På Bobi Bar med Victor Boy Lindholm

Et du, et jeg og en verden, der er ved at gå i stykker.

Grundpræmissen gør ondt i den 26-årige Victor Boy Lindholms poetiske udgivelser Guld, No Hard Feelings og Resort. Med Resort bandt han i november 2017 en sløjfe på trilogien men undlod meget symbolsk at sætte et punktum på sidste side.

Der er nemlig stadig meget at snakke om. Victors digtsamlinger cirkulerer om de politiske og humanitære kriser, der raser i verdenssamfundet og undersøger magtesløsheden, de skaber hos et menneske, der betragter lidelsen fra et priviligeret perspektiv. Her eksperimenteres med en række litterære positioner, og udgivelserne har fået tilnavnet hykler-trilogien på grund af et selvtilfreds moralskt narrativ, der præger især Guld og måske en hel generation.

Værkerne er ekstremt ambitiøse, når katastrofe-meldingerne i Guld udløser ligegyldighed, klimakrise i No Hard Feelings skaber rastløs vrede, og strandede bådflygtninge i Resort efterlader os med et spørgsmålet: tør vi kigge op og se den verden vi befinder os i, eller må vi sænke blikket?

Den unge digter har ikke selv nogen problemer med at holde øjenkontakten, da Semi Femi møder Victor til en øl det eneste rigtige sted til dens slags overvejelser, Bo-Bi Bar i indre by. Vi tager en snak om at vælge mellem to slags smerte, litteraturens revolutionære perspektiver, det at starte forfra, og om at tro på kærligheden som sidste resort.

Tekst: Lea Preisler Foto: Anika Lori

Q&A

Hvad vil det sige at være en hykler?

Hykleren opstår af den dårlige samvittighed, som magtesløshed skaber hos et vestligt, privilegeret menneske. Begrebet stammer egentlig fra Guld, hvor der er sat en narcissistisk ligegyldighed over for omverden i spil. Her er hykleren jeg’et, der siger nej til at ville se på lidelsen men gerne vil udstråle en lækker moralsk bevidsthed. Men hvordan kan man etisk forsvare ikke at ville se på ting, der reelt set er den praktiske konsekvens af vores egne demokratiske valg? Det kan ikke forsvares.

Hvordan er tilgangen anderledes i Resort?

Resort opererer meget med en tvetydighed. Der er i højere grad en dualitet og en ubesluttethed på spil. Den kommer af en personlig accept af, at verden er ikke så klar, som jeg’et i Guld for eksempel gerne vil have den til at være, og heller ikke så klar som vreden i No Hard Feelings fremstår. Min litterære strategi i Resort har på en måde bare været at skrive, for at gøre opmærksom på, at de her ting findes. Det findes, at man er turist på ferie med en, man elsker, på steder med spor fra humanitær katastrofe. Men Resort er ret svær at snakke om, fordi hvad vil den egentlig…det ved jeg jo heller ikke helt selv.

Hvad sker der, når man accepterer at der ikke er en klar position at optage, når det kommer til at forholde sig til de her ting?

Det skaber noget håbløshed, som helt klart er til stede i Resort. Men værket forholder sig samtidig til et håb om, at vi som mennesker kan finde tilbage til en form for intimitet med hinanden. Jeg siger det hele tiden, men det er fordi, jeg mener det; det er i den intime relation, det hele starter. Det er jo også det vigtigste i mit eget liv. Men den prioritering skaber selvfølgelig et paradoks, som i Resort er, at de kyster, hvor vi tager på ferie for at være intime med vores familie, søger andre mennesker hen, fordi deres familie og det samfund de kommer fra, er gået i stykker. Og hvordan forholder man sig til det?

I Resort er der beskrevet et valg:

Vi ligger ved poolen og venter / på at jeg vælger mellem / to typer sorg

at miste dig / eller en lille rysten / fra en kutter / på vej over middelhavet en tidlig morgen

Tror du, at vi bliver nødt til at vælge mellem at rumme den globale og den private smerte?

Det er et svært spørgsmål, og Resort er jo også tvetydig, når det kommer til at besvare det. Jeg ville som sagt altid vælge den intime kærlighed, fordi det bliver jeg nødt til for at overleve. Men jeg ved også, at det intime fokus vender mit blik væk fra omverdenen, og at det kommer med nogle store etiske implikationer. Kan de to typer smerte forenes, og vil vi overhovedet kunne holde til det? Det er nok et spørgsmål, som alle mennesker lever med lige nu, og det ligner jo lidt, at svaret er nej. Vi vælger vores land, familien, og parforholdet fremfor den fjerne konflikt, og en masse mennesker bliver tabt i den process. Jeg ved ikke, om man kan lave en etik, hvor man har mulighed for at gøre begge ting. Det håber jeg, men selvom det i praksis er usandsynligt, tror jeg mere på, at det overordnede problem skal løses i en strukturel omvæltning.

Det gør jeg også. Men undervurderer vi måske det politiske potentiale hos jeg’et i Resort?

Haha, det gør vi måske. Det rejser i virkeligheden spørgsmålet, om der er politisk modstand i intimiteten. I Guld er der et håb om at overleve. I No Hard Feelings er der overhovedet ikke noget håb. Men måske, kan man se Resort som en udtryk for et nyt slags håb, et slags krav om, at vi må begynde forfra og starte i den intime relation. Men det kræver, at vi som samfund kan redefinere vores billede af modstand og se, at der også foregår en politisk bevægelse i intimiteten.

Resort har modtaget kritik for ikke at tage turistens akavede position alvorligt nok. Skal vi forandre måden, vi forstår revolutionær litteratur?

Ja, det synes jeg. Jeg synes, at det er en stor fejl hos venstrefløjen, at den eneste rigtige litterære modreaktion er konfrontation. Konfronterende litteratur er nemlig meget nem at undergrave, fordi at der altid vil stå nogen på den anden side, som mener præcis det modsatte. Det vi har brug for lige nu politisk, er en mulighed for at kunne tale sammen på tværs af fronter og på tværs af skel. I Resort prøver jeg at udfordre, hvad der er konfronterende, og jeg synes, at jeg i kraft af det, tager turistens position meget alvorligt. Jeg gør det bare ikke på den moralske måde, hvor man peger fingre og identificerer problemer. Det er her, tvetydigheden spiller en enorm stor rolle i forhold til at undgå at skabe et værk, hvor forfatteren ikke agiterer og opdrager sine læsere, fordi det tror jeg ikke er litteraturens rolle.

Hvordan ser du hykler-trilogiens rolle?

Jeg tror, at jeg med trilogien forsøger at sætte tempoet ned og skabe tid til refleksion. Tid er grundlæggende det, som vi mangler, og det er også derfor, at Resort er så langsommelig. Den arbejder med et menneskeligt og politisk behov, som er at tage sig tiden til forstå, hvad det egentlig er, der foregår omkring os. Du’et og jeg’et i Resort når ikke rigtig at finde ud af det. De tager hjem igen, men jeg tror at der kan være håb og et udviklingspotentiale i deres bevægelse tilbage til status quo. De har været igennem alt det her sprog sammen, og hvad så nu? Måske kan man se Resort som en udtryk for, at vi må starte forfra.