkencheferne skifter jo tit arbejdsplads og så efter noget tid ringer de og jeg flytter med…… hvis alle parter synes det er sjovt.
Vildeste svampefund til dags dato?
Hmm…det må være noget med nogle gigantiske mængder…… eller måske en særlig stor Knippe-Tue-Poresvamp!
Hvad er god stil ifht. sankning i natur?
Man skal selvfølgelig tænke på at man ikke er den eneste der bruger naturen og at man ikke skal være et svin, men ellers har jeg det fint med at man bruger den som et stort spisekammer.
Jeg ved godt du ikke kan afsløre dine svampe spots, men kan du komme med gode fif til os nybegyndere?
Gammel skov.
Top 5 over yndlings planter man kan finde i det danske land?
Nælder, mælder, karse, strandsennep, peberrod.
Barndomsmadminde?
Hmm…måske er det svampeture, efterfulgt af svampesupper, stuvninger på ristet brød og efterfølgende opskæring og trækkenpåtråde-og ophængningtiltørre overalt i det lille sommerhus i Tisvilde. Der hang altid fine guirlander af svampe i vinduerne; over korkskiverne med min fars samlinger af indtørret dyrelort og uglegylp….og måske lidt spiddet natsværmer!
Der var megen død og forgængelighed i de vindueskarme, som jeg husker det!- til min mors –og senere stedmoders- irritation.
Nu skal du forføre din dame….
Hun elsker bønner! Og Baba Ganousch.
En masse små retter. Stearinlys (mest for min egen skyld måske) Italiensk tung rødvin er hun også pjattet med. Børnene væk og en spliff i baghånden.
Men vigtigst; jeg har lige sørget for at ordne een eller to af de praktiske ting der står på den lange mangelliste.
Drømmeselskab?
Jeg elsker at være ude med mine søskende; dér kan jeg næsten skrabe hele selskabet sammen.
Ellers Adolf Loos, John Hejduk, Michelangelo og nogle få andre må også gerne være med… tænker at vi griller i Cesar Manriques eget underjordiske grotte- villa på Lanzarote; i gårdhaven!
Mad og kunst? sæt i gang.
Gamle barokke malerier af overdådige, vulgære madopstillinger (Jean-Siméon Chardin’s “The Rayfish”, eller Soutines’ ditto, Manet). Store smukke, uhyggelige, fisk… saftige, flåede granatæbler og citrusfrugter, liderlige ål! – på sirligt pressede Damask-duge med præcise foldemærker, wow!
Smukkeste restaurant, tænker du har styr på den slags med dine skills ?
BarVin i Skinnergade(stueetagen) er jeg ret stolt af….den mangler bare liiiige det sidste!!!!!!!!
Hvis det bliver alt for designlækkert mister jeg lidt appetitten. Oftest sker der alt for mange ting når designeren får frie hænder.
Jeg kan godt lide et enkelt klart greb. BEVI BEVI har et utrolig flot kæmpe stykke marmor hængt op på den ene væg; som et gigantisk islandskab. Det er vildt flot.
Da jeg lavede BioMio på halmtorvet med min makker Henrik Ingemann, lavede vi nogle vildt flotte, kæmpestore røde lamper, som dominerede lokalet totalt….med en ”red-light-district”-lanterne i den ene ende, og en stor ufo-lignende paella-skærm i den anden! Det blev vist for meget for ejerne fra Sønderjylland!- nu er de væk.
Bedste burger?
Det bliver alligevel til nogle YO-burgers efterhånden; men måske min favorit alligevel er Juicy Burger i Kødbyen… eller de hjemmelavede min kæreste altid køber ind til d. 1. januar.
Thai? Ranees i Blågårdsgade
Svampemandens tilberednings fif?
Pensl svampene rene for jord, men allerbedst hvis du plukker selv, så kan du skære jord og skidt af med det samme. Undgå vand, men det er svært hvis du køber dem forplukket i bakke. Min yndlings dish med svampe er den klassiske stegte, tilsat salt og peber og et lille skvæt fløde på ristet brød. Eller i en omelet. Den frækkeste jeg har lavet et nok burrata med svampe og revet citronskal.
Den Vandrette Vinbar, Havnegade 53A – CPH K – Book Bord
Madmensch: Anne Sofie Madsen + Apollo
My favorite Blast from my Past, designer Anne Sofie Madsen, er månedens medspiser.
Vi møder hinanden for aller første gang, helt tilbage i 2001, hvor vi sammen udfolder os på ret så mange, både personlige, stilmæssige og kreative planer, på Kunsthøjskolen i Holbæk. Dengang den legendariske Poul Schäfer var forstander, pressede hvidløg op i næseborene på os; “alle sanserne skal aktiveres!” råbte han. Og dengang energien mellem os var, lettere genert. I dag, not so much.
Tekst og foto: Anika Lori
Anne Sofie Madsens smukke design kreationer, udfolder sig herhjemme mest i kunstnerisk regi, men rammer du derimod Tokyo eller Paris under modeugen, finder du alle de sjove og helt frække typer, på front row. Siden Anne Sofies tid hos John Galliano i Paris og Alexander McQueen i London, er tingene nemlig gået rigtig stærkt for den talentfulde fynbo, der ellers befinder sig helt udmærket med langsomheden. Madsen emmer af en sjælden kærkommen og forfinet ydmyghed, der omsorgsfuldt kaster om sig.
Vi besøger på Anne Sofies opfordring, Frederik Bille Brahes smukke Apollo Bar og Kantine, ved Kunsthal Charlottenborg, der både er en fryd for ganen og for øjet, med sine lette og elegante små retter, med grøntsager i fokus og tilhørende naturvine, og med håndplukket decór, og kunstværker af bl.a. Alexander Tovborg, FOS og Karl Monies.
Stedet er stilet, lyst og crisp til frokost, med deres dagens ret koncept der, udover at tilbyde dig mæthed på den lette måde, også bespiser kunstakademiets billedskoles elever, hver dag. Om aftenen i weekenderne, får piben dog en anden lyd. Mørket hersker, drinks langes lifligt over disken og folket bevæger hofterne til bla. DJ kollektivet Pladevennerne´s, plade-venderi. Det bimler og bamler i det smukke hus, og det er helt perfekt.
Hvorfor valgte du Apollo?
Altså jeg har været til en del arrangementer Apollo, og synes det er et dejligt sted! Det passede ligesom godt – du og jeg havde jo bl.a. haft en ret sjov aften sammen der i december til en julefrokost, som jeg var med til at arrangere. Og så er det et sted, vi helt sikkert ville støde ind i en række festlige fælles venner og bekendte….. hvilket vi også gjorde. Det er også derfor at Apollo er et særligt sted. Det er jo sådan en “voksenbar”, hvor man både kan spise og sludre og danse….
Hvilke retter bed du ekstra mærke i?
Hm…. altså jeg var ret vild med de østers vi startede med.
Men den der tartar var også virkelig god! Og så kan Frederik noget med grøntsager…
Hvor finder man dig ellers når du er sulten?
7/11
Hvilken restaurant i dit liv, har gjort størst indtryk?
I Tokyo var jeg på en restaurant, som Hayao Miyazaki har brugt som udgangspunkt i flere af hans film. Mad – forberedelser, ingredienser, indtagelse og servering spiller en særlig rolle i hans film. Og som fan, var det ret magisk at se hvordan selv tjenernes bevægelser og uniformer, på en prik matchede animationerne.
Du kommer oprindeligt fra Fyn, hvad har du taget med fra øen?
Jeg havde en meget landlig, og ikke særlig fashionabel opvækst. Jeg spillede cello, læste bøger og gik i fodformede sko. Første gang jeg fik en fornemmelse af “hvad jeg ville være, når jeg blev stor” var, da jeg sammen med mine søstre besøgte et indkøbscenter, hvor der var opstillet et mekanisk nisselandskab. En lille eventyrlig, ukendt verden midt i det trivielle og hverdags-agtige supermarked – som ikke var til salg, og som ikke havde nogen slutning eller begyndelse.
Hvis spørgsmålet handler om mad, er jeg ikke den stærkeste i egnsretter…. Hvad kommer mon fra Fyn… Brunsviger og rygeost…. sidstnævnte har jeg faktisk aldrig været vild med…. indtil jeg smagte den der fantastisk ret, du serverede nytårsaften.
Mad minder fra barndommen…
…. at samle hyldeblomster på vej hjem fra skole og dyppe dem i pandekage dej…. smukke, indbagte spiselige blomster.
Mors bedste ret?
Min mor er virkelig god til at lave mad – men det jeg egentlig holder mest af, er de ting hun ikke rigtig laver længere, men som vi spiste da jeg voksede op. Det er nok sådan en form for 80er helse mad – rødbedepostej eller grøntsagsbøffer med råkost til. Når jeg får en nostalgisk længsel efter den slags mad nu, tager jeg på Morgenstedet på Christiania eller på Atlasbar.
Hvilken retter ender du altid med selv at servere?
Chili Con Carne.
Vores langhårede svenske ven, kunstneren Andreas Emenius, ham vil jeg nu bede dig om at beskrive som et spiseligt item. Hvilket vælger du?
En østers…. måske…. sådan lidt hård og scruffy udenpå, men perlemor og blød jelly indeni…. lol…. og hvis man er heldig finder man en perle…
Mad og film?
Restaurant scenen i Peter Greenaways’ The Cook, the Thief, His Wife & Her Lover
(nu jeg allerede har nævnt Hayao Miyazaki tidligere). Eller bryllupsmiddagen i Buñuel’s Viridiana.
Mad og kunst?
Måske er der fordi vi har gået på Holbæk sammen at jeg tænker det her netop nu… men forberedelsen af originale futuristiske Fluxus madopskrifter på Holbæk – jeg tror vores gruppe lavede en landingsbane – jeg husker ikke ingredienserne. Og ellers Bjørn Nørgaard’s lagkage performance til Henning Christiansen på Byens Lys – hvor lagkagebunde blev erstattet af glasplader – hvis jeg passerer konditoriet La Glas (som selvfølgelig rigtig heder La Glace. Is er bare ikke så sjovt i denne sammenhæng) tænker jeg altid på den kage.
En drømmeopgave for dig, designmæssigt?
Jeg har mange drømme – lige nu tænker jeg meget på film eller teater.
Hvem ville du allerhelst designe til?
Personer som drømmer om og stræber mod noget som er større end dem selv.
Du har show under modeugen i Paris om lidt, kan du stikke os ord og et stykke musik der kunne tilknyttes din kollektion?
When the strange suddenly becomes familiar….
Musik: Alejandro Saurí aka 0fash komponerede musikken til mit sidste show, og det blev vidunderligt og vanvittigt, lidt i samme ånd, som AW18 kollektionen.
Og så har jeg altid lyst til at sige: The Space Lady’s “ghost riders in the storm” – som nærmest passer til alt hvad jeg laver.
5 ting der altid er i dit køleskab?Kaffe, mælk, æbler, fugtighedscreme og neglelak.
Charlottenborg // Nyhavn 2 // 1051 København K
Madmensch: Jacob Skyggebjerg + Aamanns 1921
Månedens medspiser, fænomenet Jacob Skyggebjerg blev født på sygehuset på Sundvej i Horsens 3. november 1985. 3500 gram tung og 50 centimeter lang. Faren passede en maskine på en plastikpose fabrik i Vejle, og moren slog græs for kommunen. Det var i den virkelighed, Jacob levede de første år af sit liv, på et lille nedlagt landbrug i tre længer med stalden fuld af fejltrykte plastikposer fra fabrikken. Til jul dukkede juleposerne op, og der var sommerposer, og jubilæumsposer fra Kvickly og særlige kampagneposer fra TOPS Sko. Så dukkede der pludselig en pose op med fabrikkens logo. Den var prydet af sommerfugle og navne, telefonnumre og titler på fabrikkens medarbejdere. “Vi kan stadig genbruges,” stod der, i bunden ved græsset og blomsterne: Fabrikken lukkede, og faren blev arbejdsløs. Så var det det, der var virkeligheden.
Og moderen begyndte en voksenuddannelse til socialpædagog. Så var det det, der var virkeligheden: Hver aften faldt Jacob i søvn til lyden af morens hamren i tasterne på den røde Brother-skrivemaskine. Og endnu før han egentlig burde have lært at læse og skrive, var Jacob selv i gang ved maskinen. Små eventyr efter klassisk formel med prinsesser og drager og helte blev skabt, og moren tog dem med på praktikpladsen i børnehaven og læste dem op for børnene.
Mange år efter, efter at have kæmpet en indædt kamp for at passe ind i det normale, en kamp for at bedøve sit egentlige selv med stoffer og alkohol for at kunne udholde de i baglandet anviste kriterier for succes – håndværksuddannelse, fabriksarbejde, nulstilling, tilintetgørelse – landede Jacob i hovedstaden med en mikrofon og en pose tøj, og inden der var gået et halvt år, var han fast bestanddel i byens musikscene med fast gang i et utal studier og koncerter på diverse spillesteder og Roskilde Festival.
I december 2013 debuterede han som forfatter med romanen Vor tids helt, der omgående slog igennem og gjorde Jacob til en velkommen skribent ved samtlige landsdækkende dagblade. Vor tids helt blev også shortlistet til Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris, ligesom opfølgeren Hvad mener du med vi fra 2015, allerede inden udgivelsen blev nomineret til DR Romanprisen. I april 2017 udkom tredje roman, Jalousi, og gav Skyggebjerg ord som “en af de mest intenst velskrivende prosaister, vi har lige nu” (Berlingske) og “en perfekt afstemt bog” (Information) med på vejen. I marts lander fjerde roman, HJÆLP, der handler om de fem års tortur, forfatteren gennemgik i forbindelse med en meningsløs behandlingsdom, et forløb, hvor Jacob igen, igen og igen måtte se sit liv og de ting, han byggede op, ødelagt af et system, der nægtede at kommunikere, insisterede på at hjælpe. Se mere i Gladiators forårsprogram. Under CPH Pix debuterede Skyggebjerg som filmskuespiller i den stærkt anmelderroste spillefilm Danmark, der netop er blevet udtaget til visning på Filmfestivalen i Berlin. Således har Skyggebjerg nu sideløbende med en blomstrende forfatterkarriere, nu indledt et kapløb med sig selv om at nå til tops som skuespiller. Vi ser igen den ukuelighed og evige jagt efter nye oplevelser, der har præget hele hans livsbane.
Spørger man Skyggebjerg, hvad det vil kræve at nå dette mål, er svaret: Antabus. Antabus og yoga.
Amen! (og velbekomme)
Vi besøger Aamanns 1921 i indre by, der trods indædt og rimelig julehad fra fænomenets side, formåede at komme både hygge og enorme mængder virkelig lækkert nyfortolket danskermad, ind i vores forventningsfulde kroppe.
Q+A
Beskriv med dine ord restaurant Aamanns 1921
Vi startede med en lille flok østers, som kan påstås at have sat en slags standard: Smagen var afstemt, med en kerne af østerssmag, der var holdt smukt i ave af den omkringliggende bearbejdning. Smørrebrødet med gammeldaws sild var sprødt og levnede plads til pighvaren, der fulgte efter og formåede at bejle til hele smagsapparatet. På Aamanns 1921 har man et bredt udvalg af snapse, og vi fik lov at prøve en håndfuld af særdeles forskellige varianter. Tjenerne var vilde med mine friske bemærkninger – jeg følte mig velkommen – og kærkommen.
Du bad mig jo finde et sted hvor du kunne komme lidt “tættere” på julen, som du ikke er stor fan af. Lykkedes det? og hvad er det med dig og julen?
Det udestående, jeg har med julen, er at den er et helle for menneskene, hvor de tillader sig at glemme al den elendighed, de har skabt, al den fortræd, de har gjort, al den død, de har gravet sig ned i. Mens tsunamier og skovbrande hamrer derudaf og rammer flere og flere steder på kloden, mens olielæk, tungmetaller og plastik fylder verdenshavene, flode og søer, mens himmelen dækkes af smog, så solen ikke længere ses, men varmen får hele økosystemet til at brænde sammen og menneskene selv til at kvæles, tillader menneskene sig at stoppe op og sige: Nu skal vi fandeme lige have en måned, hvor vi bare hygger og fyrer den af. Hvor vi skruer forbruget op og lader som om alting bare er himmelsk fryd. Hvor vi køber affald i gave til hinanden, fordi vi partout skal give en gave. Vi fylder traileren med gaverne fra sidste år og drøner på lossepladsen. Vi æder og skider og brækker os ud over hinanden til julefrokoster og kalder det hjerternes fest. Det er nogenlunde ligeså svært at gennemskue, som når amerikanerne kalder USA Guds eget land. Lykkedes det at få mig tættere på julen? Heldigvis ikke. Men snapsen og silden var god, og belysningen omkring indgangen på restauranten, kom nok så langt som det er muligt.
Hvor og hvordan holder du jul i år?
Som altid: Alene med min far foran fjernsynet på den frosne mark i området Intetsteds. Det er døden og helvedes kedeligt, men en gang imellem bliver jeg jo nødt til at stikke forbi. Her kommer julen belejligt med sin traditionelle tvang. Jeg bliver der nok ikke så længe i år, da jeg netop har indledt en ny periode med fuldt alkoholstop. Vi spiser noget uforlignelig flæskesteg, en steg, der er Aamanns 1921 værdig, sidder lidt og glor, og så er det farvel. Jeg har planer om at komme i gang med yoga hen over julen, at få arbejdet med nogle detaljer omkring min nye roman, læse en masse, og skrive og skabe.
Er der noget ved denne højtid du sætter pris på?
Jeg sætter pris på maden. Men jeg vil snarere betegne julen som en lavtid, hvor menneskets allermest uciviliserede dyriskhed kommer for dagen. Det ville være at lyve, hvis jeg påstod andet, og jeg lyver ikke, det er ikke det, jeg er sat i verden for. Jeg sætter dog nok pris på at denne tid minder mig om vigtigheden af modstand mod idiotien, og at man ikke må lade sjælen sygne hen og glemmes i den allestedsnærværende materialistiske psykose.
Hvilken ret på stedet var din favorit?
Jeg er tilbøjelig til at sige østers – jeg kunne godt have ordnet ti af de skaller.
Nu retter vi fokus ind på dig i dit eget køkken. Beskriv rummet og hvad du laver der.
Mit køkken er spartansk. Når jeg er i min skriveproces er mad noget, der bare skal få maven til at holde kæft. Derfor er det meget rawfood, der bliver kørt – økologisk frugt og grønt i ren form, det skal bare skylles og ned. Men jeg har dog lært at lave en grøntsagssuppe nu. Det er også fint at eksperimentere med, og ikke tidskrævende.
Hvilken ret er din hofret?
Flæskesteg med det hele.
Tidligste mad minde?
At komme på besøg hos min mormor i det sydlige Nordjylland, og når man så havde sovet og kom op om morgenen og bare kunne æde og æde så meget man ville af franskbrød med smør og jordbærsyltetøj.
Beskriv henholdsvis din far og mor i et køkken…
Som nævnt er min fars flæskesteg uvirkeligt god. Jeg havde min tidligere kæreste med hjemme hos ham, og hun kunne ikke stoppe med at spise. Seks portioner, blev det til – ikke engang jeg kunne følge med. Og hun var ellers ikke til svin. Med min mor er det en anden snak. Det er som om, at uanset hvor lang tid hun bruger på maden, uanset hvad hun så foretager sig i køkkenet, går det galt – det smager simpelthen ikke af noget.
Er der madvarer du undgår? bliver tiltrukket af?
Jeg prøver at leve så sundt som muligt. Nu hvor jeg omgås mange skuespillere, spørger jeg interesseret ind til hvilke madvarer, det er bedst at forlyste sig med. Lige nu er jeg blevet granatæble-psykotisk. Og jeg undgår okse på grund af miljøet.
Sammensæt dit drømmeselskab
Jeg kunne for tiden tænke mig et selskab, hvor tanker om teatret og skuespil i det hele taget kunne få lov at møde hinanden. Eventuelt undertegnede, Stanislavskij, Henrik Ibsen, Samuel Beckett – sandt at sige er det umuligt for mig at afgrænse det til nogen bestemt. Men helt klart nogen, jeg kunne dele mine forestillinger om skuespillets og dramaets kunst. Nogen, der gennemskuer disse kunstformer og deres præmisser og muligheder.
Hvilke steder i KBH spiser du ofte?
Der er tre steder. De er alle afgjort af de ruter, jeg er ude på. Når jeg kommer forbi Nørrebrogade, får jeg ofte en pita med kylling på King of Kebab – den ligger i blot femten kroner fra 11-19 – det er en fin måde at stille sulten på, når man er på farten (jeg er ofte til fods, når jeg skal noget, så der kan blive tænkt, åh, hvor bliver der tænkt og fundet på og noteret). Er jeg på Vesterbro er falaffelpitaen på Mujaffas Shawarma favorit til den mindre sult, der skal nedkæmpes under vandring fra det ene sted til det andet. Større måltider indtages hvis nødvendigt på Chicky Grill, de har en for det meste rigtig god flæskesteg med det hele. Hvis jeg er hjemme og der er noget, der skal fejres, kan jeg godt finde på at gå på Bamboo Grill og få flæskestegen der.
Bedste takeaway i dit lokale hood?
Hvis jeg går på Bamboo, bliver jeg altid der og spiser. Så har man et lille skramlende bord, der er en rart spartansk atmosfære, en ydmyghed over at sidde der for noget så uskyldigt og menneskeligt som at spise. Det regner altid udenfor. Indenfor får man læ. Men takeaway må klart være den mexicanske lidt længere oppe ad gaden, hvor man kan få smothered burrito med kylling – det er til de dage, hvor der bare ikke er andet at gøre end at “forkæle sig selv”.
5 ting der altid er i din køler?
Granatæble, økologisk broccoli, gulerødder, andet grønt til suppen – for det meste en form for pålæg til rugbrødet, til når det skal være lidt snasket.
3 køkken tips fra Skyggebjerg…
Få dig en transistorradio indstillet på P2, få dig en stavblender, eksperimentér i alt hvad du gør – vær grænseløs i din madlavning.
Hvis julemanden var en fødevare hvilken ville han så være og hvorfor?
Han ville være en klump palmin rullet i sukker: Ulækker og næringsløs i en grad, at det er bedøvende. Eller måske en hvid marengs – af samme årsag.
Aamanns 1921
Niels Hemmingsens Gade 19-21, 1153 København K +45 2080 5204
Madmensch: Christina Thiemer + Mangia
Min medspiser denne omgang er den rapkæftede bogpusher og forfatterplejer Christina Thiemer. Hun har sin daglige gang i Politikens Boghal, som hun styrer med fast og kærlig hånd. I tidernes morgen startede hun Thiemers Magasin, der er en lille con amore boghandel på Vesterbro. “Thiemers opstod egentlig kun, fordi jeg var skuffet over at komme hele vejen fra Århus til København, for at opdage byen ikke var leveringsdygtig i boghandlere som serverer kaffe”…og så kørte (bog)bussen ellers, skulle jeg hilse og sige, for med Christina bag roret i Boghallen, er der kommet nye boller på suppen, hun har simpelthen formået at gøre boghandlen til den frække pige i klassen.
Vi besøger den italienske restaurant Mangia, et af mine yndlings weekend hangouts for de modne. De laver en sindsyg god pasta (den med urter og ricotta er min favorit) og har et af de sødeste bartender crews i byen. Især ham der polakken. og når Jonas eller Philip Skovgaard, der kører beværtningen, også er tilstede, er der ikke et øje tørt og der er altid højt til loftet. Altid. Så der var også plads til at jeg kom ind på et senere tidspunkt og fik serveret dessert, som vi den aften vi besøgte stedet, simpelthen blev for fulde til at spise. Tak for det. og undskyld.
Beskriv dit forhold til Mangia…
I virkeligheden startede det med Bevi Bevi som er en peti restaurant med overvejende kolde retter og få pladser. Det lille sted hvor man kommer ofte, fordi menukortet, priser og betjening går op med at kunne besøge stedet jævnligt. Finder man sådan et sted, er det næsten uundgåeligt ikke at falde i samtale med personalet. Det skete på Bevi Bevi. En ven tog mig med, og jeg var hooked på maden og selskabet instantly.
Det særlige var at ikke kun personalet og ejerne Philip og Lea, men også de andre kunder var en god samtale. Man følte der var fri leg når alle havde spist op. Senere åbner holdet Mangia, og som rar stamkunde skal man selvfølgelige lægge arm med den nye dreng i klassen.
Mangia topper Bevi Bevi med en hårbredde. Køkkenet har mere avanceret retter, et godt kokketeam importeret fra Italien og vigtigst; mere plads. Som voksen på Vesterbro blev ”diskoteket” lige pludselige 4 gange så stort, og i dag så populært at du skal bestille bord i forvejen.
Mangia er hipsterversionen af Sams Bar. Du behøver ikke aftale et selskab på forhånd, der er altid nogen du kan lege med. Personalet er pisse flinke og kokkene kan noget med den der bouillon. Jeg elsker at alt kan løses. Engang sad vi et stort selskab i kælderen, fordi bordbestillingen var glemt. Jeg har haft alle mulige typer med på Mangia, og selv de berejste og dem med høje krav falder for både stemning og mad.
Favoritten på menukortet?
Især deres små pastadimser i stegesky er jeg ret vild med. Vin er jeg ligeglad med. Jeg er fra Århus, så det er kun irriterende hvis de er løbet tør for pilsner.
Thiemer vs. mad generelt?
Min personlige holdning eller følelse for mad, er noget underligt noget. Jeg tror egentlig at, jeg kunne være en rigtig dygtig kok, men jeg gider ikke, har ikke lyst, bliver helt sur og træt bare ved at skrive det. Jeg har aldrig holdt et middagsselskab, hvor jeg selv har lavet maden. Jeg synes altid det er sjovere når folk er færdig med at spise, og man kan bevæge sig mere frit. Tror jeg er for rastløs til at sidde og hygge. Jeg har ikke store madminder, men af de få der er kan jeg nævne smagen af brændt kernevælling og burger med glemt bøf. Jeg kan huske konceptet med at skulle spise op og lugten i skoletasken af varme madpakker med leverpostej. Min mor arbejde tre jobs, og min far var tit ude at rejse.
Indkøb og madpakke til dine piger?
For mig er mad en daglig stressfaktor. Det kan være helt uoverskueligt at skulle købe ind, og jeg har aldrig knækket salatkoden. Madpakker til pigerne er store projekter. Min manglende interesse kombineret med en form for storhedsvanvid, kan udmunde sig i alt fra hjemmelavet sushi til cup noodels.
Hvad er du bedst til at lave bag komfuret?
En ting jeg har 100% styr på; at koge et æg. Min morgenkaffe ryger ofte ned på Enghave Kaffe. Allan som har stedet, viste mig hvordan man kan koge et perfekt blødkogt æg på sin elkedel. Det virker og jeg har ellers youtubet mange versioner og fejlet, denne her leverer altid.
Hvad spiser du aldrig?
Når jeg tænker over det, er det sært jeg ikke er blevet kræsen. Jeg spiser alt og spiser det taknemmeligt.
Romantisk middag?
Romantiske middage er røvsyge, jeg vil hellere gå en tur. Synes det er kedeligt at skulle stå at vente på en, som skal lave en soufflé på den helt rigtige måde, og så drikker man også i utakt, når den ene står og roder i en stegepande. Min hofret er helt klart at spise ude… nai! Jeg kan også lave hummus af en eller anden uforklarlig årsag, og pandekager og kaffe(sort).
Sammensæt dit drømme middagsselskab…
Hvis man kunne vælge frit fra alle hylder, ville mit drømme middagsselskab foregå i Rom ca. 75 f. Kr. sammen med Cæsar. Jeg har lige læst en biografi om fyren, og det er første gang jeg har følt en sorg over være adskilt pga. tid. Jeg savner Cæsar.
Bedste/værste restaurantoplevelser?
Fællesnævner for gode restaurations oplevelser er det rigtige selskab og vice versa. Engang fik jeg en kogt bolle på AOC. Den smagte så godt, jeg stadig husker den.
En anden gang fik jeg stegt lever vendt i blå birkes. Det var på TyvenKokkenHansKoneOgHendesElsker. Den ret har forfulgt mig så meget, en af min gode venner som har flere restauranter selv, og er en fremragende kok, genskabte den. Faktisk endte det med at blive en middag med stort udvalg af kød vendt i birkes. En fin aften.
Der var også den aften hvor vi var hos Jan hurtigkarl i Aaalsgaarde, kokken Bo Bechs var ved roret. På et tidspunkt sendte han os i vandet og en tjener kom ud og puttede noget i munde på os. Det var en kæmpe smagsoplevelse. Den var ikke på menuen, tror det bare var noget han fandt på den aften og det gav lidt udfordringer da resten af kunderne ville have det samme, men det satte sig i sjælen. Hans is med dijonsennep kunne også noget. Det smagte ikke godt, men det vækkede.
Jeg kan ikke komme på en rigtig dårlig oplevelse. Tænker det er noget med klamme råvare. Jeg er stor fan af både økologi og dyrevelfærd. Jo hov! En gang var jeg på Molskroen hvor hele selskabet skulle overnatte. Maden var fin, alt var godt indtil vi alle sammen vågnede med madforgiftning. Det var ikke nogens skyld, men da vi dagen efter og efter afregning for mad og ophold nævnte det og blev overfust af en vred Wassim Hallal(kokken), røg oplevelsen i bogen under ”æv”.
Et par hemmeligheder om dig, som intet har med mad at gøre?
Jeg hader at rejse. Jeg synes sommeren er for lang. Jeg er et meget privat menneske, og skjuler mig under at sige alting først og højest. Så spørger folk ikke ind, og jeg har selv bestemt hvad der skulle deles.
5 ting der altid er i dit køleskab?
Ketchup, neglelak, næsespray, tahin og æg.
MANGIA – Bagerstræde 9 -1617 Copenhagen V – (45) 3139 4500.
Audio: The Blaze
Når musik og billeder smelter sammen som dette….Tak.
Semi Femi Mix: Kim Las
Hver måned præsenterer Semi Femi en nyt mix på vores Soundcloud kanal, lavet af yndlings dj´s, musikere eller passionerede pladesamlere, especially selected.
Denne “Lev Sundt Dø Langsomt” omgang er leveret af det musikalske vidunder Kim Las (Den Fri), der også står bag nogle af de smukkeste sart-fyr-elektroniske-ballader, produceret på dansk jord, “Because of Culturebox” og “Kranen”.
Madmensch: Kaspar Colling Nielsen + Alchemist
Denne Madmensch har været lidt svær for mig at skrive. Ikke fordi maden eller selskabet ikke var en udsøgt fornøjelse (mere om det længere fremme), men fordi min veninde Maria Gerhardt, som jeg havde meget, meget kær, i mellemtiden, er gået bort. Alt andet end kærlige ord og varmt selskab med de næreste, virker bare tomt og meningsløs midt i sorgen. Men, i dag skinner solen helt særligt og jeg har købt de smukkeste blomster, og fik for første gang meget længe, et kort øjeblik, mod på at gå ombord i denne udgave, af en ret særlig Madmensch.
Egentlig var det meningen jeg skulle besøge restaurant Alchemist sammen med Maria, der netop havde læst, at den var “det nye”, hvilket hun altid var ekstremt klar på. Jeg undersøgte sagen, og læste lidt op på stedet, og faldt hurtigt over menuen, der bestod af alt fra kaviar og blide blomster, til levende bænkebiddere og rå lammehjerne, samt adskillige andre vilde og spændende ingredienser. Da jeg fortalte det til Maria, fik piben dog straks en anden lyd: “Jeg finder altså lige på et andet sted, der ikke er så fremtidsagtig skat”, og det gjorde hun, men at besøge restauranten, det nåede vi ikke.
Modsat Maria der dengang i januar, hurtigt ombestemte sig mht. Alchemist, var jeg til gengæld blevet helt og aldeles tændt på ideen om at besøge stedet, og var meget nysgerrig på at smage det, den unge kok og restaurantchef Rasmus Munk, havde at tilbyde. I en alder af spæde 24 år, havde han på nul komma fem, vundet prestigefyldte priser og ja, snakken gik i krogene, var han genial eller det modsatte? …og hvem skulle jeg invitere med? Hvem ville sætte pris på en sådan oplevelse, ud over det gastronomiske, og ind i det så nyskabende konceptuelle madkunst univers?
Så var det jeg kom i tanke om “Mount København” forfatteren, Kaspar Colling Nielsen, der altid har et ret godt greb om ja, fremtiden, i sine bøger. Både i førnævnte, der er en af de sjoveste og mest geniale bøger jeg har læst, og så i den nyere udgivelse “Den danske borgerkrig 2018-24”, hvor han endnu engang forudsér det hele…
Kaspar var fuldstændig klar, omend lettere uanende hvad han gik ind til, og jeg mindes, fra et hyggeligt middagsselskab på Osteria 16 sidste forår, at han er en rigtige rar bordherre, der har mange meninger om maden, og verden omkring ham, altså helt perfekt at dele denne, lettere grænseoverskridende, oplevelse med. Vi mødtes kl 19, spændte som bare pokker. Oh hvilken oplevelse der ventede os! Vi endte med at blive følelsesmæssigt påvirket, fantastisk “forulempet”, forkælet og forført af 45 retter i 5 timer, der hensatte os til en anden tid og sted, og endnu vildere, vi blev simpelthen så høje af eufori, over at have kørt så mange vilde ting indenbords, og det høje niveau af smagsnuancer gjorde os så springfyldt af energi, at vi måtte cykle forbi en brun røgfyldt stue, og slutte aftenen af med en stor fadøl, og en klassisk bitter. Tilbage til virkeligheden, eller var det fremtiden?
Jeg tror uden sammenligning at denne aften på Alchemist, er en af de vildeste grænseoverskridende og smukke, rent gastronomisk, jeg nogensinde har oplevet. Tak til Rasmus og bænkebidderene, hanenosserne, yver osten, myrerne, halen, kaviaren åh kaviaren, hummerhalerne, guldfisken (ok, den skulle vi heldigvis hverken indtage eller blende, kun dele foder med), madpakken fra din folkeskoletid, toasten, den bedste Pina Colada jeg nogensinde har smagt og det dygtige personale, der guidede os trygt gennem denne rutsjebane af smagsoplevelser og følelser.
Q+A:
Beskriv stemningen på Alchemist…
Der var en god stemning på Alchemist. Stedet var indrettet som en hestesko, hvor alle sad i ’baren’. Musikken var en slags balkan techno, som virkede lidt underlig og hektisk, i forhold til den dæmpede belysning, og de mange planter der smukt dekorerede rummet.
Lav en madanmeldelse a la Colling til Alchemist:
“En aften i angst…”
Min aften på Alchemist var noget jeg aldrig har oplevet før. Vi fik ca. 40 retter, som alle var så vilde, at man hurtig havde en grundfølelse af frygt, frygt for hvad der ville ske om lidt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.
Første ret var stille og rolig: æblesky med myrer. Det smagte godt og jeg kan godt forstå det med myrerne, for de smager virkelig af noget. Bare én enkelt myrer tilfører meget smag i form af syre. De følgende retter var til gengæld ikke stille og rolige. Jeg husker ikke længere enkelthederne, for de mange forskellige retter, som alle blev serveret på en sjov og meget original måde, påvirkede en så meget følelsesmæssigt, at det på en måde var det der var oplevelsen: ens reaktion på det der blev serveret.
Det stod hurtigt klart, at det ikke var en almindelig restaurant oplevelse, men en mere teatralsk madoplevelse. På et tidspunkt fik vi lammehjerter anrettet i en udhulet lammehjerte, som blev overdænget med en blod sauce, fra en hospitals drop pose. Jeg spiste det, og var stolt af mig selv, men det var vist også cirka der omkring, jeg havde lyst til at græde. En anden ret, som bør fremhæves var mos af lammehjerne med maddiker, serveret i et lamme kranie. Det smagte decideret godt. En tredje ret var en skål med levende bænkebidere, som man skulle hælde kogende kyllingefond over og drikke.
Alt i alt var det var en fantastisk oplevelse at spise på Alchemist. For det første giver det noget at blære sig med til fester, og det er vigtigt. Jeg kan nu sige, at jeg har spist maddiker og myrer og lammehjerne mos og kyllingefødder og meget andet. For det andet var det elementært sjovt at spise noget, man slet ikke er vant til. Det føles barnligt, men på en sjov måde. Det gjorde aftenen hyggelig, fordi vi var to voksne mennesker der legede en slags madleg. Vi var bange (som børn) for den næste ret og stolte (som børn), når vi havde spist én!
Argumentet for at spise alt muligt man normalt ikke spiser, fx insekter og sådan noget, er normalt noget med bærerdygtig, men det holdt ikke helt her, for så skulle man havde haft helt andre mål med retterne, fx hvordan man kunne anvende insekter som proteintilskud i en grøntsagsret på en lækker og indbydende måde. Målet her var ikke at ændre måden vi spiser på til daglig, men i stedet at give en helt ny madoplevelse. Målet var en grænseoverskridende oplevelse og det lykkedes til fulde. Jeg er så glad for, at jeg har spist på Alchemist, og jeg vil anbefale det til alle, men jeg tør ikke tage derhen igen.
Betjeningen var helt i top. Man følte, at tjenerne var ens venner, og det havde man også brug for.
Man skal man se aftenen som et slags teaterstykke, eller et kunstværk, i hvert fald er jeg ikke blevet så påvirket på en kunstudstilling, nogensinde.
Hvis du skulle kreere en anekdote-ret ligesom “gamle ole med teenage soundtrack til”, som Rasmus serverede for os, hvordan ville din se ud?
Når jeg kom hjem fra skole som barn spiste jeg tit ostemadder på hjemmelavede boller og drak et glas mælk, mens jeg læste tegneserier. Noget i den stil. Eller måske, når min far og jeg holdt os vågne for at se Mike Tyson og spiste spaghetti med kødsovs.
Hvad betyder mad og gæster for dig?
Utroligt meget. Jeg elsker at lave mad, og elsker at servere mad for mine gæster. Det kan være alt muligt, men jeg er meget glad for gamle danske retter lavet fra bunden, med de bedste råvarer.
Hvor bestiller du din take away fra?
Tit Tandoori masala på Nørrebrogade, Sticks n sushi og burger fra Haché.
Yndlings lokale restaurant?
Jeg går ikke tit ud og spiser, men hvis jeg er, er det tit på Viggos på Værnedamsvej. De har et godt, simpelt fransk køkken. Priserne er lave og maden er altid god.
Vildeste madoplevelse?
Da jeg boede i Namibia i Afrika spiste jeg alt muligt underligt, bl.a. spiste vi tit larver, men det klammeste jeg har spist var æsel. Det smagte af gammel ged og jeg lugtede lidt af æsel i en uge, når jeg svedte.
Bedste barndoms mad minde?
Det var altid skønt at spise hos en mormor. Min mormor var jøde og meget dygtigt til at lave jødisk mad. Hun skrev en kogebog på et tidspunkt. Vi fik altid: oksekødssuppe med blinses mit chrein til, bagefter fische bullen mit chrein og så en mere almindelig ret. Efter maden fik vi the med Matzes og oksespegepølse fra den jødiske slagter. Jeg får aldrig jødisk mad mere efter at min mor og mormor døde.
Beskriv din familie i et køkken?
Min far er god til at lave mad. Han går op i det. Min mor var ikke specielt god til at lave mad. Min farmor lavede gamle danske retter, som stegt flæsk med persillesovs. Jeg elskede at spise hos min farmor. Min mormor var god til at lave jødiske retter.
Hvad virker, hver gang?
Mad, som er lavet fra bundet. Som man har puslet om hele dagen.
Vores fælles ven, vinpusher og gastronomisk orakel, Sune Rosforth skal du nu beskrive som en madvare, jeg mener det seriøst…
Sune er en mystiker. Jeg ved ikke, om jeg kan reducerer ham til en madvare. Han har altid været meget speciel og sjov og sød. Da vi var børn, sad vi tit hos ham og hørte Public Enemy og læste om, hvordan man ruller cigarer eller hvordan man drikker cognac (man skal holde glasset på en særlig måde). Sune havde den slags bøger. Da han gik i 8. klasse, købte han for 10.000 kr. Vin, som han selv havde sparet op til. Så arbejdede vi sammen på Lumskebugten i nogle år, da vi gik i gymnasiet. Der var vi en gruppe af drenge som mødtes og holdt arrangementer sammen. Møderne var altid arrangeret af Sune og Søren Schou (pharphar) og det var så sjovt. Søren er mega sjov og det var en blanding af noget meget højtideligt, vi havde som regel smoking på, som vi havde købt brugt i en forretning i en kælder i Farvergade, som solgte den slags, og noget meget fjollet, men vi drak altid virkelig god vin og spiste god mad.
Mad og sex?
Da jeg boede i Afrika var jeg kæreste med en sort pige, som hed Ava. En aften efter vi havde spist på terrassen gik vi ind for at have sex. Vi havde sådan noget tørret chili stående på bordet, som man kunne drysse ud over maden. Jeg havde glemt, at jeg havde chili på fingre, og pludselig mens vi var nøgne kiggede hun bare på mig og skreg: NO!!!!!
Romantisk middag med din kone?
Før vi fik børn kørte vi en sommer rundt i Frankrig og i en lille by der hedder Uzes, fandt vi en lille restaurant, som var drevet af et gammelt ægtepar. Det kostede 120 frank for tre retter med vin, og det smagte så vildt godt og der var så hyggeligt. Det var som at være på besøg hos et gammelt ægtepar. Forretten var deres egne hjemmelavede pateer med alle mulige små syltede ting til, som de selvfølgelig også selv havde lavet. Vi blev i området i tre dage, blot for at spise på den restaurant.
Et par gode råd fra dig i køkkenet?
Det er bare sjovt at lave mad. Det er dejligt at lave mad over lang tid, synes jeg. Jeg var engang syg og troede jeg skulle dø. Da jeg lå på hospitalet tænkte jeg, at jeg slet ikke havde spist og lavet nok supper.
Alchemist Food Experience 1800kr + vinmenu 1200 -1800 kr Booking
semifemi.com 