Stedet vi besøger er Salon 39 på Frederiksberg, en prestigé cocktailbar med et solidt menukort. Deres burger, som vi dog ikke fik denne aften, vil jeg anbefale alle at prøve. Vi bukker, nejer og takker Salon 39 og det kompetente staff, for at dingle lykkelige, mætte og snaldrede ud i den lune sommernat. We will be back!

Q+A

Jeg elsker når noget er helt vildt blødt hyggeligt og samtidig har vanvittigt gode cocktails! Det minder mig lidt om en natklub i New York for 10-15 år siden der hed APT, som var indrettet som en super “classy” lejlighed, med vildt gode drinks og fransk house og meget velklædte festmennesker. Når ting er lækre uden at være stivstikkeragtige.

Intet slår risottoen. Jeg har prøvet et par varianter af den dernede, og den er altid god, men den vi fik var nok den bedste, sådan en umami-eksplosion. Har fantaseret om den lige siden. Den mest særlige drink var bloody maryen som virkelig var en sindssygt god alko-gazpacho. Den næste hotte drink i københavn bliver helt klart kødcocktailen og suppesjussen. Jeg var også glad for den tom collins-agtige som var mere klassisk.

Jeg tog vist mig selv med første gang, fordi jeg kender ejeren Kasper Georg og ved at han er en god fyr og har snedket møbler og været ude at sejle som en ordentlig kok skal, men jeg har blandt andet haft en virkelig god date med min kæreste der, fordi der er så uanstrengt og luksusagtigt på én gang …og fordi vi også fik risotto.

Den dag jeg fyldte 12 år var min familie på biltur i det alleryderste Irland, mere præcist i nærheden af Dingle et sted, hvor folk snakkede gælisk og spillede petanque, og kvinder åbnede døren når man ringede på i deres B&B med 12 katolske småbørn i skørterne, og mine forældre fandt østers på stranden og spiste dem selv om de nærmest sprællede. Det gjorde jeg ikke, men på min 12 års fødselsdag tog min far mig med ud og spiste mit livs første hummer, det blev vurderet at der desværre ikke var råd til at min mor og min lillebror kunne komme med, og jeg husker det som sindssyg kæmpe lækker luksus.

At køre over et bjerg i Toscana og stoppe i en flække og købe nogle ret grimme hvide trøfler, og nå frem og koge noget pasta og rive dem lige så forsigtigt ud over det sammen med olivenolien og spise det altsammen på to sekunder før det nåede at holde op med at dampe.

klumper i mælken i børnehaven, jeg har aldrig kunnet forstå hvorfor det var SÅ væmmeligt før jeg læste den bulgarske filosof Julia Kristevas teori om det abjekte, som er de forstyrrende ting der hverken helt er én selv eller ikke-én selv, så om modermælk og afklippede negle og den slags.og kvas i sovjet i 1989, og en ged der blev slagtet til vores ære engang i en landsby mozambique.

Han har faktisk en helt officiel scoresalat, som hans ven Børge har opfundet, og det ved det meste af vores vennekreds, for engang hvor han skulle generobre mig efter at vi var gået fra hinanden for 700. gang og jeg egentlig også så en anden, mailede han til Børge for at sige “jeg skal i sommerhuset med Lotte, hvad er det nu din scoresalat er?” men han kom til at sende mailen som “reply all” på en festinvitation så faktisk samtlige af vores venner fik den og ingen derfor kunne være i tvivl om planen. Salaten består af spinatblade, reven citronskal og hvidløgsolie, som er noget olie man har varmet nogle hvidløg i og fjernet dem igen.

Jeg er ret god til pastaer, men det gider Nikolai ikke spise, så for nylig gik jeg igang med at genoplive den legendariske ged nede fra wilder, altså gratineret gedeost med ristede pinjekerner, men så havde jeg fået den med honning og helt fin blød porre på den gyldne hane i Berlin, og den prøver jeg at efterligne ved at tilsætte noget sødt og fruity, fx danske efterårsblommer. og så har jeg en fråderen ret med hakket lam, thaicurrypaste, hvidløg, ingefær, aubergine, rød peber og koncentreret tomat, som altid virker.

Jeg er fx ikke ret skarp til den der oldschool danske servering hvor småretter ikke må komme dryssende men man absolut skal have syv forskellige separate grøntsagsting, kødstykker, sovse og kartofler klar på komfuret til servering på akkurat samme tid.

Jeg elsker at stene rundt i Irma og det er en af de største knaster i mit parforhold at jeg ikke køber hurtigt nok ind, men bare chiller rundt og hører podcasts mens jeg ser på de forskellige slags müsli. Men ellers er vi for tiden fanatiske stalkere herhjemme af den biodynamiske biks KOST på Sdr.Boulevard, ikke kun fordi det er vildt gode ingredienser og man køber i portionsstørrelse så man næsten ikke skal smide noget ud og heller ikke har visne krydderurter og glaskål stående overalt, men især fordi de har valgt måltidet for én på forhånden så man slipper for at fucking skulle være opfindsom kl. 1730. det elsker vi dem meget, meget højt for.

Ja til Venedig fx, pizza med revet hest og sort pasta med blæksprutteblæk. og så prøver vi hver sommer at nå at vade de 15 km fra sommerhuset i Skagen til Ruths hotels brasseri for at nå frem og sidde svedige og lykkelige blandt yuppierne og fråde muller med pomfritter og hvidvin og den rørte tatar.

“Folkekøkken” –Kuratoren johanne løgstrup og antropologen sine plambech havde engang et folkekøkken i en kælder med vildt dårlig akustisk som jeg husker som ekstremt ambitiøst, altså gryderetter bare med ambitioner, såsom rå æggeblommer på og sygt gode brød.

“Tyskland” – Brezlen med bajere i pauserne til wagner-festspillene i bayreuth måske. jeg kan sgu ikke lide tysk mad.

“Afrika” – Bobotjie nede ved Hermanus ved Kap det gode håb,sådan en fusions-malajret som ikke ser så pæn ud men smager vildt godt med en god twee jonge gezellen-rødvin til. eller Etiopiske injera-pandekager.

“Vesterbro” – leles spicy oksekødsalat. og faktisk pate pate på en god dag, men man kan ikke vide det.

“Dit eget hjem” – Nikolai laver alt for sjældent den vildeste pasta med tunboller som han sikkert har fra Jamie Oliver. til gengæld får jeg lov at være med til hans evighedseksperiment med at lave dne optimale bøf/bearnaise/pommesfrites-servering

“med tømmermænd inden du var mor” – Evighedsfnis med alt for meget kaffe på cafe wilder

“Og efter”- til Sejerøfesten (et ædegilde på Sejerø) hvor Jacob Schou fra Vinhanen havde gravet en gris ned i jorden og langtidsbagt den og mixet latinamerikansk inspirerede trylledressinger med masser af lime og grønt som væltede ned ad armene på en mens man prøvede at spise dem i sandwiches med det første pulled pork man nogensinde havde smagt…

Jeg ved 100 procent hvad det skal være, det skal være den middag, den vidunderlige madskribent og klummist i mit moderne tider-tillæg Søren Wedderkopp inviterede mig til få dage før han døde helt uventet, og som vi derfor aldrig fik holdt. Sørens ide, som han havde lavet sammen med sin faste makker Claus Christensen (Den Røde) fra restaurant gl. Mønt, var følgende: “I 1867 var Kejser Vilhelm vært for den russiske zar, hans søn (senere zar) og Bismarck ved en middag på Café Anglais i Paris. Middagen, der blev berømt som the Three Emperors’ Dinner (Bismarck talte ikke rigtig), anses for at være en af de mest opulente og luksuøse, der nogensinde er serveret.
Den vil vi gerne modernisere i et essay, hvor vi f.eks. kunne foreslå Thorning at invitere Putin og Obama på en bid brød og en diskussion af verdensfred og slige emner. Vi vil formentlig afstå fra at servere sangfugle (som var almindelig rigmandskost den gang, men som er temmelig fredet i dag), og vi vil muligvis supplere med foie gras, som zaren brokkede sig over, at han ikke fik den gang (han fik dog den forklaring, at foie gras normalt ikke var på menukortet i sommerperioden, og det accepterede han).”

Ikke vild med mad til musik efter jeg har fået børn, men hvis de ikke er der, så så modsat som muligt af blød jazz og taffelmusik. autechre måske. eller det der melankolske punk som læderbuksetjenerne spiller på Den Gyldne Hane.

Ben & Jerrys med kagedej.

Fik noget ret dårlig politisk mad under COP15, hvor vi bl a fik serveret drinks med isterninger lavet af indlandsis for at lave en eller anden uklar pointe. men mit sjoveste politisk-agtige måltid var nok en gang Chris Korda, som er en forplantningskritisk teknologifjendtlig teknomusiker der har en kirke ved navn church of euthanasia, tog mig med på en vegansk kinesisk restaurant i boston hvor alle retterne var som dem man kendte, bare i anførselstegn. stegte ris med “rejer”, nudler med sur/sød “oksekød”, peking-“and”. det var sjovt og mind-boggling ligesom alt andet ved ham.

SALON 39 Vodroffsvej 39 1900 Frederiksberg // http://www.salon39.dk