Det er de kritiske modkulturer, der kan mobilisere nye dagsordener og få stenene til at smuldre i de gamle mure. Det hylder og markerer VEGA|ARTS i forbindelse med Golden Days og 30 året for Murens fald.
Fredag d 20 sept kl 19 åbnes dørene, så du kan mobiliser dit sind og gå på opdagelse i, hvad 1989 betød for opblomstringer af nye økonomier, teknologier, fællesskaber. Men også modkulturer.
Du kan nyde kunst og musik fra Kosmologym, Kristoffer Akselbo, INTET ALTID, Ellis May + Søren Thilo Funder, der alle giver deres bud på, hvad det vil sige at være en del af en europæisk bevidsthed i dag
VEGA|ARTS lader dig kigge gennem kalejdoskopet mod nogle af de nye, kritiske og engagerede udtryk, der forsøger at fange de bevægelser, der beskriver Europa før og nu.
Kristoffer Akselbo er en dansk billedkunstner, der bruger performative strategier til at konfrontere forståelsen af vores omverden – de kulturelle og økonomiske systemers magt – og hvad der i sidste ende er virkelig eller spekulativ fiktion.
Hans værker er ikke konkrete forslag til en anden og bedre verden, snarere ubehagelige påmindelser fra den eksisterende, der får os til at mærke efter og kigge igen. Denne aften vil hans performanceværk It’s the end of the world as we know it tage nye mobiliserende former.
INTET ALTID er en ny popduo med Mikkel Grevsen og Caspar Eric (produceret af Rune Borup). Det er dansabel og kantet pop om de tunge dele af tilværelsen.
Søren Thilo Funder er en billedkunstner, der primært arbejder med video og installation. Hans værker er hybrider af genrefiktioner, kulturelle skildringer og socio-politiske situationer, forestillinger og historier. Værkerne søger nye betydninger i vores skrevne og uskrevne historie gennem spekulative tankevandringer, altid med et udtalt samfundsmæssigt engagement.
Til denne aften har han udviklet et video-performance-værk, der flettes ind i koncerten af Ellis May. Værket tager os med indenfor i datafirmaet Island ECN, fødestedet for en computerteknologi, der skabte algoritmer og forudsigelser til børsen i Wall Street, men også ind i midten af et opgør, der skulle demokratisere information og i sidste ende løsrive økonomien fra samfundets få.
Kosmologym er et internationalt kunstnerkollektiv, der udvikler spil, som sætter spørgsmålstegn ved vores selvdyrkelse. De skaber fysiske situationer, hvor individet og kollektivet møder og udfordrer systemet, og vi tvinges til at reflekterer over vores samfundsidealer. Kosmologyms værker er kort sagt optimeret til møder med andre, og de vil udfordre dig til at genoverveje og opgive dine grænser.
First 3 names announced for “Port Out, Starboard Home” 3 days of music, art and performance marking the 10 year celebration of Posh Isolation, in Copenhagen May 23-25th.
Puce Mary, Varg & CTM will perform as a part of “Port Out, Starboard Home”
Puce Mary is the solo moniker of Danish born, LA based talent, Frederikke Hoffmeier. With a long career in experimental music, countless releases, performances & collaborations, many of which have been connected to Posh Isolation, Puce Mary has reached wide acclaim for her powerful and unique blend of modern industrial music. Puce Mary will perform at “Port Out, Starboard Home”
CTM, short for Cæcilie Trier Musik, is a Copenhagen based cellist, singer, and composer. In 2018 she released her album “Red Dragon” on Posh Isolation. CTM is an astonishingly unique voice in modern Danish music. CTM will perform at “Port Out, Starboard Home”
Varg is the voice of Swedish born Jonas Rönnberg, known from an almost endless amount of releases, collaborations and groups. From Pummeling techno to cryptic trapbeatsover ambient acid, the styles and manoeuvres are unlimited and the workflow dizzying. Varg will perform at “Port Out, Starboard Home”
Social Service Club er et nyt hybrid-koncept der vil sætte det menneskelige potentiale på dagsordenen – og udvikle sociale relationer.
Et nyt koncept der blander talks, workshops, debatter, koncerter, filmvisninger og kunstoplevelser for at undersøge og udforske perspektiver på en mere human og social ansvarlig fremtid. Konceptet er udviklet af ArtRebels, der også stod bag den hedengangne Trailerpark Festival og Made In Space.
I et omskifteligt samfund præget af teknologiske kvantespring, blomstrende globalisering, klimaforandringer samt politisk og økonomisk ustabilitet udsættes vores mentale helbred for et voksende pres. Det resulterer blandt andet i, at vi oplever stigende mentale og emotionelle udfordringer som mennesker.
Det er udgangspunktet for det nye koncept Social Service Club. Holdet bag ønsker at skabe en platform, hvorfra det menneskelige potentiale sættes i centrum. Et rum, hvor man kan mødes om de store eksistentielle spørgsmål, hvor man kan debattere meningen med livet, og hvor forskellige perspektiver på hvad det vil sige at realisere menneskets fulde potentiale kommer i fokus. Og så skal der selvfølgelig også være plads til at opdyrke nye bekendtskaber.
Grundlægger af ArtRebels og initiativtager til Social Service Club Carla Cammilla Hjort, der er en integreret del af Københavns kreative og kulturelle scene, uddyber:
“Vi lever i en tid, hvor debatten synes at handle uforholdsvist meget om, hvordan teknologien overtager menneskelige funktioner, men forbavsende lidt om hvad det betyder for os som mennesker. Forandringer og udfordringer sker lige nu i et tempo, som vi aldrig har oplevet før, og realiteten er, at menneskets hjerne og evne til at tilpasse sig kæmper for at følge med. Social Service Club er et et ydmygt bidrag til at få sat humane og sociale potentialer af den menneskelige kapacitet på dagsordenen.”
Carla Camilla
Social Service Club vil skabe en reflekterende platform, hvor menneskeligt potentiale kultiveres og kreativitet dyrkes. Det udarter sig konkret i en række talks, workshops, kunstinstallationer, koncerter og debatter, der undersøger, hvordan man kan skabe en følelse af indre kontrol i en verden under konstant forandring.
Psykedelisk terapi og katalysering af marginaliserede stemmer.
I løbet af dagen vil man kunne opleve flere talks af prominente danske og internationale stemmer, der præsenterer alternative bud på at forløse menneskelige potentialer mod en mere human og social fremtid.
Her taler den blandt andre amerikanske forfatter Holley Murchison om hendes tilgang til menneskecentrerede forandringer. ”8 lessons in love”, kalder hun det, og det sigter mod at skabe sociale forandringer for marginaliserede grupper i samfundet.
Derudover holder den danske hjerneforsker David Erritzøe, der til dagligt undersøger effekten af psykedeliske stoffer på Imperial College i London, en talk om, hvordan psykedeliske substanser kan afhjælpe mentale lidelser som angst og depression, der er i kraftig vækst både i Danmark og resten af verden…
Kunst, musik og film også en del af programmet
Social Service Club byder dog ikke kun på hjernegymnastik i form af talks, workshops og debatter. Eventet lokker også med et kunstprogram, flere filmvisninger, koncerter og DJs, når skyggerne bliver lange.
På kunstprogrammet udforskes både individuelle og sociale perspektiver på menneskeligt potentiale. Blandt andre udforsker den danske multikunstner FOS objektets betydning for sociale relationer i en talk, det visuelle kollektiv Morph blander screenings og performancekunst, mens Sinead O’Dwyer bruger mode til at bekæmpe dominerende kropsidealer. Programmet lyder yderligere på aktuelle kunstnere som Anika Lori, Karl Monies, Chris Calmer, Emilie Alstrup og Yilmaz Sen.
Musikprogrammet præsenterer alt fra Selma Judiths minimalistiske R’n’B og Josiah Konders melankolske folk-melodier til Simon Littauers intense technorytmer og Christian D’ors eklektiske plader bag DJ-pulten.
Social Service Club er gratis for alle, så længe der er plads.
XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX
Social Service Club #1
Hvor: Sturlasgade 14, Islands Brygge d. 10. november
Betty Nansen Teatret har fået nyt sejt makkerpar i direktørstolen, instruktør Elisa Kragerup og producent Eva Præstiin. Sammen vil makkerparret nyfortolke, værne om og skabe, i det smukke gamle teater, med forestillinger der rækker langt ud over scenekanten.
I den forbindelse har de bedt mig skabe en kunst plakat, med afsæt i teatret. Det er der kommet denne sag ud af, og den kan i begrænset oplag købes på teatret, fra dags dato. Kig forbi receptionen i dag kl 17.30 hvor du også kan beskue originalværket. Det er i øvrigt også (næsten) sidste chance for at se Elisas åbningsforestilling Orlando, af Virginia Woolf.
” Jeg er vild med tanken om at et kulturhus også rækker ud over egen formåen. Og her på Betty har der gennem teatrets mangeårige historie flere gange været årlige kunstplakater som en del af huset. Det vil vi nu fortsætte med. Vi lægger ud med Anika Lori, der med sine smukke collager på mange måder passer rigtig godt til den måde, vi opfatter os selv, og jeg synes, hun har ramt en helt særlig stemning, som både er helt hendes egen og fuldstændigt Bettys. Det er ret genialt,” – Elisa Kragerup
“La Primadonna in a nutshell” Mixed media 2018, Anika Lori
Foto: Cathrine Zorn
“I ensemblet, Det Røde Rum, var vi med til at udvikle et kropsligt, sanseligt og legende teater, hvor det levende møde mellem publikum og skuespillerne var i centrum. Det arbejde vil vi nu fortsætte på Betty Nansen Teatret. For os findes der ikke en bedre ramme til det end netop her.
Teatret er vores vigtigste levende kunstart og vi vil møde publikum med et teatralt og scenisk sprog, som kun kan opleves på teatret. Vi er stolte af teatrets ældgamle traditioner men ønsker også at skabe nye – sammen med publikum.
Vi vil skabe et teaterhus med en synlig og stærk kunstnerisk identitet og en helt særlig relation til publikum. Et teater som opleves og skabes kollektivt.” – Elisa Kragerup og Eva Præstiin.
‘At tale, skrive og tænke på kvinder som emne er irriterende. Specielt for kvinder. Og det er ikke et nyt emne. Nok blæk er blevet spildt på at kværulere over feminisme, og måske skal vi slet ikke sige mere om det. Men vi taler dog stadig om det, for det lader til at alt det nonsens vi har haft de sidste århundreder, ikke lader til at have gjort noget som helst for at gøre problemerne for kvinder mindre. Er der trods alt et problem? Og hvis der er, hvad er problemet? Findes der virkelig kvinder?’
Sådan skriver forfatteren Simone de Beauvoir i sin verdensberømte bog ’Det Andet Køn’, som udkom i 1949 og er en af feminismens helt store klassikere.
Bogen danner nu afsæt for en ny tilbagevendende salonaften i Kunstforeningen GL STRAND tilrettelagt af Emma Rosenzweig, Madeleine Kate McGowan og Karoline Leth. Sammen med en cirkel af kvinder udforsker de de Beauvoirs spørgsmål gennem ritualer, fortællinger, performance, filmklip, dagbogsnotater og andre opsætninger. Cirklen udvides fra salon til salon og fungerer som et aktivt fællesskab sammen med det deltagende publikum.
Den første salonaften foregår
onsdag 26.september kl. 17.00-18.30
Derefter følger onsdag 14.november og onsdag 16.januar.
Blå Time er en tilbagevendende ”filmklub” på Kunsthal Charlottenborg med et program, der vil være båret af inviterede kunstnere og deres individuelle arbejde med Super 8 smalfilm.
Fire kunstnere, fire individuelle film, alle uredigerede vises én gang på denne første udgave af Blå Time d 22/6/2018 kl 20.00
Gentages hver 3. Måned.
Første gang vises film af Ursula Reuter Christiansen, Alexander Tovborg, Jesper Fabricius og Emma Kohlmann.
Bag projektet står Emma Leth og Albert Grøndahl, som semi femi fik en lille sludder med.
Hvad er visionen bag Blå Time? Visionen bag Blå Time er udfoldelsen af en kunstnerisk platform hvor både danske og internationale kunstnere mødes i et samlingspunkt på tværs af kunstnerisk identitet og alder.
Arbejdet er sket under fælles forudsætninger hvor skabelsen af et formsprog akkumulerer den kunstneriske bevægelse fra et fællesudgangspunkt til et andet.
Hvordan fik i ideen og lysten til Blå Time? Ideen opstod da Emma og jeg stod i mit mørkekammer på gammelstrand og fremkaldte film, imens filmene skyllede skuede vi ud over kanalen og talte om fascinationen for netop at stå i et mørkekammer og hvad det vil sige. Dets evne til at overaske, nærmere bestemt at man i et mørkekammer får evnen til at genkalde og genopdage en oplevelse, billeder, noget du har fortrængt idet man ikke er i stand til at se materialet og den situation hvorfra det kommer af med det samme.
Det er en stærk modsætning til det digitale som jo fastholder en i at man skal fæstnes til billedet med det samme, man ser gennemsyn af materiale på stedet.
I dette projekt har vi haft lyst til at dyrke det langsomme, skrøbelige og om man vil besværlige, her bliver det øjet indfanger med kameraet ikke frarøvet, da gennemsyn af materiale ikke er muligt, det giver et anderledes råderum over en situation og tillader i langt højere grad beskueren adgang til den enkelte kunstners intuition samt naturlige præcision.
Hvor kan de smukke plakater købes? Plakaten er lavet at Tal R og kan erhverves ved kontakt til Galleri Bo Bjerggaard.
Emma Rosenzweig; filminstruktør , studerende ved Franfurt Städelschule.
Albert Grøndahl; billedkunstner har studeret ved Famu, Academy of Performing Arts, Prague, Ecole Nationale Supérieure de la Photographie, Arles, Royal Academy of Fine Arts, Antwerp.
En let naturkraft – Semi Femi møder Nanna Storr-Hansen
Til juni udkommer digtsamlingen Mimosa, der er 26-årige Nannas anden på kun to år. Dermed manifesterer hun sig som en ikke bare talentfuld, men også meget ambitiøs ny stemme i dansk litteratur. Nannas debut, Spektakel, udkom kort tid efter hendes dimission fra Forfatterskolen i 2016 og har fået en overvældende god modtagelse.
Inde i Nanna Storr-Hansen lader bevidstheden om altings kompleksitet til at leve side om side med en nærmest naiv henrykkelse over altings skønhed. Semi Femi har haft fornøjelsen af at møde den unge digter, der indeholder en temperamentsfuld kombination af tyngde og lethed. At disse egenskaber er modsatrettede kan man ikke komme udenom, men Nanna formår i både sin væremåde og litteratur at lade dem flyde sammen, så man som læser og interviewer ikke kan andet end at give sig hen til hendes soleklare præmis – at alting må og skal eksistere samtidig.
Spektakels digte er optaget af en speciel måde at være i verden på, hvor jeg’et ikke hersker over sine omgivelser, men nærmere indgår i en symbiose med dem. Nanna skriver med stor mobilitet fra kroppens, dyrets og bjergets position, og de både hvisker, snakker og skriger. Det er storladent og hverdagsligt på samme tid, når Spektakel gavmildt byder sin læser velkommen i et univers, der hverken er utopisk eller dystopisk, men helt sit eget.
Semi Femi mødtes med Nanna til en kop kaffe, for at blive lidt klogere på både Spektakel, Mimosa og bøgernes forfatter. Her fortalte hun om at tage afstand til både den romantiske naturopfattelse og kedelige forfatterportrætter, hvorfor den kvindelige klimakrop har et særligt potentiale, og om en opfølger til Spektakel, der giver lidt mere los.
Din nye bog, Mimosa, udkommer snart. Hvad er du i gang med i forhold til udgivelsen?
Det gør den. Jamen, i sidste weekend fik jeg taget nogle pressebilleder af en fotograf, der hedder Martin Johannsen. De er blevet rigtig fede, og slet ikke noget, jeg havde set før i forfatterportrætter. Vi ville rigtig gerne ud over det der lidt kedelige, biografiske, hvor man sidder foran en bogreol og ryger en smøg… Så det er blevet til noget mere eksperimenterende, som også er ret dekorativt og fungerer som en del af bogens grafik. Portrættet er taget udenfor med en stor græsplæne bagved mig. Der er noget pink græs, og farven går så igen i kjolen, jeg har på. Vi arbejdede med et motiv, hvor jeg hele tiden smelter ind i baggrunden, eller hvor baggrunden smelter ind i mig.
Netop det er et ret gennemgående tema i din litteratur, eller i hvert fald i Spektakel… Hvad handler Mimosa om?
Jeg tror i højere grad end Spektakel, at Mimosa handler om magtforhold og transformationer. Bogen er bygget op omkring tre afsnit, hvor det første afsnit hedder Øen Slayer. Det er måske de mest diskrete tekster i bogen, og de handler om en flok mennesker, som er på en form for turistudflugt til en ø. Om hvordan de omgås hinanden der, og om hvordan det er at have en relation til et sted. Bogens midterste afsnit hedder Bby, og det handler om et kærlighedsforhold. Forholdet er nok mest kendetegnet ved kvindefiguren, som er en meget heftig karakter, der gerne vil forplante sig. Hun taler i afsnittet til den anden part i relationen, Bby. Bby er både den dreng, hun er forelsket i, men også deres ufødte barn. Så der er flere babyer eller flere betydninger på spil. Figuren er ret kompleks, haha. Bogens sidste afsnit hedder Teen Age, og er meget optaget af teenageårene, alt det pubertære og blødheden. I teksterne ses denne fase som efterstræbelsesværdig, fordi der kan ske så meget med kroppen, der udvider sig og får nye dele. Den transformation er der helt klart en fascination af og en længsel imod.
Det er nok det utopiske ved Mimosa, som ikke ses så meget i Spektakel. En længsel efter noget andet og en stærk interesse for, hvad der skal ske med menneskekroppen – både på et symbolsk og ret konkret plan.
Er Mimosa mere utopisk end Spektakel er?
Ja, det kan man godt sige. Jeg tror, at forskellen ligger rent sprogligt i, at det jeg der taler i Mimosa er længere i sin egen erkendelsesproces, end jeg’et i Spektakel er. I Mimosa er der en helt klar bevidsthed om, at en forandring er i gang, og der er en stor optagethed af fremtiden. Spektakel er mere opslugt af de processer og forbindelser, der lige er i øjeblikket. Jeg tror, at Mimosa er interesseret i at spekulere over, hvilken tid der kommer, og måske også i at prædike lidt. Det ses for eksempel i afsnittet Øen Slayer. Afsnittet skal forstås som et slags opgør med en romantisk naturopfattelse, hvor naturen er et materiale, der omgiver os, men som vi er adskilte fra. Jeg tror at naturen opfører sig på en måde, som vi mennesker ikke kan opfatte, og derfor er det ikke bare et sacred space. Derfor er naturen i Mimosa på en ret heftig måde, én der svarer igen. Den er ikke sart, og naturen og mennesket har en relation til hinanden. Og der er også en aggression på spil, en søgen efter at blive en del af og virkelig mærke naturen. Som en lille møgunge, der går tur i skoven og gnider sig op af planterne, irriteret over ikke at kunne mærke deres reaktion.
Der er i dine tekster tit en kvindelig klimakrop, altså et kvindeligt jeg, der taler om eller til naturen. Det giver mig en lidt Moder Jord-agtig fornemmelse. Ser du forskel på den mandlige og kvindelige tilgang til naturen?
Måske. Det er meget sjovt, det der med den mandlige og den kvindelige klimakrop som begreb, og hvorvidt udsagn om naturen opleves anderledes, hvis de kommer fra en kvindefigur. Men jeg tror, at den oplevelse du har haft, har noget at gøre med, at udsagn fra en mandlig klimakrop ikke kommer fra et begrænset sted. Dermed ikke sagt, at din og min krop er fuldstændigt begrænsede, fordi vi er kvinder, men den er begrænset på en anden måde, end den mandlige krop er. Og når man taler fra et sted, som på en eller anden måde er begrænset, og samtidig bestræber sig på ikke at diagnosticere naturen eller samfundet, så giver det måske en anden læseoplevelse. Jeg er meget optaget af at skrive fra et partielt sted og ikke have en stålfast poetik. Jeg er ikke rigtig interesseret i en diagnosticering eller udlægning af sandheden, fordi det kræver, at man er fuldstændig ikke-i-tvivl om, hvem mennesket er og tror på, at alle mennesker må være de samme. Og det tror jeg bare ikke, at de er. Jeg tror, at der er virkelig mange måder at være menneske på.
I Spektakel blev der gjort meget ud af det grafiske udtryk. Hvad er planerne for Mimosa på den front?
Det er meget vigtigt for mig, at Spektakel ser ud, som den gør. Men Mimosa er måske lidt mindre pæn og dens forside er ikke ligeså kontrolleret som Spektakels. Med Mimosa var der noget sjovt i at have noget lidt mere eksplosivt end Spetakels helt simple design. Der kommer for eksempel til at være et meget stort billede inde i bogens cover af mig som teenager, hvor jeg ligger og sover ved siden af en en hund. Jeg har sådan helt rødt hår, og ser helt vildt musset ud, haha. Der er nogle digte om hunde i bogen, skal jeg lige sige, så der er en grund til det billede. Men ja, visuelt er Mimosa bare mere løssluppen, og den har simpelthen bare noget, den skal af med. Det har også været en stor kraftudladning for mig at skrive den.
Hvilke rammer skriver du bedst i?
Jeg vil sige, at jeg er voldsomt ustruktureret og nærmest uden rygrad. Der er ingen faste rammer, og mange af mine digte bliver faktisk skrevet på min telefon i notefunktionen. Der er også nogle digte, der opstår, når jeg skriver dagbog. Engang var jeg faktisk rigtig god til at sætte mig ned for at skrive dagbog, men det er jeg ikke så god til længere. Nogle af mine digte er også opstået, når jeg skriver til min blog. Jeg har også arbejdet meget i min seng førhen. Men jeg sætter mig faktisk ikke ned for at skrive på sådan en fokuseret måde. Jeg drømmer om at gøre det, men det sker desværre ikke rigtig, selvom min kæreste og jeg har fået et arbejdsværelse, der hvor vi bor. Jeg sidder der virkelig ikke særlig ofte. Det er underligt.
–
Glæd jer til, at Mimosa udkommer på Gyldendal d. 12. juni. I ventetiden kan I følge med i, hvad der sker på Nannas instagram og på hendes litterære blog.
Alt_Cph is an independent exhibition gathering selected contemporary artist-run and alternative exhibition spaces across Europe. Alt_Cph 18 is dedicated to presenting new performance art.
Tripping over hedges to create an ideal landscape of opportunities
Opportuning the ideal fan-scape
This other Eden, this demi-paradise;
Impersonating a political fiction
Impersonating Shania Twain?
Am I over-existing?
Performance art is blooming. While performance art’s entry into larger institutions is a fairly new and welcomed development in Denmark, the discipline has always played a prominent part in smaller, artist-run exhibition spaces. Alt_Cph 18 will gather and strengthen the scattered movements already found in the artist-run initiatives across Europe and present a wide spectrum of artists and platforms in the vast hall of Fabrikken for Kunst og Design.
With an overlap of performance and installation art, Alt_Cph 18 focuses on the moment in which an interaction materializes and is transformed into something else. Each performance presented during the exhibition will leave an artefact or trace behind, marked by what just happened. In this way the exhibition will be in constant development and only reach a final, frozen form by its ending Sunday evening.
The exhibition design, which ties the content of Alt_Cph 18 together, consists of a giant metal grid and vibrant pink floor making up the body of a large living sculpture.
Parallel with the exhibition, a discursive program with a theoretical focus will be conducted, including talks, lectures and seminars presented by artists, curators and theorists of the field.
The program will be launched Friday 25 May 2018 with an opening ceremony at 4 pm leading up to a grand party performance later in the evening.
The exhibition will be open from Friday 25 May – Sunday 27 May.
Fernisering / Opening
Afgang 2018 / MFA Degree Show 2018
Gratis entré / Free entrance
English version below
————————————————
Kom til åbning af AFGANG 2018. 25 kunstnere, der viser det sidste nye indenfor billedkunsten inkl. performance af Kristoffer Raasted feat. Ragnhild May.
Desuden byder aftenen på DJ Lord Soft, dagens ret serveres af Apollo Kantine og baren er åben fra kl 18.
—
Til dette års afgangsudstilling præsenterer 25 dimittender fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler nye værker i kunsthallen.
Årets afgangsstuderende arbejder med forskellige stilarter og udtryksformer, der spænder fra video og maleri over skulptur til installation og performance. Noget er i stor og imponerende skala andet helt flygtigt eller porøst. Tilsammen udgør de det bedste bud på et udsagn om samtidskunstens fremtidige udtryk.
Årets udstillende kunstnere er:
Banaan Al-Nasser, Louka Anargyros, Kinga Bartis, Emilia Bergmark, Viktor-Emil Dupont Billund, Emil Alenius Boserup, Emelie Carlén, Ockie Basgül Dogan, Sebastian Hedevang, Anna Kristine Holmberg, David Stjernholm, Morten Knudsen, George Koutsouris, Stephanie Bech, Frederik Worm, Frederik Næblerød, Stefan Plahn, Asta Lulu Refn, Kristoffer Raasted, Louis Scherfig, Sara Sjölin, Marco Spörle, Albin Werle, Ida Retz Wessberg, Fabian Wigren.
Udstillingen er kurateret af Henriette Bretton-Meyer.
___________________________________________________
Join us for the opening of AFGANG 2018. 25 MFA Degree artists, showing new works including performance by Kristoffer Raasted feat. Ragnhild May.
The evening also contains music by DJ Lord Soft, Apollo Canteen serves today’s meal, and the bar is open from 6pm.
—
At this year’s AFGANG (MFA Degree Show), a total of twenty-five graduates from the Royal Danish Academy of Fine Arts’ Schools of Visual Arts will present new works at Kunsthal Charlottenborg. This year’s graduates work with all kinds of styles and modes of expression, from video and painting to sculpture, installation and performance art. Some works are vast in scale, others are delicate, fleeting or porous. Together, they offer insight into the potential future of contemporary art.
The artists featured are:
Banaan Al-Nasser, Louka Anargyros, Kinga Bartis, Emilia Bergmark, Viktor-Emil Dupont Billund, Emil Alenius Boserup, Emelie Carlén, Ockie Basgül Dogan, Sebastian Hedevang, Anna Kristine Holmberg, David Stjernholm, Morten Knudsen, George Koutsouris, Stephanie Bech, Frederik Worm, Frederik Næblerød, Stefan Plahn, Asta Lulu Refn, Kristoffer Raasted, Louis Scherfig, Sara Sjölin, Marco Spörle, Albin Werle, Ida Retz Wessberg, Fabian Wigren.
The exhibition is curated by Henriette Bretton-Meyer.
Kom og nyd lyd og kunstperformances til BE-TON og få en snak med kunstnerne i pauserne. Vi sørger for en intim atmosfære og glæder os til at skabe en magisk eftermiddag med jer
20. April kl 16-18 på Johan Borups Højskole
Frederiksholms kanal 24
Arrangementet er gratis
——————————————————-
——————————————————-
Optrædende kunstnere:
Sanne Dasseville, kendt fra det eksperimenterende og genre-free ensemble,
Kvindebandet, og debutererende under eget navn med soloalbummet “Sanne
Dasseville” (13 april, 2018), præsenterer en håndfuld sorgfulde kærlighedssange
svøbt i keyboard suspense, valium disco, mystic-pop og percussion grooves.
Musikken er for fans af cinematiske Twin Peaks-stemninger og alt godt fra MTV-
perioden i 80’er og 90’erne. Til dette solo-show bliver Dasseville akkompagneret af dreamy visuals, lavet af Line Rolf.
Orchid Domain er et solo-projekt for Kristoffer Raasted, der indgår som vokalist i
samarbejde med forskellige producere. Det vokale udtryk er eksperimenterende, og
arbejder live både med og uden tekst. I forskellige konstellationer undersøges
krydsfeltet mellem pop-musik og lydkunst, med afstikkere til ambient og drone,
noise, disco, soul & house. For tiden arbejder Kristoffer hen mod sin debut-udgivelse
sammen med producer Simon Brinck (Tonefald Studio). Projektet er tænkt som
præsentabel i kunstinstitutionen såvel som på en mere kommerciel platform.
Andreas Stoubye Johansen arbejder har mange års erfaring i arbejdet med lyd og er
den stolte opfinder af Magnetaren og Magneturn. Andreas’ optrædener bærer ofte
præg af et særligt fokus på abstrakte lydlandskaber og strukturerede rytmiske
mønstre.
Screaming Lights er et projekt der oversætter lys/skygge til lyd. Med forskellige
objekter i rotation skabes sekvenser af lysbilleder.
Lyscensorer forbundet til en modular synthesizer bliver brugt til at modificere lyden.
Sune Lysdal(1985)Det Jyske kunstakademi
Arbejder med udgangspunkt i støj i vores bevidsthed og feltet mellem lyd, billed,
videnskab og kunst.
Ragnhild May (f. 1988) er kunstner og arbejder i feltet mellem visuel kunst og musik
i medier som performance, installation og skulptur. Uddannet fra Det Jyske
Kunstakademi og Bard College (NY), har hun performet og udstillet på blandt andet
Issue Project Room (NY), SuperDeluxe (JP) og Statens Museum for Kunst. Ragnhild
May har modtaget legater og præmieringer fra bl.a. Statens Kunstfond og Dansk
Komponist Forening. Lige nu aktuel på SPOR Festival for Ny Musik og senere i 2018,
vises hendes første soloudstilling på Die Raum (Berlin).
MÏRAGE er en ny platform på semi femi, med udvalgt dansk lyd, animation og i særdeleshed: videokunst.
Skabt ud af en hungrende længsel, efter en tilgængelighed af disse værker, og en lyst til at dele dem, med resten af verden. Et online galleri med afsæt i videokunst. Voilá!
Vi lægger hårdt ud med intet mindre end en verdenspremiere fra den danske kunstner Kim Richard Adler Mejdahl, der gennem de senere år, allerede har dannet sig et kultnavn på den skandinaviske kunst- og musikscene, under aliaset Kim Kim, med hvilken han udgiver og optræder med sine fremadskuende og innovative, elektroniske musik. Som studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi bringer han det visuelle i højsædet, hvor Kims musikvideoer og live-visuals bryder rammerne for, hvordan musik normalt opleves.
Kim er for tiden højaktuel på Charlottenborg Forårsudstilling med sin håndtegnede musikvideo ‘No Ozone’ og horror-musicalen ‘ODE’, for hvilke han vandt den prestigefyldte Juryens Solopris 2018. Udstillingen slutter 10. Marts. Go! Go! Go!
I Kim Kims seneste udspil, kæmper mørket og lyset mod hinanden i en nådesløs nævekamp: Englekor og tårevædet emo-lyrik ryger fluks mod helvedes flammer fuld af dolkende synths, og galoperende 150 beats per minute. Men på overraskende vis fremstår Jugglings musikvideo som et bizart afsnit af Stranger Things, hvor tre børn tager på en magisk skattejagt efter mystiske knogle-objekter. Juggling tager lytteren med på et eventyr, hvor moralen er, at nogen mennesker skal arbejde hårdere end andre for blive anerkendt for sit værd. Livet er et skævt yin og yang, hvor mørket og lyset kæmper om at overtage hinandens plads.
“For mig handler den her sang om alle menneskers svære kamp om at opnå balance i livet, men også om at danse videre, selvom det hele ramler for en. Det er sangen om den svære vej mod ekvilibrium.” Singlen bindes sammen af Kim Kims særlige stemme, en besværgelsesagtig lyrikform, og musikvideoen med børn, der først nu er ved at komme over mælketænderne.
Kim Kim har selv skrevet og instrueret Juggling, som er optaget i fødebyen Skælskør, og familien er med som skuespillere. Men bag de mange smukke lag af regnbuer, lagkage og udtværet ansigtsmaling, gemmer der sig en fortælling om kampen for jævnbyrdighed. Kontrasterne er til at føle på i Juggling: Ultra slowmotion og paradisiske klangflader, der lyder, som om himlens port åbner sig for en, flettes sammen med en så stakåndet takthastighed, at den normalt kun findes klokken fire om morgenen på dansegulvet til en ulovlig technofest. Kim Kim forklarer:
“I Juggling vender jeg mod gabber, en undergenre af hård 90’er-techno, fordi den tit tænkes dårligt om og kategoriseres som ren dakke dak. Det er en stigmatiseret lyd, som jeg synes passer perfekt til en større fortælling om at være undertrykt. Gabber er brutal, men det er netop det, som udgør genrens transformative kraft.”
Musikvideoens underkuede hovedkarakter, en lille pige, fremviser til slut magiske kræfter der gør hende til dagens sande helt. Man fristes til at tro, at alt tryllestøvet og alle de infernalske beats, som kastes i ørerne på en, er Kim Kims opskrift på den magiske eliksir, som kan ætse uligheden op og lade harmonien blomstre: Ekstremer skal mødes i et brag.
Kim Kim har kastet magi i luften for 2018, og vi er meget stolte af at kunne præsentere værket for offentligheden, i denne verdenspremiere på vores nye SEMI FEMI platform : MïRAGE
semifemi.com 