Madmensch: Caspar Eric + L’education National

MADMENSCHoverskrift

Så ruller bussen! Denne gang besøger vi den legendariske franske bistro, hyggeligt placeret midt i pisrenden; L’education National. Sammen med den skønne digter og dramatiker, og snart musiker, Caspar Eric, bliver vi lykkeligt hensat til brostensbelagte gader i Paris og forkælet af de dejlige kokke og tjenere, der fylder os med alt det bedste, fra det franske. 

“Den galliske hane galer på 21. år – og stadigvæk til melodien om, at de gamle franske klassikere skal man vel ej røre og omfortolke – for heri ligger hele kulturskatten, minderne og genkendelsens berusende smag – må man sige den “Nationale uddannelse!”

​(Eric & Nanna indehavere fra 2003)

 Hørt!

Casper udgav i august bogen Alt Hvad Du Ejer, der handler om tab, sorg og hukommelse, og hvilke begivenheder, der får lov at være en del af historien. Han er født og opvokset i København, og da han var helt lille kunne han godt lide at drikke grape-sodavand og bestille aspargessuppe på en den lokale kinesiske restaurante på Østerbro, fordi det fik ham til at føle sig voksen.

Q+A:

Beskriv leducation national med dine ord…

Der er en meget rødlig atmosfære, uden at det bliver pornoagtigt og jeg elsker altid at være der, fordi jeg får en følelse af at være på ferie, når jeg er der. Det jeg elsker allermest er den måde, at det virker som om der er meget kompakt og ikke så meget plads ved alle bordene, lige indtil at man sætter sig ned. Så er det som om rummet udvider sig. Især uden for på fortovet. Maden er klassisk fransk og ikke noget med et twist bare enkelt men lækkert. Derudover har de god vin og er altid søde og man får meget energi igen af tjenerne, som om de også sætter pris på, at nu er man altså fandme ude for at hygge sig.

Har du et særligt forhold til Frankrig og fransk gastronomi? 

Det franske køkken er et af mine yndlings køkkener, og jeg har altid været meget i Frankrig med min familie, lige fra campingferie i St. Raphael, til en forlænget weekend i Paris. Som regel i bil. Jeg er meget stor fan af bilferie. Desværre har jeg glemt hvordan man taler sproget, men nu hvor jeg tænker over det så elsker jeg fandme bare Frankrig. I min lejlighed er en af mine favorit genstande et Corbusiers unité d’habitation i Marseille.

Jeg forsøgte at bestille snegle til os, så du kunne smage det for første gang, men de havde det ikke på menuen. Er der andre retter du føler du har tilgode at smage? 

Jeg gad godt at spise flere ting med insekter. Jeg ved ikke hvad jeg har til gode. Jeg siger sjældent nej til at smage noget nyt. Men jeg gider heller ikke bestille noget nyt, bare for at gøre det.

Hvilke retter elsker du at tilberede hjemme i privaten?

Ting der skal simre. Jeg kan godt lide retter hvor man kan planlægge og lave en strategi for hvornår hvad skal ske, hvor man ligesom kan føle sig et skridt foran. Jeg er også meget glad for at lave retter, der ikke består af så mange ting, og som virker banale når man siger hvad det er, men som så smager vildt godt. 

Jeg elsker at bygge en scene op i et køkken; at have en god playlist og så én der sidder med en drink mens to andre fx laver mad. Det værste ved mit eget køkken er at alt ligesom vender den samme vej eller hvad man siger.

Barndoms madminder? 

I vores børnehave ville de engang tvinge min søster til at spise fisk. Jeg er 2,5 år ældre end hende, og jeg fortalte pædagogerne at hun altså ikke kunne lide fisk. Jeg kan huske at en der hed Kirsten, som ofte havde bar skulder, sagde at det skulle hun nok få hende til alligevel. Jeg kan huske at de gik væk fra os andre og ind i et andet rum, og at jeg følte at noget ubehageligt eller uretfærdigt var ved at ske. Så gik der noget tid, som jeg overhovedet ikke kan sige om var 10 eller 40 minutter, men i hvert fald kommer min søster ud af rummet efter noget tid, og hun har grædt men så knuger hun også bare hårdt om et stykke franskbrød med smør og pålægschokolade, og jeg husker det, det her er helt sikkert løgn, som om at vi blinkede til hinanden, og at jeg efterfølgende sendte et resting bitch-face til Kirsten, som efter Ayan, en hollænder med tyk accent, ellers var en pædagog jeg holdte meget af. I told you so.

Mad i litteratur? Musik? Film? Sætter det noget i gang i dig?

Der findes både fantastiske musikvideoer med Gucci Mane (Scarface) og Riff Raff (husker ikke titlen) hvor de spiser henholdsvis chili con carne og pasta bolognese. Ja det sætter noget i gang i mig. Jeg elsker det. Men jeg ville bare lige gerne nævne de to. Mad er jo noget der kan være meget grænseoverskridende og hurtigt gå fra det smukke til det vulgære til det ækle. Også afhængigt af måden man indtager det på, og hvor henne eller hvorfra man spiser. Jeg hjemsøges stadig af Jimmy Jørgensen i Nynnes Dagbog.

Hvad spiser du aldrig?

Stærke og meget fede oste

Hvad er der altid i dit køleskab?

Vin og surdej

Hvis du var en madvare hvilken ville du være? Hvorfor?

haha det ved jeg sgu ikke. Har lyst til at sige gær. Men jeg kan ikke komme nærmere ind på det

Stamsted i dit lokalmiljø? 

Det har jeg som regel ikke. For tiden forsøger jeg dog at opbygge en relation til Manfreds

Mad og rejse anekdote?

En af de første gang jeg var i Paris med mine søstre, og min mor og far, endte vi med at sidde på en stille og rolig restaurante ved Pompidou, og tilfældigvis sad Denzel Washington ved samme bord. Min mindste søster kastede pomfritter på ham, men jeg tror ikke han reagerede synderligt. Min far sagde bagefter noget om, at han var en af de smukkeste mennesker i verden

..Og nu til, “færdiggør sætningerne”, afsnittet:

Når jeg har tømmermænd… spiser jeg aldrig morgenmad. Jeg trækker den altid til at det er socialt acceptabelt at spise en sandwich eller en pizza. Det bedste jeg ved er at ligge og se serier i en seng med en anden person, og så spise en hjemmelavet sandwich og falde lidt i søvn på skift, så måske bolle lidt, så spise lidt rester, så se lidt mere film. Jeg kan godt lide det her med at mad kan trække tiden ud.

Min mor elskede….. at lave rugbrødsmadder, tror jeg nok. Altså de dage hvor vi tog ned i supermarkedets varme afdeling, og bare købte lidt forskelligt. Ellers har der været en god tradition i min familie for ris taffel og fondue. Men ærlig talt, så husker jeg da mest de gange mine forældre har været irriterede over at lave mad, eller at det gik op for mig, at det var sårende, når vi bare tog maden på bordet for givet. Generelt har det altid været vigtigt i min familie, at vi spiste sammen rundt om bordet.

Min yndlings is er… pistacie eller vanilje med chokoladestykker!

Når jeg laver mad… føler jeg mig som en voksen person,  med et liv der giver mening og at ting nok skal gå, lige gyldigt hvor smadret jeg har det. Medmindre jeg brænder ting på selvfølgelig. Så får jeg lyst til at forlade landet.

Jeg kan ikke udstå… når folk gerne vil moralisere over andres madvaner, ved indirekte at rose deres egne.

Det første jeg selv lavede i et køkken… var chicken masala. Vi havde lavet det i hjemkundskab, og jeg kan stadig huske den blå plastik mappe med alle de der opskrifter. Eller nej okay, det første jeg lavede i et køkken var at sætte mine hænder på kogepladen.

Uden citron… må man opfinde en undskyldning for citron

Min morfar sagde altid… at det værste søskende kunne gøre var at sladre om hinanden.

Byens bedste pizza… er en der er i gå afstand, og som du kan spise i din seng uden at skamme dig!

Byens hemmeligste… skal have lov til at blive ved med at være det, hvis den virkelig er hemmelig, og måske er noget hemmeligt for mig, som ikke er det for andre eller omvendt men okay, måske har jeg bare snart ikke flere ord i munden…

Det skørestes måltid jeg har spist… var en hel aften hvor mig og min barndomsven Martin næsten udelukkende fik grissini (stænger) på en rigtig smuk bjergrestaurant i italien, fordi vores forældre havde hørt at man bare kunne få alle mulige små retter, og det kunne man også, men slet ikke i det omfang de troede, og da det så krævede at man også bestilte hovedretter bagefter, endte vi med næsten ikke at spise noget, fordi det var meget dyrt eller noget i den stil.

Inden jeg dør… er der sikkert forsvundet flere dyrearter end nogen lige nu kan fatte, og når de så skal lave temafester om 00’erne, så må teenagerne lave et eller andet fake lyserødt shit, som kan erstatte laksen i deres California sushiruller

Jeg drømmer om… at det gjorde en forskel at jeg var her

img_6689
Henriette, the ghost rider
img_6708
Vi endte som ofte, på Log Lady Café – her ætser vi emaljen efter en klassisk Russian Cocaine!

Skærmbillede 2018-09-28 kl. 10.37.53

Published by

SEMI FEMI

Copenhagen Culture Cuteness Control

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: