Q+A: Artist – Lea Guldditte Hestelund

Somebody put baby in a corner

Udstilling af Lea Guldditte Hestelund//VÆRELSET, Matthæusgade 36,3tv CPH

Lea Guldditte Hestelund udstiller på “Værelset”, som er et uafhængigt, non-profit udstillingssted for samtidskunst. Værelset drives af Nanna Stjernholm i hendes lejlighed, og det faciliteter soloudstillinger skabt af unge, nyuddannede kunstnere. Nu skydes anden udstillingssæson på Værelset igang med Leas solo udstilling “Somebody put baby in a corner”, og i den forbindelse lånte jeg lidt af hendes ord og tanker bag.

tumblr_o4v7vmgfbj1vo0baho1_500

Inspiration/tanker bag udstillingen?

“Somebody put baby in a corner” leger blandt andet med at etablere kunstinstitutionen uden for institutionens rammer. Udstillingen har to bærende elementer: den kongeblå farve (tænk skulpturrummene på fx Glyptoteket og Thorvaldsens Museum) og så en marmor piedestal (jeg selv har hugget), som traditionelt er fundament for en buste. Her er selve portrættet dog ikke til stede; piedestalen peger i stedet på et fravær af kroppen og bliver på sin vis dens stedfortræder.

Forskydning af kroppen og objektet er et greb, som jeg har arbejdet med ret længe: Hvordan kroppen gennem historien er blevet brugt som både narrativ, objekt, magtsymbol og meningsbærer. Udstillingen på Værelset er en slags videreudvikling af Körper 2.0 (mit afgangsværk, hvor jeg bla. lavede et selvportræt som Discobolus), men undersøger på en anden måde forholdet mellem kroppen og dens placering/deplacering i forhold til en given historie samt en given arkitektur. I værket ligger også en interesse for beskuerens krop, og den fysiske indvirkning den blå farve fx vil have på udstillingens besøgende: Værelset er jo ikke et særlig stort rum, og derfor vil farven virke meget massiv.

tumblr_o4v7vmgfbj1vo0baho2_540

Hvad ligger der bag titlen?

Jeg bruger ofte mine titler som ekstra info eller som noget, der gør lidt det modsatte af selve værket.
Jeg tror, det vigtigste med den her titel (ud over, at jeg synes, det lyder lækkert, når man siger den højt for sig selv), er dobbeltheden. At den på samme tid betyder to ret forskellige ting. Jeg prøver på at balancere lige midt imellem det alvorlige og det morsomme – og det er pissesvært faktisk!
Fysisk i udstillingen er det Diskoskasteren, som er sat helt op i et hjørne af vinduet. Og så kan man jo læse ind i ham, hvad man vil, ligesom man kan projicere hvem/hvad, det nu skal være op på piedestalen, nu den er tom…

“Tomrummet på piedestalen peger jo på, hvem der ikke er der, hvilket er en ret væsentlig pointe. Nogen er blevet taget ned fra toppen, simpelthen. I stedet får formen og materialet lov at være hovedperson i fortællingen, og på den måde bliver der også en ret stor kontrast til den lille, morsomme og masseproducerede souvenir af Diskoskasteren i krogen. For mig er det også vigtigt, at jeg selv har hugget piedestalen, tiden i den, også fordi, jeg simpelthen ikke kan lave den lige så præcis og skarp som en professionel stenhugger – der ligger et spor fra processen, som træder frem i piedestalens bittesmå, men vigtige, skævheder…”

Det smukke selvportræt øverst (fra installationen Körper 2.0 – Afgang 2015) Hvad er historien bag dette værk?

Jeg har undersøgt og arbejdet med det mandlige, antikke kropsideal, Discobolus af Myron, sammenstillet med et samtidigt kropsideal: Den slanke, homogent trænede og stærke krop. Det her antikke idealbillede, som fungerede som forbillede for den almene offentlighed, er i den grad blevet genaktualiseret igennem samtidens fitness og crossfit-kultur, hvor kroppen er blevet et slags moderne tempel. Jeg brugte min egen krop som skulpturelt materiale, og var igennem et crazy træningsforløb med en personlig træner (Joanna Scharlett), der indebar stramme diæter og styrketræning/body building for at opbygge muskler og krop tilsvarende det græske, atletiske mandeideal. Ligesom jeg anser idealet for at være en utopi, har skulpturarbejdet med min krop også været det: Utopien i mit projekt ligger bla. i, at jeg med en kvindekrop har forsøgt at skulpturere et mandligt kropsideal. Dertil kommer også, at det her ideal i sit udgangspunkt var misvisende, da Diskoskasteren er modelleret efter flere forskellige mænd netop for at opnå ultimativ skønhed. Allerede i Antikken havde de godt gang photoshoppingen!!!

lea-guldditte-hestelund_spbiac_small-1-860x574

 


www.vaerelset.dk

www.leagulddittehestelund.dk

Læs mere om  afgangsværket “Self-portrait as Discobolus” i Kopenhagen interviewHER

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s